
Udviklingsstrategi for landdistrikter
25. september 2017 - kl. 7:40 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frederikshavn Kommune har udarbejdet en pjece for ”Udviklingsstrategi for landdistrikter”.
Det fremgår, at ”de lokale aktører og ildsjæle”, som det skrives, allerede tilbage i 2006 påbegyndte et samarbejde, og det er vel at mærke, før den nuværende kommune blev dannet af kommunerne Skagen, Sæby og Frederikshavn.
Landdistrikterne dækker et areal på ca. 62.000 hektar og består af 26 lokale områder. Her bor godt 20.000 mennesker, svarende til knap 30 % af kommunens befolkning.
Pjecen peger på, at landdistrikterne er under stadig forandring. De grundliggende opgaver og vilkår med hensyn til erhvervsbeskæftigelse, bosætning, natur m.v. ændrer sig med nye udfordringer til følge. Det er udfordringer, der skal nytænkes, når landdistrikterne sætter konkrete projekter i gang.
Ressourcerne i landdistrikterne er først og fremmest de mennesker, som bor der. Det er derfra, initiativerne til udvikling skal komme, og der kan med fordel tages udgangspunkt i de lokale styrker. Aktiviteter udspringer ofte i regi af lokale foreninger. Kommunen vil derfor aktivt inddrage lokale foreninger i landdistrikterne i de kommunale aktiviteter.
Frederikshavn Kommune har etableret et distriktsudvalg, hvis formand pt. er byrådsmedlem Mette Hardam (V), Lyngså. Udvalget består af 29 medlemmer (3 fra Byrådet og 1 lokal repræsentant for hvert af de lokale områder).
Distriktsudvalget er bindeled mellem oplandsbyer, landsbyer, landdistrikter og Byrådet. Udvalget skaber dialog og tværgående samarbejde om kommunens distriktspolitik. Endvidere arbejder udvalget for at fremme samarbejdet mellem kommunens områder uden for de 3 største bysamfund. Udvalget mødes 6-8 gange om året og indstiller sager til godkendelse af Økonomiudvalget.
Det er Distriktsudvalgets ambition at tage udgangspunkt i bl.a. at være inspirator og vejleder og støtte aktivt græsrodsarbejde. Man vil også være debatskabende og skabe synlighed i det offentlige rum. Dertil kommer, at udvalget kan prioritere og indstille tildeling af midler til distriktsudvikling i kommunen samt medvirke i enkelte tværgående projekter, som giver markant fælles gennemslagskraft.
Tekst af Per Rye
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Udviklingsstrategi for landdistrikter' til en bekendt