Islam og demokrati til debat

29. september 2017 - kl. 7:07 - af Michael Egelund (WebRedaktør)

”Jeg er ked af at sige det, men islam er ikke forandret siden Muhammeds død, og den er ikke gearet til det 21. århundrede.”

Sådan lød en kommentar fra en tilhører langt henne i debatten på Frederikshavn Demokratifestival mellem to af landets kendteste debattører, når det gælder integration og fællesskab, jurist Natasha Al-Hariri (Foreningen Medborgere) og forfatter, kommentator Mikael Jalving (Jyllands-Posten, Radio24Syv mm.)

Michael Jalving tog udgangspunkt i, at hans bedsteforældre havde boet på Elmevej i Frederikshavn. Men ellers lagde han ikke fingre imellem, da han indledte med at sige, at vi har åbnet vore grænser for en udvikling til kriminalitet og parallelsamfund osv. Vi må stoppe indvandringen af muslimer – f.eks. i 4 år og så se, hvad der sker. I øjeblikket risikerer vi at undergrave det finansielle grundlag for vores velfærdssamfund.

Natasha Al-Hariri fortalte, at hun kom til Danmark som ganske lille i 1989 som flygtning fra borgerkrig i Libanon. Familien tog til et land, hvor rettigheder var sikret, og hvor ”vi kunne leve det liv, vi ønskede.”

Hun voksede op i Hellerup. Hun håber på et Danmark, hvor ”vi værner om de demokratiske frihedsrettigheder, som vi er stolte af.” Hun føler sig som dansker og er parat til at kæmpe for Danmark, selv om hun holdt fast i sin religion. Hun nærede håb om, at folk fra Mellemøsten ikke dagligt får negativ omtale i radio og TV.

Integration ikke lykkedes

Mikael Jalving så nation og demokrati som hinandens forudsætninger. ”Vi har prøvet integration de sidste 30-40 år i Europa. Det er ikke lykkedes, og det er i høj grad et muslimsk-arabisk problem, fordi disse befolkningsgrupper generelt ikke vil tilpasse sig vores kultur og normer.

Natasha Al-Hariri slog fast, at hun opfattede sig som dansker. ”Er der egentlig en formel for, hvornår man er dansker?” spurgte hun og hentydede til en debat for nylig i TV, hvor DF-folketingsmedlem Martin Henriksen bad hende tage sit tørklæde af.

Der blev spurgt til, hvad de to debattører anså som den største demokratiske udfordring. Jalving fastholdt, at demokrati er både krop og ånd. ”Vi skal også kunne kritisere Muhammed, ellers har vi slet ikke demokrati,” sagde han.

Tonen i debatten

Natasha Al-Hariri mente, at ”vi skal tale om tonen i debatten; den er blevet slem. Det er et problem, at vi ikke kan have en ordentlig demokratisk debat. Den udfordrer demokratiet, og mange afstår fra at tage del i debatten.” Den hårde tone i debatten betyder noget. Vi bliver nødt til ikke at bukke under for volden.

Jalving pegede på, at islam vokser frem mange steder i Europa – ganske vist de fleste steder med små skridt. Trykket på de kristne samfund øges.

Herefter udspandt der sig en længere debat om forløbet af den famøse Muhammed-tegning i Jyllands-Posten for år tilbage.

Det drejede debatten hen mod assimilation og en definition heraf. ”Assimilation betyder ikke lig med,” hævdede Mikael Jalving. Assimilation tager generationer. Mangfoldighed er godt nok. Man skal tage sit værtsland alvorligt og ikke vende det ryggen. Man skal ville det! Der er efter Jalvings opfattede ”et skræmmende stort antal muslimer i Danmark og store dele af Europa.”

Også hudfarve

Al-Hariri pegede på, at før hen drejede det sig først og fremmest om at tage en uddannelse og lære at tale dansk og måske også fejre lidt jul. Nu strammes kravene. ”Jeg vil gerne have lov at beholde min religion – derfor kan jeg godt betragte mig som dansker,” sagde hun, og tilføjede, at diskussionen også handler om hendes hudfarve. Det er på ingen måde rart at blive kaldt perkerkælling eller danskerluder.

Hun fortsatte: ”Det værste, man kan gøre, er ikke at have forventninger til andre; det er mange steder et stort problem i folkeskolen i dag. Folkeskolen skal være det sted, hvor man samler de børn op, som ikke har lært det hjemmefra.”

Mikael Jalving holdt fast i, at vi alvorligt må tage diskussionen om demokrati, integration og assimilation, og han mente, at alt for mange muslimer alt for let lader sig fastholde i en offerrolle.

De to kombattanter enedes dog på flere punkter, og lidt humoristisk kunne Jalving konkludere, at Natasha Al-Hiriri ikke fremstod som en typisk muslimsk kvinde, men som en veluddannet og banebrydende ung borger. Hun sagde det endda sådan: ”Hun er jo nærmest fejl-castet til denne debat.”

Tekst af Per Rye