
’Skovdøden’ hærger i til-salg-skilte-skoven
16. oktober 2017 - kl. 9:16 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Bladene falder, og det gør udbuddet af boliger til salg i Skagen også. Samtidig siger flere, at de har planer om boligkøb de næste måneder.
Skilte-skovdøden hærger i boligkvartererne! Ja, det kan lyde dramatisk, men du skal ikke blive nervøs.
Faktisk er det positivt. Det giver nemlig bedre plads til dit ’til salg’ skilt.
Nye tal fra Finans Danmarks udbudsstatistik viser, at der i øjeblikket bliver gjort indhug i ’skoven’ af til salg-skilte.
Lige nu er der i Skagen ca. 19 % færre villaer og ca. 8 % færre lejligheder til salg end på samme tidspunkt sidste år. For sommerhuse i Ålbæk er udbuddet faldet næsten 20 %.
Det er ifølge Home i Skagen ganske normalt, at der ikke er så mange, der sætter deres bolig til salg i efteråret. Men der er også en anden – og mere positiv – årsag til, at det tynder ud i til salg-skiltene.
”Det går væsentlig bedre med boligsalget i forhold til sidste år, og derfor er der blevet længere mellem til salg-skiltene i forhaver og på vinduer – vi mangler ganske enkelt emner til salg,” siger Kasper Lykke Nielsen fra Home Skagen.
Det er selvfølgelig et klart lyspunkt for boligejere, der går i salgstanker lige nu.
”Det betyder, at der er bedre plads til lige netop din bolig, som kan få mere fokus fra køberne,” siger Kasper Lykke Nielsen, som oplever, at nogle boligejere tøver med at sætte til salg i efteråret.
Det har de dog ingen grund til, understreger Home Skagen.
Homes Fremvisningsindeks viser, at der de seneste tre måneder i streg faktisk har været flere købere på fremvisninger. Og Home Køberbarometer viser, at der fra 2. til 3. kvartal er sket en stigning fra 13 til 16 % af danskere, der har planer om at købe bolig i løbet af de næste seks måneder. Analysevirksomheden YouGov står bag undersøgelsen.
”Vi har altså udsigt til flere købere på et tidspunkt, hvor der bliver færre boliger at vælge imellem. Jeg ved godt, at mange gerne vil vente med at sætte deres bolig til salg til det tidlige forår, men det er ikke sikkert, det er den bedste salgs-taktik, og slet ikke når køberne er her nu,” uddyber Kasper Lykke Nielsen.
Tal fra Home-kæden for de seneste ti år viser, at der bliver solgt boliger hele året, og at salget faktisk fordeler sig nogenlunde jævnt over månederne – dog med en nedgang i julemåneden og flest salg i forsommeren.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '’Skovdøden’ hærger i til-salg-skilte-skoven' til en bekendt