
Jann Sjursen.
Udsatteråd – erfaringer og perspektiver
8. maj 2018 - kl. 6:06 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Foredrag med Jann Sjursen og Knud Kristensen den 16. maj kl. 19.00 i Arena Nord.
SIND Frederikshavn vil kæmpe for at der bliver etableret UDSATTERÅD i Frederikshavn Kommune.
I den forbindelse har vi lavet aftale med Jann Sjursen og Knud Kristensen om at komme til Frederikshavn og holde foredrag om hvad et UDSATTERÅD er for noget, og hvad det betyder for Frederikshavn Kommune, at få etableret et sådan råd.
Jann Sjursen er formand for Rådet for Socialt Udsatte, og han besidder en stor viden og ekspertise indenfor området.
Knud Kristensen er SIND’s landsformand og medlem af Rådet for Socialt Udsatte.
Ved at oprette et lokalt UDSATTERÅD, er kommunen med til at sænke dørtærsklen til byrådet, og gøre demokratiet mere tilgængeligt. Byrådet får til gengæld mulighed for at lytte til udsatte borgere, og få input når der skal udvikles politik på udsatteområdet.
Til trods for, at det ikke er lovpligtigt, er der et stigende antal kommuner, der vælger at nedsætte lokale UDSATTERÅD, og vedtage lokale udsattepolitikker.
SIND har haft kontakt til personer i det udsatte miljø, og der er stor opbakning.
Formanden for ”Skrubben” i Frederikshavn – Leif Eisenhardt – hilser et UDSATTERÅD meget velkomment.
Samfundet har en særlig forpligtelse til at sørge for, at socialt udsatte kommer til orde, og et UDSATTERÅD skal sikre, at socialt udsattes synspunkter bliver hørt i den almindelige samfundsdebat.
Rådet skal følge den sociale indsats for udsatte borgere, formidle viden om området, og stille forslag til hvordan indsatsen over for socialt udsatte kan blive bedre, herunder i forhold til forebyggelse af sociale problemer, og i forhold til udsatte borgeres muligheder for at skabe et bedre liv for sig selv.
Ved socialt udsatte tænkes især på hjemløse, stofmisbrugere, alkoholmisbrugere, mennesker med sindslidelse, mennesker i prostitution, mennesker ramt af fattigdom eller andre store og sammensatte sociale problemer, der er forbundet med eller kan føre til social udsathed.
Frederikshavn Kommune og Socialudvalget har taget positivt imod SIND’s forslag til et UDSATTERÅD.
Foredraget vil danne grundlag for, at Socialudvalget senere på året vil invitere politikere og andre interesserede til et dialogmøde, hvor borgere, virksomheder og organisationer kan have en dialog, og komme med input til politikerne om etablering af et UDSATTERÅD.
Efterfølgende kan Socialudvalget forhåbentligt anbefale Byrådet at oprette et UDSATTERÅD.
Foredraget er for alle interesserede, og der er gratis adgang.
Foredraget afholdes i Arena Nord, Frederikshavn – ”Spar Nord Lounge”
_1_1_1.jpg)
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Udsatteråd - erfaringer og perspektiver' til en bekendt