
Destination Nord og Turisthus Nord – hvem skal hvad med turismen?
15. marts 2021 - kl. 8:04 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Bestyrelsesmedlem i Turisthus Nord, Ole Hust:
Kære John Lamp Henriksen- Jeg forstår godt, at du som byrådskandidat trækker vækst i turisme frem som et område der skal have fokus i vores kommune og for de tre destinationer Sæby, Frederikshavn og Skagen.- Turisme har længe været defineret som et af kommunens vækstspor, og det kan kun glæde, at du bakker op og ønsker at sætte dit præg på udviklingen.
Som mangeårigt medlem af Turisthus Nords bestyrelse har jeg indgående kendskab til det arbejde der førte til etableringen af det nye destinationsselskab, der har til opgave, overordnet for de 4 stiftende kommuner, at arbejde med udvikling og tiltrækning af flere gæster til området. – Jeg giver dig ret i, at det stadig ikke er tydeligt, hvordan Destination Nord planlægger at løse denne opgave, og det kan undre, at destinationsselskabet ikke i højere grad lægger op til samarbejde med Turisthus Nord. Specielt når man tænker på at Frederikshavn Byråds endelige beslutning om at tiltræde etablering af destinationsselskabet blev fulgt af en opfordring til at der skulle skabes gode samarbejder mellem destinationsselskabet og Turisthus Nord. – En beslutning, der som bekendt havde den konsekvens, at den hidtidige kontrakt med Turisthus Nord ophørte. – En kontrakt, der hidtil havde betydet, at der blev drevet 3 helårsåbne turistbureauer i kommunen, men disse midler lægger Frederikshavn Kommune, som du siger, nu fremover i destinationsselskabet..
Turisthus Nord har hele vejen haft alle intentioner om at skabe samarbejde og løse opgaver for destinationsselskabet, men trods dette, har vi ikke modtaget konkrete henvendelser, og det kan undre, når man tænker på, hvor stærk en medspiller vi kunne være. – Det strider imod al fornuft, at en veletableret og veldrevet turistforening med over 300 medlemmer ikke synes at være interessant som samarbejdspartner.
Et andet sted i FB-tråden efterlyser Helge B Christensen en ansvarsfordeling mellem Destination Nord og Turisthus Nord, men her vil jeg tillade mig at betragte det som et udtryk for den mest almindelige misforståelse i disse dage, hvor Destination Nord har gjort et stort nummer ud af at offentliggøre nyansættelser og etablering af et kontor i Skagen.
Destination Nord er et selskab etableret af 4 nordjyske kommuner, og som nævnt har selskabet ansvar for at udvikle turismen og tiltrække gæster til området.
Turisthus Nord er 100% medlemmernes forening, og efter bortfald af kontrakten med Frederikshavn Kommune står vi udelukkende til ansvar overfor medlemmerne og de opgaver vi aftaler med dem at løse.
Man kan altså ikke tale om en ansvarsfordeling mellem det offentligt ejede destinationsselskab og foreningen Turisthus Nord, men derimod, i min optik, nogle muligheder for spille hinanden bedre ved at samarbejde. – I Turisthus Nord arbejder vi målrettet efter vores nye, ambitiøse og kommercielle strategi, og med etablering af nyt kontor i Skagen, hvor alle husets dygtige medarbejdere og kompetencer er samlet i effektive og tidssvarende rammer, er vi i den grad gearet til at være hele Frederikshavn Kommunes turistforening og mest professionelle markedsføringspartner.
Skulle man være i tvivl om, hvad Turisthus Nord tilbyder sine medlemmer, så tillad mig blot at fremhæve:
– Turisthus Nord har 1,4 mio. årlige besøgende på sine websites
– 250.000 trykte byguider for hhv. Sæby, Frederikshavn og Skagen
produceres og distribueres hvert år til anslået 750.000 læsere
– Mere end 64.000 følgere på sociale medier
– Ny bookingportal – book.toppenafdanmark.dk – med fokus på flere gæster udenfor sommersæsonen og en mere tidssvarende online tilgængelighed for pakketerede produkter, billetsalg mv.
– Turisthus Nord spiller en vigtig rolle i destinationsmarkedsføringen, da vi har direkte kontakt til erhvervet, der har “hånden på kogepladen”
– Turisthus Nord tilbyder partnerskabsaftaler til medlemsvirksomheder, for optimal udbytte af de mange markedsføringskompetencer i Turisthus Nord.
– Guideservice for krydstogtgæster
– Turisthus Nord ejer og driver sommerhusudlejning Toppen af Danmark – Feriehuse.dk, hvis overskud geninvesteres i bl.a. markedsføring.
– Turisthus Nord støtter og/eller driver events der fremmer helårsturismen; herunder Frederikshavn Blues Festival og Skagen Marathon
Selv om Turisthus Nord ikke længere driver fysisk åbne turistkontorer, så driver vi i høj grad “turist information”, når der dagligt svares på telefonhenvendelser, svares på mails og messenger- beskeder, distribueres trykte guider og bykort, vedligeholdes og opdateres websites, facebook og Instagram, uddanner Danmarks eneste certificerede guidekorps og meget mere. – Altsammen, vel at mærke – nu blot uden offentlige midler.
Tillad mig af afslutte med en lidt frisk kommentar:
Hvis Destinationsselskabet påtænker at drive fysisk åbent turistinformationskontor et eller flere steder i Frederikshavn Kommune, hvad vil man så udlevere til gæsterne? – Selve rygraden i al lokal turistinformation, trykt eller online, ligger hos Turisthus Nord, og medmindre Destination Nord vil i gang med at “opfinde den dybe tallerken igen” og for offentlige midler, vil jeg endnu en gang foreslå et samarbejde med Turisthus Nord.
Ingen skal være i tvivl om at en af Danmarks største og stærkeste turistforeninger har sin berettigelse og altid vil fremstå som en samarbejdspartner med nøjagtig de kompetencer og tilbud som medlemmerne forespørger.
Jeg håber det fremtidige arbejde med at fremme turismen i Frederikshavn Kommune bliver båret af nogle gode beslutninger og konstruktive samarbejder.”
8 kommentarer til “Destination Nord og Turisthus Nord – hvem skal hvad med turismen?” under annoncerne.


















Så lukker turistbureauerne helt ned. Nu skal turisten ikke mere møde en fysisk medarbejder, men i stedet for bruge en app. Så spørger jeg – hvordan finder turisterne lige den og hvad hvis man som turist brænder inde med spørgsmål. Jeg plejer på ferietur at spøge om foldere på turistbureaet til hvad der er at opleve og se.
1. Kan alle de mange tilbud i de 4 kommuner samles i en app?
2. Hvordan er turisterne klar over hvor de finder informationer.
3. Hvad med de turister, der ikke kan finde ud af det?
4. Toppen af Danmark med Frederikshavn, Hjørring. Kunne Jammerbugt og Brønderslev ikke være med her frem for at vende sig mod Aalborg?
5. Bliver de små aktører glemt nu?
Det undrer mig simpelthen hvad I har gang i.
Vi er altå nogle Vendelboer, der ønsker samarbejde som tidligere. Hvorfor skal vi finde os i det her.
DJØF projekt som en skriver kommer nok tættere på sandheden end du tror.
Må give mange ret . Men mere mærkelig at man smider penge ud at reklamer for ålborg. Hvis man læser deres hjemme side står der intet anden at 4 kommuner er slået sammen. Men billeder fra zoo til jul og et sted mere og så det vigtig lets just eat aalborg osse lige skal med på deres hjemmeside . Og de siger samarbejde HVOR og hvis man roder lidt dybre havner man på visitaalborg hjemmeside. Min mening burde være et billed fra hver kommune og lidt hvad de står for
Tidligere har jeg talt om lokale medarbejder på Turistkontoret og fik at vide at det ikke var nødvendigt, men når turisten er kommet til Skagen er det primære nok ikke at få noget af vide om Ålborg eller andre byer. Det kunne jo være hun/han var interreseret i om de gamle fyr i Skagen eller hvor Fugle stationen var eller hvor på havnen man kunne få en frisk rødspætte. Håber HA forstod hvad jeg mente.
Turisthus Nord har 300 medlemmer. Disse trehundrede turistvirksomheder står sammen og danner i fællesskab Danmarks største Turistforening; Turisthus Nord. Det er jeg stolt over.
Hertil har vi igår lanceret en ny lokal bookingportal med hele 34 bookbare virksomheder. Nu kan vores gæster sammensætte deres helt egen pakke inden de rejser til Skagen. Det bliver så godt.
Vedr. Fysisk turistservice så afventer vi fortsat en strategi for dette. Det kommer der forhåbentligt snart en udmelding fra Destination Nord omkring. Men kig da ned på Sct. Laurentii Vej 6B. Vi er jo lige her 😃
God dag.
Mvh René
Turisthus Nord opruster sig digitalt! Der er mange drømme om ,at det nok skal gå godt! Direktøren fotograferet foran Havnemesterboligen har forvirret mig, for der sker det jo ikke længere!
34 medlemmer er der, men direktøren mener, der snart kommer mange hundrede flere!
Hvor skal de komme fra?
Jeg frygter, at uden kommunal støtte, går det slet ikke!
September 2016 udarbejde den daværende regering et dokument under overskriften: National strategi for Dansk Turisme!
24. maj 2018 blev der indgået en aftale mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance, det Konservative Folkeparti ) og Dansk Folkeparti om erhvervsfremmearbejde. Her lyder punkt 4:
Stærkere destinationer og bedre sammenhæng i turismeindsatsen.
Den kommende indsats konsolideres i Destinationsselskaber og der øremærkes turismeprojektmidler under Erhvervsfremmestyrelsen. Der skabes bedre sammenhæng i indsatserne mellem de større offentlige turismeaktører.
Ovennævnte regeringsbeslutning blev 3. behandlet og dermed gjort til lov i december 2018.
Jeg syntes lige dette skal med for at nuancere Steen Schous og Henning Lyks indlæg
Helt enig, Steen Schou, kommunen ledes desværre af en socialdemokrat, og selv om socialdemokraterne har lovet at skære i den alt for store offentlige sektor, så gør de lige det modsatte, de skraber alle de offentlige midler til sig i destination Nord, fjerner de aktive tilskud til de arbejdende turistforeninger og bruger kommunens tilskud til luftkasteller i et sædvanligt djøfregime, hvor der kun kommer varm luft ud af kontoret og skatteyderne betaler. Hvor længe vil socialdemokratiske vælgere fortsætte med at betale til Djøfvældet, hvor kun de ansatte djøfferne får noget ud af socialdemokraternes lottospil med borgernes penge🤮
Destination Nord minder mest om et projekt, udtænkt af DJØF’ere, og for DJØF’ere.
Sådan finder man beskæftigelse til sig selv og sine nærmeste, og politikerne æder det råt.
Nu har man endda ansat en Business Developer, så mangler vi en Key Account Manager og en CEO, så er man klar.
Mest af alt minder det om noget der skal være stærkt medvirkende til at dræne de slunkne kommunale kasser.