
Det var rigtig dejligt at synge sammen igen
8. maj 2021 - kl. 12:41 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Frisk luft og morgensang var der rigtig meget af fredag formiddag i den tidligere skolegård på Kappelborg, men der var også en helt særlig stemning, ikke mindst hos bibliotekets personale, som efter utallige nedlukninger endelig kunne slå døren op til et arrangement – også selv om det var udendørs.
”Frisk luft og morgensang” er også titlen på dagens musikalske tilbud, som Skagen Bibliotek slå tonerne an til i tæt samarbejde med Skagen Musikskole. 16 sangglade skagboere stod klar med god afstand, da pianist Tove Therp satte sig til klaveret i en skøn, vindstille morgen med solskin og højt til himlen.
I løbet af den lille musikalske time nåede deltagerne vidt omkring, og der blev bl.a. sunget sange af Kim Larsen, Harald Bergstedt, Alberte Winding, Benny Andersen og naturligvis også Holger Drachmann.
Der var stor glæde at spore hos de fremmødte, og de tre tilfældigt forbipasserende, som også deltog. Alle var enige om, at det havde været en dejlig oplevelse, og nu ser de frem til fredag den 4. juni, kl. 10-11, hvor der igen er ”Frisk luft og morgensang” i skolegården på Kappelborg. Det koster ikke noget og alle kan være med, bare møde op.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Det var rigtig dejligt at synge sammen igen' til en bekendt