
Med de nye køreplader er stranden ved Karredvej blevet mere tilgængelig.
Corona-heksen blev sendt fra Hulsig til Bloksbjerg
24. juni 2021 - kl. 12:41 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Udvalget af Sankthans-bål nord for Frederikshavn var i år mere begrænset end i et normalt år. Måske derfor var der mere end 200 mennesker på stranden ved Hulsig, da den stedlige borgerforening – som tæller omkring 100 medlemmer – tændte op under heksen på en kølig, men smuk og solbeskinnet Sankthans-aften.
Borgerforeningen havde ikke alene sørget for en heks i fineste make-up. Foreningen stod også for kontrol af coronapas ved ”indgangen”, som i år for første gang var markeret af de nye køreplader, der har gjort stranden ved Karredvej tilgængelig også for barnevogne, kørestole og gangbesværede.
Som båltaler havde Hulsig og Omegns Borgerforening engageret byrådspolitikeren Brian Kjær (S), som også er formand for distriktsudvalget i Frederikshavn Kommune. Han tog i sin tale udgangspunkt i en fortælling om to stridende landsbyer, som fandt sammen i skøn samdrægtighed, efter at de havde glemt hvad der egentlig var stridens kerne.
”Hvis vi lytter til hinanden, gør vi ikke hinanden fortræd”, lød moralen i Brian Kjærs tale. Naturligvis spillede det sidste halvandet års corona-pandemi også en rolle i båltalen.
”Fællesskab og sammenhold har vist sig at være meget stærke værdier i det seneste år”, sagde Brian Kjær.
Som traditionen i Hulsig byder, sang de forsamlede – med behørig afstand – to af de smukkeste stykker fra den danske sangskat, først ”Jylland mellem tvende have”, og derefter Holger Drachmanns midsommervise.
Fotos: Niels H. Bünemann/NHB Communications.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Corona-heksen blev sendt fra Hulsig til Bloksbjerg' til en bekendt