
Arkivfoto.
Flagdag fejres i Skagen
28. august 2021 - kl. 6:21 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Borgmester Birgit S. Hansen og Flådestation Frederikshavn inviterer til åbent arrangement på Skagen Odde Naturcenter på den officielle Flagdag for Danmarks udsendte søndag den 5. september.
Traditionen tro inviterer borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen i samarbejde med Flådestation Frederikshavn til åbent arrangement på Danmarks officielle Flagdag lørdag den 5. september.
- Flåden er en vigtig institution og arbejdsplads i Frederikshavn Kommune, og det er derfor naturligt, at kommunen og flåden samarbejder om markeringen af den nationale Flagdag. Med vores fælles arrangement på Danmarks officielle Flagdag vil vi give alle, der ønsker det, mulighed for at anerkende og hædre alle dem, der har eller lige nu yder en indsats som udsendt i Danmarks tjeneste, udtaler borgmester Birgit S. Hansen.
Arrangementet finder i år sted i toppen af Danmark på Skagen Odde Naturcenter, og programmet på Flagdagen byder bl.a. på musikalsk underholdning ved Søværnets Tamburkorps og Klitkoret fra Skagen. Dagens hovedtaler er Skoleskibet Danmarks tidligere kaptajn gennem 21 år, Kurt Andersen, som har høstet stor anerkendelse for den enestående kultur og stærke læringsmiljø, han har etableret i sin tid som kaptajn. På talerstolen kan man også opleve garnisonskommandant Jan L. Svendsen, chef for Flådestation Frederikshavn:
- Det glæder mig rigtigt meget, at vi igen i år sammen med Frederikshavns Kommune står sammen om at sige tak til alle Danmarks udsendte. De udsendte løser ofte en vanskelig opgave under særdeles vanskelige forhold. Den fælles markering er med til at understrege den rigtig gode relation, der er i denne region mellem Forsvaret, Søværnet og lokalområdet omkring Frederikshavn, siger kommandørkaptajn Jan L. Svendsen.
Alle, der gerne vil hædre Danmarks udsendte, er velkomne til at deltage i det åbne arrangement i anledning af den officielle Flagdag den 5. september på Skagen Odde Naturcenter.
Program for Flagdag 2021 kl. 11:00
Musik ved Søværnets Tamburkorps
Velkomst ved konferencier Chresten Sloth
Velkomst og tale ved Borgmester Birgit S. Hansen
Korsang ved Klitkoret fra Skagen
Tale ved garnisonskommandant Jan L. Svendsen
Musik ved Søværnets Tamburkorps
Tale ved fhv. kaptajn på Skoleskibet Danmark, Kurt Andersen
1 minuts stilhed
Korsang ved Klitkoret
Konferencier afslutter fra scenen
Efterfølgende serveres der kaffe
FAKTA
Den 5. september er officiel Flagdag for Danmarks udsendte. Det er den dag, hvor Danmarks udsendte anerkendes for den indsats, de har ydet, og hvor de faldne mindes. Dagen omfatter alle, der er eller har været sendt ud af Forsvaret, Redningsberedskabet, Politiet, Udenrigsministeriet og Sundhedsvæsenet.
Flagdagen markeres ved arrangementer rundt om i hele landet, hvor kommuner, soldater- og marineforeninger hylder alle dem, der har været udsendt for Danmark. Flagdagen blev afholdt første gang i 2009.
Flagdag 2021 i Frederikshavn Kommune afholdes på Skagen Odde Naturcenter, Bøjlevejen 66, 9990 Skagen
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Flagdag fejres i Skagen' til en bekendt