
Det bliver magisk!
9. februar 2022 - kl. 9:39 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagens egen Mads Toghøj behøver ingen nærmere introduktion, når han nu med stor succes igen besøger Kulturhus Kappelborg. Denne gang er det med hele to koncerter: fredag d. 11/2 og lørdag d. 12/2 2022, som er helt udsolgte. Og dette lige efter at han havde stor succes med den ligeledes udsolgte Nytårskoncert.
Mads er født og opvokset i Skagen, og har siden sit album ’Alley of Faith’ udkom i 2012, haft en stor fast fanskare her.
Sit 20-års jubilæum som musiker markerede Mads i 2017 med udgivelsen af hans 3. studiealbum ’Rødder’, og 3 udsolgte koncerter på Kappelborg.
Nu udgiver Mads sit 4. album ’kig op’ med 12 spritnye dansksprogede sange. Et pladeprojekt, der blandt andet handler om at rejse sig igen, efter de slag som livet nu engang giver undervejs. ’Kig Op’ har release på Kappelborg, så forvent rift om billetterne – også denne gang!!
Med sig på scenen har Mads sit band ’Rødderne’, og stilen er folk, country og americana. Mads Toghøj er selv på vokal og akustisk guitar, Jens Varmløse på akustisk guitar, fløjte, harmonika, stagepiano, mandolin, dobro, guitar og kor, Jan Michael Rasmussen på akustisk guitar, banjo og kor, Rasmus Boje-Nielsen på Elbas, kontrabas og kor og Jakob Riis på bas.
Det bliver et par helt magiske aftener i dette flotte selskab!
Se mere på www.kappelborgskagen.dk

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Det bliver magisk!' til en bekendt