
Fjernvarme til Træ- og Fuglekvarteret i høring
11. februar 2022 - kl. 10:33 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Varmeværk har udarbejdet projektforslag for fjernvarmeforsyning af Træ- og Fuglekvarteret i Skagen, hvor varmeværket ønsker at forsyne områderne med fjernvarme.
Der er derfor udarbejdet en foreløbig godkendelse af projektforslag og miljøscreening for de omfattede områder med en høringsfrist fra den 9. februar frem til den 9. marts 2022.
Frederikshavn Kommune har vurderet, at projektet ikke er omfattet af kravet om miljøvurdering.
Projektforslaget omfatter en udvidelse af Skagen Varmeværks forsyningsområde, og udvidelsen består i en konvertering og tilkobling af naturgasområdet Træ- og Fuglekvarteret til fjernvarmeforsyningen i Skagen.
Der planlægges anlagt et distributionsnet samt stikledninger i projektområdet, mens enkelte ledningsstrækninger i det eksisterende fjernvarmenet i Skagen kræver en opdimensionering for at kunne håndtere tilslutningen af Træ- og Fuglekvarteret til fjernvarmenettet. Arbejdet ventes først påbegyndt midt eller sidst på året. Anlægsarbejdet vil af hensyn til naboer i overvejende grad foregå inden for almindelig arbejdstid på hverdage.
I beskrivelsen af projektet anføres det, at ”ved fjernvarmeforsyningen af Træ- og Fuglekvarteret opnås et samfundsøkonomisk overskud på ca. 2,38 mio./kr. over en betragtningsperiode på 20 år i forhold til referencen samt en selskabsøkonomisk nettobesparelse på ca. 601.000 kr./år.”
Der vil tillige også blive en forbedret forbrugerøkonomi og en positiv indvirkning på energi- og miljøforhold. Tilslutningen af alle forbrugerne i Træ- og Fuglekvarteret forventes gennemført i løbet af 5 år.
Link til bl.a. detaljeret beskrivelse af kort og omfattede veje:
Link til VVM-anmeldelsesskema:
https://www.frederikshavn.dk/media/ksdl2x4u/link-til-milj%C3%B8screeningsskema-med-bilag.pdf
Tekst: Per Rye
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Fjernvarme til Træ- og Fuglekvarteret i høring' til en bekendt