Foredrag om naturfredninger

Foredrag om naturfredninger

8. marts 2022 - kl. 6:01 - af

Store dele af landområdet i den tidligere Skagen kommune er fredet. 

Det betyder, at der er aftalt nøje regler for, hvordan landskabet skal håndteres, så man beskytter dyreliv og vegetation og fastholder naturen i en eller anden grad af oprindelighed.
Fredningerne er sket fra starten af forrige århundrede og har strakt sig gennem generationer. Flere fredninger er senere blevet præciseret og udvidet, og der har i mange tilfælde været mildest talt delte meninger om de enkelte fredninger og om forvaltningen af dem.

I dag er Grenen fredet øst for Batterivej, og det gælder også i en vis udstrækning det omgivende havområde. 

Sønderstrand, Byfogedskoven og Damstederne er nogle af de nyere fredningsområder, længere sydpå er den fabelagtige Hulsig Hede og Raabjerg Mile sikret gennem fredninger.

Det er en delikat balancegang, der skal udføres, når så mange forskellige interesser skal tilgodeses, og derfor kan blodtrykket nemt stige, når fredningsforhandlingerne skal i gang.
Når røgen har lagt sig, er der dog vist generelt en meget stor forståelse for vigtigheden af at beskytte og bevare det enestående landskab ved Skagen.

Skagen Lokalhistoriske Forening vil gerne kaste et blik på naturfredningerne ved Skagen i fortid, nutid og fremtid, og har derfor bedt en dedikeret naturforkæmper, Eigil Torp Olesen, om at kridte banen op og øse af sin store viden om natur og naturbevarelse.

Eigil Torp Olesen blev ansat som lærer ved skolevæsenet i Skagen i 1974, og der gik ikke mange måneder, før han havde sit første læserbrev i Skagens Avis om naturbevarelse. Lige siden har naturen i ham haft en engageret fortaler, og han har gang på gang råbt vagt i gevær, når kræmmeriet truede det enestående landskab, som omkranser Skagen by.

Flora og fauna på Skagens odde har han et indgående kendskab til. Han har ledet utallige ekskursioner i hede og plantage og også givet sin viden videre i bogform.
I 1982 blev han valgt ind i bestyrelsen for Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomite i Skagen, hvor han senere satte sig i formandsstolen.
Eigil Torp Olesen flyttede for en hel del år siden længere sydpå i Frederikshavn kommune, men naturen på Skagen odde har han aldrig mistet interessen for, så det er en mand, der ved, hvad han snakker om, når han torsdag den 24. marts vil fortælle om naturfredninger i Skagenområdet gennem tiden holdt op mod nutidens og fremtidige udfordringer på området. Den aktuelle biodiversitetskrise kan nemlig slet klares med de klassiske fredningsinstrumenter – der skal mere til!

Det foregår i Salen på Kulturhus Kappelborg kl. 19.30. Skagen Lokalhistoriske Forening er arrangør, men alle er velkomne, og der er gratis adgang.

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Foredrag om naturfredninger' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger