
Stor succes med de små
17. marts 2022 - kl. 8:02 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Badmintonklub har stor succes med holdet legebadminton, hvor 21 børn er tilmeldt og mødes hver onsdag fra kl. 16.30 til 17.30.
Nicolai Larsen er hjælpetræner, og han fortæller at de yngste er ca. 3 år og de er på dette hold indtil de er klar til at komme videre til et af klubbens ungdomshold.
Legebadminton er for børn, som gerne vil bevæge sig og grine sammen. Der er forskellige aktiviteter med ketsjere, som bruges til både balloner og badmintonbolde, alt efter børnenes niveau.
“Det er vigtigt, at det foregår på børnenes præmisser” udtaler trænerne Kenneth Weesgaard og Allan Kastor.
Så der er stor forskel på fordelingen af tiden på badminton og leg. Nogle spiller det meste af timen, andre leger mere. Det vigtigste er, at alle har det sjovt.
“Alle forældre og bedsteforældre er altid velkomne til at deltage i aktiviteterne” udtaler Bent Ledet, der også er en af trænerne.
Det er en stor hjælp, både når der spilles med børnene, når vi skal lave forhindringsbane og lege gemme-fange, som er en af børnenes favoritlege, og som giver børn som voksne sved på panden, når vi løber igennem hallen, siger Kenneth og Allan med et smil på læben, og de fortsætter: “Vi slutter altid af med at lege med vores store faldskærm, inden vi løber igennem hele hallen og slutter i cafeteriet, hvor vi får lidt slik ovenpå dagens motion. Hvis der er nogen der har lyst til at være med, har vi plads til flere.”
Mød bare op i badmintonhallen onsdag kl. 16.30, hvor børnene kan få et par prøvetimer inden de bliver indmeldt.
1 kommentarer til “Stor succes med de små” under annoncerne.
















Fedt at se at Bent Ledet stadig lærer fra sig. Jeg glemmer aldrig at han lærte mig den lave lange baghånd og den korte doubleserv (forhånd).