
Arkivfoto.
Borgmesteren om Skolemarken: Det skal blive godt
14. april 2022 - kl. 6:54 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Redaktionen har modtaget dette indlæg fra Borgmester Birgit S. Hansen:
Debatten om Skolemarken har varet i mange år, og der har været møder om, hvad der er det rigtige for det fine sted.
Det er klart for, vi skal gøre det rigtige og hellere grundigt end hurtigt.
Jeg så forleden, at der på denne avis igen var debat om “op og ned” ift. Skolemarken.
Jeg håber virkelig, du vil tage tiden og læse det hele i dette skriv, for der har været en lang og god, synes jeg, proces op til, hvor vi er nu – nemlig der hvor en arbejdsgruppe bestående af Skagen Rotary, Skagen Byting og Foreningen til udvikling af Skagen levende Byrum skal konkretisere projektet med “vandkunst park” for børn og voksne på Skolemarken. Det har et enigt Økonomiudvalg (medlemmer sidste år: Bjarne Kvist, Peter Sørensen, Mette Hardam, Kenneth Bergen, Almina Nikontovic, Peter E. Nielsen, Birgit S. Hansen) nikket til, og derefter var der udstilling om “vandkunst parken “ på Kappelborg, hvor man kunne se, hvordan det tager sig ud, og man kunne komme med kommentarer til projektet. Det blev også meddelt, at det var muligt at se projektet. Der var ingen negative borgerkommentarer efter udstillingen på Kappelborg.
Jeg har stor respekt for Skagen og Skawboernes kærlighed til Skolemarken, jeg deler den, og derfor er det også vigtigt, at det er Skawboer, der har opgaven. Og det har de.
Jeg opridser lige den inddragende proces, der har været op til der, hvor sagen er nu.
Og hvis du ikke orker at læse hele dette lange skrive – så nøjes med det sidste fra 19. august 2021.
Det indrammer status for Skolemarken.
Læs meget gerne nedenstående:
18. april 2021 fra Skagens Avis:
“I september 2019 blev der afholdt et borgermøde om fremtidsplanerne for Skolemarken i Skagen. Bag borgermødet stod arbejdsgruppen bag Skolemarken bestående af repræsentanter fra Skagen Byting, Skagen Rotary Klub, Foreningen til udvikling af Skagen levende byrum og Nordjyske Bank og repræsentanter fra Frederikshavn Kommune. Til mødet deltog ca. 60 borgere, som bidrog aktivt med bud og ønsker for området.
Generelt ønskede deltagerne, at Skolemarken forbliver et grønt område i Skagen. Der var dog forskellige ønsker til, hvad der konkret skal placeres på pladsen. Efter borgermødet blev der udarbejdet et opsamlingsnotat, hvor det blev beskrevet, hvad borgerne ønsker og ikke ønsker for området. Opsamlingsnotatet er udleveret til arbejdsgruppen bag Skolemarken.
Arbejdsgruppen har efterfølgende arbejdet videre med et forslag til Skolemarken, som indeholder de ønsker, der kom på borgermødet. Der er ikke en endelig afklaring af, hvad området ved Skolemarken skal benyttes til, og hvordan det skal opdeles. Der er derfor heller ikke truffet en politisk beslutning om Skolemarken.
Leje til minigolfbane
I marts 2020 fremsendte en borger en henvendelse til Frederikshavn Kommune om muligheden for at leje en del af jorden på Skolemarken til at anlægge og drive en minigolfbane på. Borgeren er fortsat meget interesseret i jorden og har efterspurgt en afklaring. Frederikshavn Kommune kan dog ikke leje jorden ud, før der ligger en afklaring fra arbejdsgruppen om brugen af området.
Hvad skal der ske med området? Fremtidsplanerne til debat på det kommende møde i Økonomiudvalget den 21. april. Forud for mødet indstiller teknik- og kulturdirektøren, at Økonomiudvalget tager status til efterretning og beslutter den videre proces for Skolemarken.
Forblive grønt område
I opsummering af bidrag: Hvad vil vi gerne ha’? fremgår det bl.a., at deltagerne generelt ønsker, at Skolemarken forbliver et grønt område i Skagen. Der er dog forskellige ønsker til, hvad der konkret skal placeres på pladsen. En bred andel af deltagerne anser toiletter og skraldespande som et vigtigt supplement til de endelige tiltag på Skolemarken.
Generelt har deltagerne et ønske om, at Skolemarken opdeles i mindre sektioner, som skaber afgrænsede rum. Denne opdeling kan forekomme ved hjælp af frugttræer, bærbuske, bakker, sandklitter eller sten. Flere deltagere foreslår, at de forskellige rum sammenkobles af gangstier, som kan assistere svært gående borgere i at benytte af pladsen. Deltagerne foreslår, at gangstierne kan være af grus eller lavt græs, men de er ikke enige i, at asfalt er en ønsket belægning.
Bredt ønske om beplantning
Der er et bredt ønske om beplantning på Skolemarken. Et populært forslag er en form for planteværksted, hvor deltagerne selv kan plante frugt, grønt og blomster i forskellige kummer. Derudover foreslår flere deltagere, at der plantes blomstertræer, høje træer, buske og hække – eventuelt tildækket med lys. Deltagerne ønsker ikke eksotisk beplantning på Skolemarken.
Der er bred enighed om, at der bør etableres en form for overdækning, som giver læ for vejr, vind og støj. Hertil er der både forslag omkring halvtag med tilhørende borde og bænke samt et ”madpakkehus”, som bl.a. skolerne kan benytte, og hvor alle byens borgere kan mødes.
Deltagerne er generelt positive over for vandkunst på Skolemarken. De er interesserede i vandkunst med visuelle effekter og eventuelle lydeffekter. Nogle borgere foreslår en form for vandaktivitet i sammenhæng med vandkunsten.
Fysiske aktiviteter
Deltagerne ønsker generelt, at der skal være muligheder for forskellige fysiske aktiviteter på Skolemarken. Gentagne forslag er en skøjtebane, labyrint (evt. som ved Horne kirke på Fyn), nedgravede trampoliner, udbyggede petanque-baner, krolfbaner, træningsredskaber og forskellige former for spil som billard, bordtennis, skak og dam. Deltagerne er samtidig positivt stemte overfor stillesiddende aktiviteter. Et populært forslag er inddæmmede grill- og bålpladser på Skolemarken.
Derudover foreslår enkelte, at der skal være gode muligheder for at udøve yoga, meditere, læse, male og oplæse digte og historier.
Appellere til børn
Deltagerne udviser generelt et ønske om, at Skolemarken i højere grad skal appellere til børn og unge gennem forskellige aktivitetsmuligheder. Hertil er forslag om gynger, naturlegeplads, festivaltelt, stikkontakter til mobiltelefoner, DJ-pult til mobiltelefon samt plads til rundbold og andre holdlege. Deltagerne er positive over for den anlagte scene på Skolemarken. Flere ønsker at udbygge denne med overdækning og muligheder for at hente strøm fra scenen. Derudover ønsker enkelte, at der anlægges flere mindre scener til f.eks. at fremvise danseoptræden på.
Enkelte deltagere foreslår, at Skolemarken bør have en åben passage til kirkegården eller uhindret adgang til Kappelborg – evt. via en gangbro over eller en tunnel under den vej, som adskiller Skolemarken og Kappelborg.
Deltagerne har vekslende holdninger til markeder og salgsboder på Skolemarken. Nogle er fortalere, andre er imod.
Udover ovenstående tendenser er der følgende enkeltstående forslag til Skolemarken: – Fuglehus – Bistader – Skulpturer – Naturlegeplads – Soppebassin – Hængekøjer – En fiskekutter som er vendt på hovedet, så den fungerer som ”madpakkehus” – Tydelig skiltning ved indgangen – evt. med teksten ”Velkommen til Skagen Bypark” – Burger King eller McDonald’s – Shoppingcenter – Fustager med grøn Tuborg – En dam – Parkour-pladser – Rygeskur
Hvad vil man ikke ha’?
Deltagerne giver generelt udtryk for, at Skolemarken fortsat skal være et grønt areal, som er forbeholdt alle byens borgere. Skolemarken skal besidde flere rum og ikke udelukkende tildeles en enkelt funktion.
I den sammenhæng udviser deltagerne, med få undtagelser, en modstand mod etableringen af både ældre- og ungdomsboliger på Skolemarken. Kolonihaver og hoteller møder samme modstand.
Denne tendens gør sig ligeledes gældende omkring parkeringspladser – herunder holdepladser for autocampere.
Deltagerne giver udtryk for, at Skolemarken skal være mere end blot en park.
Flere giver dog udtryk for en modstand mod afholdelsen af større koncerter og omfattende sportsaktiviteter på Skolemarken. Enkelte ønsker ikke cirkus, shelters, legeplads og fodboldbane på pladsen.
19. august 2021 – SkagensAvis
Skolemarken har været på alle skagboers læber mere eller mindre de sidste mange år. Nu er Økonomiudvalget blevet præsenteret for et virkelig spændende projekt, som de bakker op om. Det er en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Skagen Byting, Skagen Rotary Klub og Foreningen til udvikling af Skagen levende byrum, som har arbejdet med projektet.
Økonomiudvalget har besluttet at bede arbejdsgruppen arbejde videre med projektet med vandkunst på Skolemarken og præsentere det igen for Økonomiudvalget senest den 1. september 2022.
Arbejdsgruppen får herved et år til at finjustere projektet, finde finansiering til henholdsvis investering af det spændende projekt og henholdsvis den drift, der vil være forbundet med pasning af anlægget efterfølgende.
Skolemarken er således stillet til rådighed for vandkunst, hvis det lykkes at skaffe finansiering til ovenstående, besluttede Økonomiudvalget og håber, at det lykkes at skaffe pengene til det flotte projekt, så alle i fremtiden kan nyde flot vandkunst i Skagen.
Med Venlig Hilsen
Birgit S. Hansen
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Borgmesteren om Skolemarken: Det skal blive godt' til en bekendt