Jonna er dybt taknemmelig!

Jonna Thygesen.

Jonna er dybt taknemmelig!

20. april 2022 - kl. 16:52 - af

Privat person donerer 500.000 kr. til Skagens Bamsemuseums arbejde blandt kræftramte børn

Efter den traditionelle Påskesalon på Skagens Bamsemuseum Skærtorsdag, meddelte en af gæsterne museets leder Jonna Thygesen, at han og hans hustru havde besluttet at donerer 500.000 kr. til Bamsemuseets vigtige arbejde blandt kræftramte børn på familiehuset i Skejby. 

”Jeg var meget overrasket og dybt taknemmelig da jeg fik denne besked” – siger Jonna Thygesen, ”godt nok er vi begunstige med gode venner og fine donationer, men 500.000 kr. på en gang fra en privat person, det har jeg ikke prøvet før. Gennem mange år har vi på Bamsemuseet samlet ind til de syge børn, både direkte donationer fra private personer og firmaer, men også med forskellige tiltag i løbet af året, bl.a. Påskesalonen med Jens-Christian Wandt, og der er brug for hver en krone”.

Det er besluttet at beløbet skal gå til Familiehuset ved Skejby Sygehus i Aarhus. Familiehuset er et opholdssted hvor familier til langtidsindlagte børn kan bo mens deres børn er indlagt på Skejby. Det er oftest børn med kræft, og børn der kommer fra det meste af landet. Er man f.eks. fra Skagen så er der langt til Aarhus, så er det vigtigt med et opholdssted tæt på hospitalet, hvor man både kan bo og få omsorg i en svær tid, og også møde andre familier i samme situation. Familiehuset er bygget af Trygfonden, men driften skal huset selv stå for. Det gøres bl.a. ved at lade personer og firmaer hver ”adoptere” et af husets 22 værelser. Med denne donation er et værelse nu sikret i 10 år.

Gennem mange år har der været knyttet venskabsbånd mellem Bamsemuseet i Skagen og Familiehuset i Skejby.

”Lige før Påske var jeg på Skejby med påskeæg til alle børnene, til familierne og til de ansatte, og mærkede igen den særlige stemning som huset er præget af” – siger Jonna Thygesen, – ”for selvom en far og en mor oplever det værste man kan opleve som forældre, at ens barn får en alvorlig sygdom, så er huset også fyldt med håb. Der er et sammenhold blandt familierne og blandt huset medarbejdere og frivillige som får dagligdagen til at fungere. Et sammenhold som styrker familierne, og så må vi huske på at 6 ud af 7 børn overlever en kræftdiagnose. Men det betyder også at der er familier der oplever den største sorg overhovedet, at miste deres barn. Der kan Familiehuset hjælpe på en måde som hospitalet ikke kan. Derfor er det vigtigt at støtte, og derfor er jeg glad og taknemmelig for den store donation vi fik i Påsken”.

Bamsemuseet i Skagen har i mange år stået for en lang række arrangementer for børnene og deres familier. Hvert år er der julefest, fastelavnsfest, og sommerfest, der er udflugter, og en årlig weekendtur til Skagen, der uddeles påskeæg og julegaver, og så er man med til at indrette huset med alt det som gør et længere sygdomsforløb mere tåleligt. Men først og fremmest er Familiehuset en tryghedsbase midt i en udfordrende tid, et helle fra hospitalet hvor familierne kan lade op, hvile ud, men også tale med andre familier i samme situation, udveksle tanker og erfaringer, og på den måde være en del af et fællesskab hvor der bliver taget hånd om en når der er allermest brug for det. 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Jonna er dybt taknemmelig!' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger