Sommerens udstilling er åbnet
18. juli 2023 - kl. 11:14 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Forleden var der fernisering og åbning af kunst- og designudstillingen REFLEKTION på Skagen Odde og Naturcenter.
Det er blevet en tradition at der holdes fernisering af sommerens udstilling mandag i uge 28.
I år bydes der på en kunst- og designudstilling i Oddecenterets flotte lyse lokaler.
Fire kunstnere er der med i år, billedkunstner Carsten Dahl, Glaskunstner Bjørn Friborg, Glas- og møbeldesigner Tom Nybroe og ToneArt udstiller Poul Henningsen stålrørsmøbler. (læs om kunstnerne nederst i artiklen)
Et par hundrede gæster var der mødt op, og de overværede at Hans Nielsen bød velkommen, inden Tom Nybroe fortalte om, og åbnede udstillingen.
Herefter var det Carsten Dahls tur til at fortælle om sine værker, og han reciterede desuden et af hans egne stærke digte:
Det står skrevet i usynlig blæk
at sorgen aldrig går væk
at selvets fortabelse er stor
når man er blevet
misbrugt af sin mor
kun skelettet står tilbage
med de afgnavne ben
at føle tillid er en evig plage
når hjertet er blevet forvandlet
til sten
alt bliver vammelt
og uden glæde
råddent kød er gammelt
sjælens griseæde
retten til at føle noget
er pantsat eller solgt
andre mennesker
forbliver en gåde
selvet er forladt og goldt
at skubbe væk
og slå sig selv
er hadets selvprofeti
at forlade for ikke
at blive forladt
er misbrugets tyranni
vreden har ingen adressat
der er jo ingen
den anden ende
jegets selvattentat
gentagelsen ingen vil kende
al min tvang og hjerteflimmer
står skrevet i sjælen
med usynligt blæk
hvor helvede gør jeg af dét
som aldrig forsvinder…
måske jeg kan
spille og male det væk.
Udstillingen ”REFLEKTION” kan ses hele sommeren og det tidlige efterår. Skagen Odde Naturcenter, Bøjlevejen 66.
Billedkunstner Carsten Dahl
Den udvalgte kunstner i år er musiker og billedkunstner Carsten Dahl, der udstiller de seneste malerier, hvoraf de fleste er malet til denne udstilling i Skagen.
Både som maler og musiker bevæges Carsten af det i sprækken usagte og skjulte, og alting synes at spejle sig i ham som i et vand. Han blændes af lyset, der skabes ud af mørket, for dersom man kender sit afgrundsdybe mørke, ser man meget klarere i lysets refleksioner.
For ham er toner farver og farver toner. Akkorderne er landskabernes bund, der veksler mellem skygge og lys; dybde og perspektiv.
Carsten Dahl citat:
”Når jeg åbent lader mig bevæge af det kuperede og bølgende landskab omkring Skagen og derved bliver væltet omkuld af vejrligets ubegribelige kræfter og lysets skiftende formationer i hastig bevægelse – sanser og mærker jeg jo, at alt denne dramaturgi – er et billede på mine egne personlige indre landskaber.
Vinden, bølgerne, marehalmens bevægelser og træernes deforme skulpturer – er det store åndedræts ind- og udånding præcis som livet selv bevæger sig i vores kroppe.”
Carsten Dahl er i øvrigt inviteret til at være ”artist in residence” på Skagen
Kammermusikfestival i 2023, hvor hans klassiske kompositioner kan opleves i efterårsferien. Derudover er Carsten også udvalgt til Årets billedkunstner med et af sine imponerende hav og himmel motiver for Kræftens Bekæmpelses kampagne ”Virksomheder mod kræft.”
Glaskunstner Bjørn Friborg
Glaspuster og kunstner Bjørn Friborg er en af de danske kunstnere, der også vises på det internationale marked i bl.a. L.A. og New York samt Stockholm.
Bjørn Friborg har et højt og kraftfuldt udtryk. Et udtryk, der er lige dele kunst og håndværk. Hans glasskulpturer er smukke, brølende og forførende – gennemsigtige ovale displays fyldt med dynamisk snoet liv i pirrende farver.
Friborg mener, at det er vigtigt at tale højt og tydeligt, at være ærlig og uhøjtidelig for at nå frem til et ægte udtryk. Hans kunstværker er en forlængelse af hans person, af et ønske om at røre og trænge dybere ind og synes at være eksplosive udladninger af personlig og kunstnerisk energi. Han er passioneret omkring den kreative proces, hvor alt skal samles i tæt koordination med de forskellige skabere; det er holdindsats, og lige så krævende og disciplineret som enhver form for elitesport. Det er en del af suset: usikkerheden; det splitsekund, når kunstneren ikke har tid til at tænke eller tøve, men blot handler.
Glas- og møbeldesigner Tom Nybroe
Designeren Tom Nybroe udstiller sine helt nye glasopsatser, der er mundblæste og håndlavet på Holmegaard Værk. Med inspiration fra tidligere tids pompøse borddækninger med store fade og opsatser har Nybroe udviklet et design, der med de store former og den meget iøjefaldende optikeffekt giver de smukke farver frit spil i lyset. Opsatserne giver god mulighed for at pryde borddækninger og udsmykninger i hjemmet. Opsatserne vises for første gang på denne udstilling.
Naturens geometriregler er inspirationen til Nybroes arbejde. Han er fascineret af de rytmiske proportioner, der findes i naturen. Nybroe anvender disse principper direkte til dannelsen af hans designoutput. Nybroe har designet tre serier af vinglas til det kendte glasdesignhus Holmegaard/Rosendahl. Hans prisvindende Perfektion serie for Holmegaard er en af de mest populære og succesrige vinglasserie. Serien er opkaldt efter Nybroe’s tilgang til design, og skaber en perfekt balance mellem de gyldne forhold og æstetiske principper.
ToneArt udstiller Poul Henningsen stålrørsmøbler
ToneArt udstiller et eksklusivt udvalg af Poul Henningsens smukke og unikke stålrørsmøbler, der blev designet i starten af 1930’erne og nu bliver produceret elegant og efter alle kunstens regler af de dygtigste håndværkere i Danmark, Schweiz og Letland.
Poul Henningsen (PH) er bedst kendt for de ikoniske og smukke PH Lamper. PH var dog en multikunstner. Han designede unikke klaverer og flygler i 1930’erne, og allerede i 1919 begyndte PH at designe møbler.
Møblerne blev kun fremstillet i et enkelt eller få eksemplarer. Derfor er Poul Henningsen ikke specielt kendt for de mange møbeldesigns. Dog er flere af PH’s stålrørsmøbler i krom fra 1930’erne blevet til ikoniske designs og står udstillet på bl.a. Designmuseum Danmark. PH designede dog flest træmøbler, samt også et par unikke spejle, der i mange år tidligere blev produceret af Louis Poulsen.
Poul Henningsens møbler er funktionelle kunstgenstande, der skiller sig ud i form og materialevalg. Møbelkunst, der provokerer og inspirerer.
ToneArt udstiller også et udvalgt møbel fra den eksklusive og helt nye Copenhagen Collection designet af Tom Nybroe.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Sommerens udstilling er åbnet' til en bekendt