Verdensballetten på plejehjem!
17. juli 2023 - kl. 12:33 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I formiddag kunne plejehjemsbeboere i Skagen, opleve udvalgte kunstnere fra Verdensballetten, da de på Ankermedet Plejecenter lavede en særlig forestilling. Det er en donation fra Melsen Fonden der gjorde denne optræden mulig.
Beboere fra de tre plejehjem i Skagen var på Ankermedet Plejecenter, hvor programmet bød på ballet, opera og klassisk musik. Blandt de medvirkende var kgl. solodanser Astrid Elbo fra Den Kongelige Ballet i København, violinisten Niklas Walentin, pianisten Alexander McKenzie, og operasanger og leder af Verdensballetten Jens-Christian Wandt.
Jens-Christian Wandt udtaler:
- Det var en stor fornøjelse at give plejehjemsbeboerne denne oplevelse. Oprindelig var tanken at de skulle overvære forestillingen ved Den Tilsandede Kirke, men hurtigt fandt vi ud af at det ville være en udfordring både at få beboerne ud til kirken, og også at en måske kølig aften frem til kl. 22.00 nok ikke var det mest indbydende. Så vi spurgte om ikke vi skulle komme til dem i stedet for. Vi er meget taknemmelige over at Melsen Fonden støtter Verdensballetten, og at en del af donationen var øremærket til denne optræden på plejecentret.
I forbindelse med Verdensballettens lille forestilling på plejecentret, havde Caféen på Skagens Bamsemuseum valgt at give champagne og kransekage til alle beboere, pårørende og medarbejdere.
Efter forestillingen var der grillpølser til alle. De var sponseret af “Projekt hjemlighed”, der er et projekt under Frederikshavn Kommune.
Verdensballetten danser i aften ved Den Tilsandede Kirke, det er 15. sommer i træk en række af verdens største og mest efterspurgte balletdansere kommer til Nordjylland.
1 kommentarer til “Verdensballetten på plejehjem!” under annoncerne.
















Hvor er det dejligt at læse! Godt at der er nogle der tænker på byens ældre! Og så kan vi jo kun glæde os over at vi bor i en dejlig by skagen. Varme tanker. Jytte