
Flere malerier af Michael Ancher på auktion de kommende dage
27. december 2023 - kl. 5:40 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Flere malerier af Skagens-maleren Michael Ancher er sat til salg på to kommende netauktioner hos Bruun Rasmussen.
Den ene auktion afgøres den 1. januar. Her er oliemaleriet “Tre piger ved klaver” at finde til en vurderingspris på 40-50.000 kr.
Desuden ses Anchers “Portræt af to jagthunde” i olie på lærred, vurderet til 25-30.000 kr.
På den auktion over ældre malerier, som slutter den 8. januar, er bl.a. et Michael Ancher-oliemaleri fra 1908 med motivet “Henny Brodersen ved koret i Skagen Kirke”. Billedet har mindre krakeleringer og har behov for let overfladerensning. Alligevel er vurderingen sat til et sted mellem 60-80.000 kr.
“Portræt af en fiskerkone” er titlen på et oliemaleri af Michael Ancher fra omkring 1921. Den anslåede vurdering er 25-30.000 kr.
På samme auktion er det også muligt at byde på Anchers “En kone på heden på vej hjemover ved aftenstide”. Billedet har behov for en rensning og rummer minimale krakeleringer. Vurderingen er 30-40.000 kr.
Endnu et Ancher-maleri er “De små huse”, som viser motiv ved Brøndums Hotel. Der gøres opmærksom på, at maleriet har været repareret og fremtræder med revner og små defekter, ligesom der er behov for en let overfladerensning. Af samme grund er vurderingsprisen da også kun 12-15.000 kr. i skrivende stund har budrunden nået 12.500 kr.
Michael Ancher blev født på Bornholm i 1849 og døde i Skagen i 1927.
På samme auktion er også et dramatisk maleri fra 1894 af Carl Locher med titlen “Redningsbåden går ud”. Vurderingspris 30-40.000 kr.
Carl Locher-maleriet fra 1901 “Kystparti fra Hulerød nær Dronningmølle” er til salg for en vurderingspris på 12-15.000 kr. Her er krakeleringer og behov for rensning.
Carl Locher blev født i Flensborg i 1851 og døde i Skagen i 1915.
Tekst: Per Rye
1 kommentarer til “Flere malerier af Michael Ancher på auktion de kommende dage” under annoncerne.
















Michael Ancher maleri af “De små huse” med motiv omkring Brøndums Hotel opnåede hammerslag på 34.000 kr., hvor vurderingen var sat til 12-15.000 kr. Ancher maleri af Henny Brodersen ved koret i Skagen Kirke var vurderet til mellem 60.000 kr. og 80.000 kr. Hammerslag blev dog opnået ved 40.000 kr. Ancher portræt af en fiskerkone fik hammerslag ved 20.000 kr., hvor vurderingen lå på 25-30.000 kr. Laurits Tuxens portræt af Maren Bendixen fik hammerslag på 4.400 kr., hvor vurderingsprisen var anslået til 6-8.000 kr.