Verdensballetten sejrede søndag aften ved Den Tilsandede Kirke
15. juli 2024 - kl. 8:46 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Intet kan holde Verdensballetten tilbage, heller ikke en våd scene og en del byger. Det beviste den søndag aften ved Den Tilsandede Kirke i Skagen hvor der blev danset og sunget for 16. år i træk.
Verdensballetten så dagens lys ved Den Tilsandede Kirke i 2008, og har siden vokset sig stor, og er i dag Danmarks største sommerturné med både ballet og opera på programmet. Skagen er arnestedet, og man mærker tydeligt på publikum at det er venner af forestillingen, mange har set forestillingen siden den spæde begyndelse. Publikum er en god blanding af skagboer, nordjyder, sommerturister, kulturturister – også fra udlandet, og også en lang række kendisser fra både kultur- og erhvervslivet, -og ikke mindst det politiske liv. På bænkerækkerne spottede man personer som Brian Mikkelsen, Helge Sander, Elsebeth Gerner Nielsen, Lars Løkke, Troels Lund Poulsen og Alex Vanopslagh. Den franske ambassadør i Danmark havde også fundet vej til Skagen, og det til trods for at det netop søndag var Bastilledagen.
Over 1200 publikummer var bænket foran Den Tilsandede Kirke, og oplevede et program der blev noget anderledes end planlagt – i hvert fald programmets rækkefølge. Forestillingen begyndte i sol og med tør scene, det skulle udnyttes inden regnen tog over. Så i stedet for at blande ballet med opera og klassisk musik for violin og klaver, så blev vi præsenteret for hele fem balletter i træk. Uddrag af Nøddeknækkeren, Ballet 102 – en både virtuos og humoristisk indføring i pas de deuxens 102 trin, der var stepdans til skotske toner, der var en vidunderlig smuk sang-ballet til Over the Rainbow, og det store virtuose udtræk til Ravels Bolero. Så begyndte regnen, publikum blev siddende, og godt hjulpet på vej af Jens-Christian Wandt som den veloplagte konferencier, blev humøret holdt højt, og efter en kort pause fortsate det musikalske program med musik af bl.a. Kreisler, Verdi, Ole Bull og Franz Lehar.
Som et særligt ekstranummer både til den våde scene, til bastilledagen og ikke mindst den franske ambassadør, dansede solodanser fra Den Kgl. Ballet i København Astrid Elbo, en tilrettet version af den berømte solo ”The Dying Swan”. Her i sort kostume, på bare tæer, og på en våd scene.
Under duetten fra Smilets Land – sunget af den norske sopran Lina Johnson og Jens-Chr. Wandt, blev scenen tørret af og gjort klar, det var mageløst at se hvordan de to sangere stod og sang til hinanden, mens en række af Verdensballettens medarbejdere gik bagved og tørrede scenen af. Det kunne ikke iscenesættes bedre.
Inden den store finale, fik vi en helt ny koreograferet pas de trois, med Steven Reichs minimalistiske toner, og med den franske modeskaber Theos kostumer. Aftenen sluttede med en både sanglig og dansant udgave af Libiamo fra Verdis opera La Traviata.
Programmet blev ikke præsenteret i rækkefølge, der blev improviseret stærk undervejs, men det gav kun forestillingen endnu mere liv og endnu mere kant. Imponerende at disse verdensstjerne fra London, Berlin, København og Oslo kunne finde både danseglæden og virtuositeten frem denne aften hvor vejret skiftede konstant mellem høj sol og silende regn.
Jeg er sikker på det blev en aften som hverken kunstnerne eller publikum glemmer lige med det samme. Men vi holdt ud og kunstner holdt ud, og det tekniske personale gjorde et formidabelt arbejde med at holde scenen tør og klar. Heldigvis blev også de takket fra scenen og mærkede publikums store begejstring.
Hvis du vil vide mere om medvirkende og program så tjek Verdensballettens hjemmeside ud:
www.verdensballetten.dk
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Verdensballetten sejrede søndag aften ved Den Tilsandede Kirke' til en bekendt