
Arkivfoto.
Orientering om betjeningen af tandklinikken i Skagen
22. august 2024 - kl. 7:45 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Der er 1.072 børn og unge i aldersgruppen 0-21 år, som hører under tandklinikken i Skagen. Ca. halvdelen benytter klinikken i Frederikshavn. Klinikken i Frederikshavn bruges hovedsageligt af de ældste årgange på grund af uddannelse.
Børne- og Ungdomsudvalget fik forleden på udvalgets seneste møde en orientering om betjeningen af tandklinikken i Skagen.
For to år siden godkendte udvalget en tilpasning af betjeningen for tandplejen i Skagen. Udvalget besluttede desuden, at sagen skulle genoptages efter to år for at vurdere, om situationen har ændret sig.
Fra september 2022 er alle behandlingsydelser foregået på tandklinikken i Frederikshavn. Klinikken i Skagen foretager fortsat undersøgelser og forebyggelse for børn og unge i alderen 0-21 år. Derudover har omsorgstandplejen i Skagen fortsat patienter, der på grund af fysiske og/eller psykiske årsager er forhindret i at benytte de almindelige tandplejetilbud.
Af orienteringen til politikerne fremgår det, at det generelt er svært at rekruttere tandlæger og tandplejere.
I Skagen har det ikke være muligt at bemande klinikken med hverken egne tandlæger eller tandlæger ansat på konsulentbasis. Derfor sker alle behandlinger i Frederikshavn, hvor der er et fagligt miljø blandt tandlæger.
Fra august 2024 har tandklinikken i Skagen åben hver tirsdag. Det er lykkedes at få klinikken bemandet med 2 tandplejere og 2 klinikassistenter, som ellers arbejder på klinikken i Frederikshavn. Her undersøger og forebygger klinikken, mens al behandling foregår i Frederikshavn.
Der er 36 patienter tilknyttet omsorgstandplejen i Skagen. Langt de fleste omsorgspatienter bliver undersøgt på klinikken eller i eget hjem, mens eventuelle behandlinger sker på klinikken i Frederikshavn. Er det ikke muligt for patienten at komme til Frederikshavn, kører en tandlæge og en klinikassistent til Skagen og udfører behandlingen på klinikken i Skagen. Det drejer sig om ganske få og fortrinsvis patienter, som i
forvejen er meget plejekrævende.
Center for Dagtilbud og Børnesundhed indstillede forud for mødet, at orienteringen blev taget til efterretning. Politikerne godkendte orienteringen.
Tekst: Per Rye

_1.jpg)














Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Orientering om betjeningen af tandklinikken i Skagen' til en bekendt