Om en måneds tid vil I se mit billede hænge rundt omkring i lygtepælene

Om en måneds tid vil I se mit billede hænge rundt omkring i lygtepælene

12. september 2025 - kl. 12:28 - af

Jeg har nemlig sagt ja til at stille op til byrådsvalg i Frederikshavn Kommune, fordi jeg mener, det er særdeles vigtigt, at der er kandidater, som er bosat i Skagen, og derfor kender byen i dag på godt og ondt – heldigvis mest godt.       

Nogen spørger, om jeg er klar over, at jeg, hvis jeg bliver valgt, ser ind i 4 år i en kommune med en elendig økonomi, hvor meget af snakken kommer til at være omkring begrænsninger og besparelser? Hertil må jeg svare ja; men det er også grunden til, at jeg i mit slogan har valgt at skrive: “Sund fornuft” og “Troværdighed”. Jeg har altså ikke tænkt mig at fyre det ene vidtløftige valgløfte efter det andet af!

Som født og opvokset i Skagen har jeg været tilskuer og deltager i en udvikling, der har betydet Danmarks næststørste nedgang i indbyggertal de sidste 25 år (KL analysenotat fra 2016). Vi blev kun overgået af Nordborg, hvor Danfoss ligger; men det er på absolut ingen måde blevet bedre siden da. Det har bl.a. betydet reduktion af skoler og børnehaver samt ændringer i fritidstilbud til børn og unge.   

Da jeg på et tidspunkt blev spurgt, hvem jeg beundrede mest i byen, kunne jeg kun svare, at det er de unge mennesker, herunder forældre, der stadig kæmper for, at børnene heroppe får gode oplevelser at se tilbage på ved frivilligt arbejde i klubberne. Undersøgelser viser nemlig, at det først og fremmest  er familie, gode skole- og fritidsoplevelser i opvæksten  og arbejdsmuligheder, der får dem til at vende tilbage. SF er åbenbart det eneste parti, som tør sige, at man er nødt til at kigge på hele kommunens skoleområde med nye øjne for at sikre, at vi har de optimale muligheder for børnene. I Skagen og Aalbæk har vi lagt ryg til rigeligt med nedskæringer.

Sammen med min mand har jeg også oplevet Skagen Havns forandring. Han har arbejdet på havnen fra 1974 til 2014, hvor han gik på efterløn.   

I 1987 startede han som selvstændig med firmaet Skibselektro Skagen. På det tidspunkt var der 222 trawlere heroppe; da han stoppede i 2014 var der ca. 20! De 20 var dog noget større, men gav ikke arbejde til så mange fiskere mere, ligesom håndværksvirksomhederne også blev reduceret kraftigt igennem årene. Heldigvis er der så nogle virksomheder, der er blevet væsentligt større og har fået flere ansatte. Alt dette skete først og fremmest p.g.a. overordnede politiske forhold, som vi ikke kan gøre noget ved i dag. Jeg stod på sidelinjen som hustru, men også lærer, der blev berørt af alle de store ændringer, de gav i vores lille by. 

Vi kan ikke skrue tiden tilbage, men set i bakspejlet er jeg ikke sikker på, at vi i dag havde turdet springe ud som selvstændige. Det er simpelthen for “bøvlet”! Det kunne ellers være dejligt, hvis vi kommunalt set kunne gøre noget for at få yngre folk til at turde sætte nogle virksomheder i gang, meget gerne nogle der satser inden for de grønne områder og i hvert fald nogle, som giver arbejde uanset sæson. Det ønske har jeg ikke kun for Skagen, men for hele kommunen. Vi er jo åbenbart ikke særligt erhvervsvenlige i Frederikshavn Kommune, og det er da flovt!

Samtidig med at vi har levet af havnen og skolen, har vi også altid haft en biindtægt fra turismen. Der har været arbejde på lystbådene, og vi har altid haft lejet ud om sommeren. Det har været en kæmpestor fornøjelse, som vi begge har holdt af. Vi har derfor også kunne følge med i, hvordan det erhverv har forandret sig.

Jeg kunne slet ikke forestille mig at bo i en by uden turisme. Vi lejer ikke ud mere, men har stadig kontakt med mange af vores faste gæster. Vi hører, hvad de synes om byens forandring, og vi mærker jo også selv forandringerne.

Jeg kunne skrive et meget langt indlæg om det; men jeg prøver at koge det lidt ned til nogle få punkter.

  • Vi har en forpligtelse til at arbejde for trafikmæssigt at sikre både borgerne i Skagen, men også byens gæster. Den voldsomme stigning i store busser og autocampere kunne man ikke forudse for bare 10 år siden; men nu ved vi, hvilken vej det går. Vi SKAL tage et politisk ansvar for at beskytte de bløde trafikanter (gående og cyklister) heroppe.
  • Vi skal arbejde for at have et varieret butiksliv med forretninger, der ikke findes i alle andre byer. De skal også være her; men hvilke butikker er det, der først og fremmest nævnes, når turister skal fortælle om, hvad de anser for signaturbutikker heroppe?
  • Alle skal kunne være her, og vi skal passe på vores deltidsskagboer. De er nemlig med til at holde liv i byen hele året, både hos håndværkere og handlende. Desuden er de også interesserede i at bevare miljøet i de områder, hvor de har bosat sig. Det kniber mere med interessen fra dem, der udelukkende har købt med udlejning for øje.
  • Borgerne skal inddrages meget mere, når det gælder ændringer fra turismen i bylivet. Ingen skal føle, at de pludselig har fået trukket vidtgående forandringer ned over sig efter at have boet det samme sted i 20-30-40 år eller flere. Der findes desværre en hel del skagboer, som har mistet meget af glæden ved at bo der, hvor de har haft deres liv i mange år. Det kan man ikke være bekendt.
  • Vi skal overveje, om turismen skal bygge på kvantitet eller kvalitet. Hvordan får vi turisme, der tilgodeser alle og får den almindelige skagbo til stadig at smile venligt og imødekommende til gæsterne. Har vi en grænse for vores imødekommenhed?

For at sikre grønne områder ikke blot i Skagen, men også i resten af kommunen, mener jeg, at man bør stille krav om ved større byggerier og ændringer i bymiljøet, at en større procentdel skal være beplantning, som er til gavn for ikke kun insekter og fugle; men også mennesker, da det eksempelvis er noget mere spiseligt at kigge på træer og buske, hvor der gemmer sig en p-plads bagved, fremfor at se ud på en asfaltørken fyldt med biler. Kigger vi på Lille Skagen og den nye bebyggelse på Jens Winthers vej, ville det pynte og være til gavn, hvis der var stillet krav om grøn beplantning.

Jeg vil gerne svare på yderligere spørgsmål; men jeg gør med det samme opmærksom på, at jeg ikke har løsningen på Frederikshavn Havns problemer. Det kunne ellers være dejligt. Jeg vil dog sige, at hvis vi forholdsmæssigt havde set sådan nogle tal, da vi selv havde virksomhed, var nøglerne nok blevet smidt langt væk i en vældig fart.

Ellers bakker jeg fuldt op om SF’s valgprogram, og jeg mener, Christina Lykke er den bedste borgmesterkandidat, fordi jeg tror, hun er langt den bedste til at få det kommende byråd til at samarbejde på tværs af partifarve.

MVH

Jane Bengtsen

2 kommentarer til “Om en måneds tid vil I se mit billede hænge rundt omkring i lygtepælene” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

2 kommentarer til “Om en måneds tid vil I se mit billede hænge rundt omkring i lygtepælene”

  • Allerede dengang det hed Skagen Kommune blev bopælspligten – jeg vil ikke sige diskuteret, for mange kunne slet ikke se det kommende problem – taget op. Den har været oppe at vende flere gange siden; men med hele villaveje, som stort set er blevet til udlejningshuse, er det løb nok kørt for størstedelen af Skagen, desværre!
    Der er stadig kvarterer, hvor de fleste beboere er fastboende, og de er særdeles attraktive for unge mennesker, som enten har eller planlægger at stifte familie. Her er der ikke meget til salg, og priserne er selvfølgelig derefter.
    Men det handler ikke kun om priserne, når unge mennesker kigger efter hus (det gør det også); for de vil gerne have naboer, der også har børn, og naboer, som de kan få fællesskab med.
    Hvis man som ung familie vil købe det første hus, er der ikke meget fællesskab at spore, hvis der står Toppen af Danmark, Novasol, Dansommer, Airbnb m.fl. på de omgivende postkasser.
    Derfor er det måske mere den problematik, der skal kigges på.
    Vi ved, også af egen erfaring, at deltidsskagboerne kan give fællesskab, men er det ren udlejning ser du i bedste fald bare folk komme og gå, i værste fald døjer du med uro og støj.
    Så Ejnar Zobbe og andre, der bringer bopælspligten op, jeg tror desværre, løbet er kørt for den løsning i størstedelen af Skagen. Jeg var selv en af dem, som bragte det op for mange, mange år siden, men altså uden nogen reagerede. Svaret lød altid: Ville du ikke selv sælge til højstbydende? Til det kunne man jo kun svare: Jo, og derfor skulle det dengang være klaret politisk set.

  • En god måde at få flere borgere til Skagen og reducere trafikken ville nok være, at indføre bopælspligt i ejendommene. Priserne for et hus her i Skagen er jo totalt ude af proportioner (købte et hus for 25 år siden for 700.000 kr, der i dag er vurderet til 3,8 millioner – “heldigvis” med en enorm stor grundværdi, der trods alt gør at “sommerhusejerne” skal ligge et lille beløb til kommunen).

    Med venlig hilsen
    Ejner Zobbe

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Om en måneds tid vil I se mit billede hænge rundt omkring i lygtepælene' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger