Fie har efter 26 år med krydstogt nu haft sidste arbejdsdag.
Fie var med fra starten – men nu er det slut
9. december 2025 - kl. 5:47 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Tilbage i 1998 var en lokal delegation rejst til krydstogtmesse i Miami. Herfra blev kimen lagt til Cruise Top Denmark, senere Cruise Skagen, en forening der skulle sætte Skagen som krydstogtdestination på verdenskortet.
På erhvervskontoret i Skagen sad dengang Anne Sofie Rønne Jensen – kendt som Fie – og det blev hende, der fik til opgave at undersøge potentialet.
Siden da har Skagen haft krydstogtanløb hvert eneste år.
– “I starten var det naturligvis få årlige anløb, men tallet har været støt stigende. Og siden krydstogtkajen blev indviet i 2015, er det for alvor gået stærkt,” fortæller Fie til SkagensAvis.dk.
Miami – stedet hvor aftalerne bliver til
Hvert år deltager en delegation fra Skagen i krydstogtmessen i Miami for at styrke relationerne til rederierne. Fie har været med de fleste af årene.
– “Miami er stedet, hvor man møder ‘de rigtige’ mennesker. Det er her, aftalerne om kommende anløb bliver indgået,” forklarer hun.
En helhjertet indsats
I 2014 blev Fie ansat ved Skagen Havn for, på fuld tid, at arbejde med udviklingen af krydstogtturismen. Et arbejde, der har båret frugt: Næste år forventes over 100 anløb.
– “Det har været en fornøjelse og et spændende job sammen med en masse gode folk. Jeg har mødt så mange fantastiske mennesker gennem de 26 år,” siger hun.
Forleden havde Fie sin sidste arbejdsdag. Nu, hvor hun er rundet 67 år, føler hun, tiden er inde til at lade yngre kræfter tage over.
– “Jeg er fuldstændig tryg ved at give stafetten videre til Karen og Line (Karen Christine Steenberg og Line Hardis Olesen, red). Jeg kommer til at savne den daglige kontakt til alle de skønne mennesker omkring krydstogtturismen,” siger hun.
Nu venter en ny tilværelse, hvor Fie får mere tid til det, hun med et smil kalder sine fire H’er: Husbond, Hund, Hus og Have.
2 kommentarer til “Fie var med fra starten – men nu er det slut” under annoncerne.
















Så frof. gennem alle år vi arbejdede sammen. tak.
Godt gået Fie, du har klaret det godt. Held og lykke fremover.