Musikstøjsagen – hold tungen lige i munden!

Musikstøjsagen – hold tungen lige i munden!

27. maj 2026 - kl. 8:59 - af

Jeg har med interesse fulgt den debat der nu kører om musikstøj i Skagen. Set herfra er det en nødvendig proces, som bør munde ud i en politisk løsning som alle parter kan leve med.

Undervejs er det vigtigt at vi ikke mister det simple overblik og atter ender i de blindgyder den her sag har været fyldt med igennem årene. Jeg kan se på diverse indlæg og kommentarer at vi er på vej derhen igen.

Faktum: Miljøstyrelsens definition af støj: Uønsket lyd.  Det betyder at det som nogen oplever som musik, er støj for andre. Og vi har alle forskellige tolerancetærskler.

Støjbelastning kan føre til helbredsproblemer. Det er et biologisk faktum, og der er allerede cases fra Skagen som indikerer at skader er sket og flere kan være på vej.

Der er evidens for sammenhængen imellem lydniveau og støjskader. Derfor har miljøstyrelsen indført støjgrænser for forskellige boligområder. Grænserne er lavet i forhold til industristøj – og det er også fornuftigt i forhold til musikstøj. Det er netop den støjramte borges oplevelse af støjen der tæller, ikke forurenerens musiksmag.

Hvis vi ser på Skagen midtby, som er et blandet bolig- og erhvervsområde, er støjgrænsen 55dB fra 7-18, 45dB fra 18-22 og 40dB fra 22-7. Skal dB tallene oversættes til mere let forståelige størrelser så svarer 55dB til dæmpet samtale, 45dB til hvisken og 40dB til svag hvisken.

Og for god ordens skyld, så formanden for Plan-, miljø- og tilladelsesudvalget også kan være med: Støjen skal måles under repræsentative forhold – i dette tilfælde: Når musikken spiller. Forstyrrende lydkilders bidrag må ikke medregnes. Støjen måles i skel ved virksomheden. Støjen omfatter alle bidrag fra virksomhedens aktiviteter – er der et støjende publikum til stede i forbindelse med virksomhedsdriften, medregnes deres bidrag f.eks. også. Støjen måles som et gennemsnit over tid – fra 7-18 over 8 timer, fra 18 til 22 over 1 time og fra 22 til 07 over ½ time, og A-vægtet.

Støjgrænserne er så lave at det ikke kan lade sig gøre at spille musik lovligt udendørs i byområder.

Det er nemmere at erkende det, fremfor at tage en længere forsøgsperiode hvor man prøver at måle – og ramme – et dB niveau der matcher kravene i miljølovgivningen. Det er umuligt. Oveni kommer så faktorer som vind, temperatur, fugt osv. Det vil få niveauet til at ændre sig dag for dag.

Problemstillingen er erkendt i lovgivningen. Man har også erkendt at byliv uden udendørs musik vil være en fattig fornøjelse for alle. Derfor kan den enkelte kommune selv dispensere fra miljølovgivningens støjgrænser for udendørs musikarrangementer.  Her er det hensynet til de lokale forhold der gør sig gældende. Dispenseringen skal selvfølgelig være indenfor rimelighedens grænser! De grænser var Frederikshavn Kommune LANGT over med den gamle restaurationsforskrift.

Mange kommuner har lavet særdeles velfungerende ordninger hvor der både er plads til musik og beboere.  Administreret med et system for opfølgende kontrol (!). Det er ikke så svært.

Der er ingen lokal ordning i Frederikshavn Kommune nu! Man skal følge miljølovgivningen! Det betyder at de udendørs arrangementer der nu afvikles i Skagen, bryder miljølovgivningen! Frederikshavn kommune har reelt pligt til at standse dem. Vi ser ind i en kriminel sommer – igen!

Derfor: Plan-, miljø- og tilladelsesudvalget skal have arbejdstøjet på ASAP. Der skal laves en ordning for Frederikshavn Kommune så både beboere, festivalarrangører og virksomheder ved hvad de har at arbejde med. Det nuværende limbo er uværdigt og uhensigtsmæssig – for alle!

Med venlig hilsen

Niels Østergaard

PS: For god ordens skyld. Jeg kloger mig udi emnet på baggrund i en mangeårig karriere som lydtekniker med støjende virke udi hele landet, og med en nuværende beskæftigelse som underviser i bla. dette fag, incl. støjlovgivning.

5 kommentarer til “Musikstøjsagen – hold tungen lige i munden!” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

5 kommentarer til “Musikstøjsagen – hold tungen lige i munden!”

  • Chresten Sloth Christensen

    Du har ret Erik Søndergaard, men borgmesteren bør tage ham i skole og forklare ham, at kommunen er myndighed.
    Og resten af udvalgets medlemmer bør tilkendegive, hvor de står.

  • Erik Søndergaard

    Efter en længere dialog med Jens Nygaard
    formand for plan og miljø i Frederikshavn kommune

    spørgsmål: hvad med musksagen i Skagen??
    svar: det er ikke kommunen der skal holde miljøloven

    vi kommer nok ikke længere i den dialog🇩🇰🇩🇰

  • Jane Bengtsen

    Til Eine Schreiver
    Jeg vil lige gøre opmærksom på, at jeg adskillige gange har henvist til Niels Østergaard, både politisk og privat.
    Jeg lytter meget gerne til folk, der kommer med professionelle og saglige synspunkter. Dem er der brug for i en ophedet debat.
    Med venlig hilsen
    Jane Bengtsen

  • Eine Schreiver

    Så blev der stille…..

    Et sagligt og seriøst indlæg fra en lydtekniker.
    Ikke en af byrådsmedlemmerne har kastet sig ind i kampen.
    Musik/ støj – føj for den lede, der er ingen som vil have ørerne i klemme.
    Frederikshavns kommune burde ansætte lydteknikeren som konsulent, så kunne der måske komme styr på decibel, og gældende regler i miljølovgivningen.

    Det skylder vi de beboer som bor tæt på “rabalderstrædet”
    og dem som er hængt ud til offentlig Tørring,
    og dem som har opgivet deres fødehjem.
    Vi er stadigvæk nogle som husker Havnevej, hvor der var slagter, købmand, skibsradio med mere.
    Linje 74 havde levende musik (indendørs),Safaribar (ndendørs musik), Skansen, Skawbohus indendørs musik,
    så flyttede man musikken udendørs og skruede op for volumenknappen.
    Så begyndte støj/musik sagen, vi kommer ikke videre før der bliver styr på reglerne. Vi skal alle kunne bo her.
    Både skagboer som er født og opvokset her, de skal ikke fordrives som uønsket kvæg.
    Vi andre kan jo bare gå hjem, når festen er forbi.

    Så, kom nu ind i kampen

  • Jens Ove Bagterp

    Hvor er det befriende, kommunens bedste lydtekniker ytrer sig igen med den professionelles indsigt frem for mere eller mindre saglige kommentarer – mest på Facebook!
    Niels Østergaard har tidligere haft et tilsvarende indlæg på dette link: https://www.skagensavis.dk/2025/11/16/musikstoej-i-skagen-lad-os-faa-loest-det-nu.html. Tak Niels.
    Jane Bengtsens forsøg på at finde en løsning er helt sikkert velment, men om nogen lytter hertil, tror jeg næppe. Det ligner mest en skyttegravskrig uden fremskridt.
    Hvor er den nuværende formand for PMU Jens Nygaard?
    Hvor er den tidligere formand for PMU Peter E. Nielsen?
    Hvor er vores lokale politiker Peter Sørensen, der jo sagde “jeg havde jo ret”? Han synes stadig at være i flyverskjul!
    Imens vi venter på klare udmeldinger og konkrete løsninger forsøger alle byens musikudbydere at tage livet af Skagen Festival, som år efter år trækker musikelskere til byen. En nonprofitforening burde have eneret på de enkelte dage, festivalen afholdes. Så kan den overleve – og kun i så fald.
    De kommercielle musikudbydere kunne så udnytte de fremover frigivne dage til at arrangere musik under de rammer PMU langt om længe fastlægger.

    God sommer til alle.

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Musikstøjsagen – hold tungen lige i munden!' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger