Musikstøj i Skagen – Lad os få løst det nu!
16. november 2025 - kl. 8:25 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Som fagmand har jeg med stor undren fulgt sagen med musikstøj i Skagen.
15 år med konflikt om hvor meget og hvor længe, er i min optik 14 år for meget!
Når man taler med skagboer om problemet fornemmer man nogle meget dybt gravede grøfter og splid der nærmest er endt i korporligheder. På en eller anden forunderlig måde er hele sagen blevet fordrejet: Hvis man kritiserer de temmelig lempelige regler, der gjaldt indtil sidste år, er man kværulant, erhvervsfjendtlig og vil ødelægge turistbranchen. På den anden side er de restauratører, der har nydt godt af de ultraliberale støjbestemmelser, blevet udråbt til at være pengegriske og kyniske.
Jeg har selv arbejdet med lydteknik i mange år. Og har i den forbindelse ”larmet” mange forskellige steder i Danmark. Problemet med at ikke alle opfatter musik på samme måde som dem der nyder det som publikum, er velkendt alle steder. Mange kommuner har arbejdet med løsninger på de konflikter det medfører, og jeg har set en del ganske effektive og simple af slagsen rundt om i landet.
Miljøstyrelsen har fastlagt nogle ret entydige støjgrænser for virksomheder. Disse grænser er baseret på mange års forskning og indsamling af data. Man kan blive syg af støjpåvirkninger. Det er et faktum.
Men hvad vi opfatter som støj, og hvor meget vi kan tåle, er lige så forskelligt som vi er indbyggere i landet. Derfor definerer miljøstyrelsen støj som ”uønsket lyd”.
Støjgrænserne for de forskellige område-typer som Skagen midtby består af, er:
|
Man – fre Lør Søn&Helligd. |
7-18 7-14 – |
18-22 14-22 7-22 |
22-07 22-07 22-07 |
|
Blandet bolig&erhv. |
55 dB(A) |
45 dB(A) |
40 dB(A) |
|
Etagebyggeri |
50 dB(A) |
45 dB(A) |
40 dB(A) |
|
Åben-lav |
45 dB(A) |
40 dB(A) |
35 dB(A) |
|
Sommerhuse og rekreative områder. |
40 dB(A) |
35 dB(A) |
35 dB(A) |
Det er jo ganske velkendt at støjdæmpe virksomheder, så de ikke overstiger støjgrænserne. Det har restauranter og spillesteder gjort i årevis i hele landet. Det er omfattende og dyrt, men det kan lade sig gøre. Det er et vilkår!
Når man flytter aktiviteterne udenfor, bliver det umuligt at overholde støjgrænserne! Lyd i luft er en meget kompleks størrelse.
For at illustrere dette har jeg lavet tre vejledende simuleringer med hver sin vejrtype: Jeg har taget udgangspunkt i en koncert i Skagen Bryghus´ uderestaurant. Det er vigtigt her at understrege at det ikke er for at fokusere på netop Bryghuset. Men de har et velindrettet og velafgrænset udeareal, der ikke støder op til boliger.
Jeg har sammensat et lille lydanlæg (4 tophøjtalere + 2 bashøjtalere), som er opsat så det dækker tilskuerarealet. Højttalerne spiller ned mod publikum fra 3,5 meters højde. Dvs. ikke direkte ud i naboområdet. Lydniveauet er på et normalt og velfungerende koncertniveau (90-100 dB) i selve tilskuerarealet.
Simulering 1 er med vindstille højtryksvejr og 20˚ varme. (se vedhæftede)
Simulering 2 er såkaldt ”bagsidevejr”, som vi kender fra den typiske danske sommer: Frisk vind fra sydvest, lidt højere luftfugtighed og 18˚ varme.(se vedhæftede)
Simulering 3 er også en typisk dansk vejrtype: Frisk vind fra øst, forholdsvis lav luftfugtighed og 18˚ varme.(se vedhæftede)
Simuleringen er udført indenfor den firkant der afgrænser farverne fra det øvrige bykort. Det betyder ikke at lyden stopper der… Hvor støjen rammer hårdest, afhænger af især vind, men også af temperatur, afbøjning og luftfugtighed.
Var simuleringen udført med udgangspunkt i Bodilles, Jacobs eller Kappelborg, ville udfaldet blive det samme!
Som det kan ses, overtræder koncerten støjgrænserne i hele området. Så rent faktuelt må man konkludere at udendørs koncertvirksomhed i byområder overtræder miljølovgivningen! …
En naturlig konsekvens vil være at forbyde det!
Nej, vel!?! Vi er mange musikelskere som vil protestere højlydt! En by uden musik og liv vil være et meget fattigt sted!
Den konklusion er man også kommet frem til i mange andre danske kommuner. Der må findes en balance imellem hensynet til borgernes sundhed og et rigt byliv. Derfor er der også i bekendtgørelsen om offentlige forlystelser en bestemmelse om at de enkelte kommuner fastlægger betingelserne for udendørs koncertaktivitet. Som Politiet så administrerer efter lokalt.
De løsninger jeg har set rundt omkring i landet, har alle inkluderet et kvotesystem på koncertdage, og et krav om varsel af de naboer der bliver hårdest ramt. Man arbejder også med dB grænser. I København f.eks. 70dB målt i reflektionspunktet på muren ved nærmeste beboelse.
Bevares, man kan jo godt påstå at den gamle restaurationsforskrift også indeholdt et kvotesystem. Men hvilket! 8-10 mulige dispensationer for hver restaurant. Skagen har jo dejligt mange restauranter, så man kan lynhurtigt få 100 koncertdage om året. Og hvis vi ser på simuleringerne, så er grunden til konflikten ganske åbenlys!
I det forslag der er kommet til en ny restaurationsforskrift, er der også lagt op til kvoter til de enkelte restauranter. 6-10 stykker om året. Fuldstændig på samme måde som sidst, dog med en tilføjelse med en dB-grænse.
Det løser ikke problemet! Musikstøjsagen vil fortsætte!
Om det er en eller fire restauranter der har udendørs musik samtidig, tror jeg er ligegyldigt for det støjniveau der opleves i Skagen by. Jeg har derfor følgende forslag:
Indfør et antal faste dage i Skagen by hvor der kan spilles udendørs musik. Her kan de aktører der ønsker at afvikle koncerterne søge om dispensation fra miljølovgivningen. Jeg kunne forestille mig 12 dage om året. De skal fastlægges året før de afvikles. Så har de Skagboer/sommerhusejere der ikke ønsker at udsættes for belastningen muligheden for at planlægge andet i dagene. F.eks. selv at tage på ferie.
At aktiviteterne bliver klumpet sammen, er ikke nødvendigvis en ulempe. Det kan jo inspirere udbyderne til at arbejde sammen om program og markedsføring. Det kan være et step på vejen til at højne kvaliteten og dermed udvikle kulturtilbuddene.
12 faste musikdage vil også gøre det nemmere for politiet at håndhæve miljølovgivningen. Hvis der er musik de fleste af sommerens dage, er det svært at argumentere for at stoppe en larmende privat havefest. Er vi nede på 12 bliver arbejdet nemmere de resterende 353 dage.
Vi skal have det her løst. Især af hensyn til de støjplagede medborgere, hvor jeg har et indtryk af mange har resigneret og prøver at leve med plagen. Men også af hensyn til restaurationsbranchen i Skagen. De skal vide hvad de kan, så de kan langtidsplanlægge og udvikle deres forretninger.
Det her kan ikke blive ved. Vi skal videre!
Med venlig hilsen
Niels Østergaard (byrådskandidat A)
PS: Min baggrund for at kloge mig her: 26 år med egen lydteknisk virksomhed. Er nu underviser på Eventteknikeruddannelsen, hvor jeg blandt andet også underviser i lydteknik. Inkl. støjudbredelse og støjlovgivning. Kommentarer og spørgsmål modtages gerne her på mediet, eller på niels@staalvom.dk
6 kommentarer til “Musikstøj i Skagen – Lad os få løst det nu!” under annoncerne.
















I debatten om musikstøj kan det være nyttigt at se på Skrydstrup-sagen, hvor Forsvarsministeriet inddelte området i en gul og en rød støjzone. Allerede ved mere end 55 dB (decibel) gennemsnitsstøj – og 80 dB maksimalstøj – blev omkring 1.500 huse i gul zone tildelt 70.000 kr. i kompensation. I rød zone, hvor maksimalstøjen nåede 100 dB, blev 117 huse endda tilbudt fuld kompensation og mulighed for opkøb.
Når dB-niveauerne i Skagen midtby ligger på tilsvarende niveauer, rejser det et helt legitimt spørgsmål. Kan kommunen risikere erstatningskrav, hvis miljøbestemmelser og kontrol ikke bliver revurderet? Det handler ikke om at placere skyld, men om at forebygge en økonomisk risiko for både borgere og kommune. Mange henvendelser om utilstrækkelig kontrol er kommet gennem årene – og de bør tages alvorligt.
Med det in mente er det for mig blevet nemmere at sætte krydset i morgen. I min optik har kun én stemme i det nuværende byråd tydeligt markeret sig kritisk over for håndteringen af musikstøjsagen, selv om den bygger på ulovlige beslutninger. Der er forsøgt at få svar fra det siddende byråd, men der er endnu ikke kommet nogen klare udmeldinger.
Derfor håber jeg, at vi får nogle nye kandidater ind, som ikke er bundet af tidligere beslutninger – og som vil sikre en lovlig og ansvarlig håndtering fremover.
Et enkelt spørgsmål om Bryghusets lydanlæg: Er det anlægget indendørs ? – eller anlægget udendørs, der er plomberet ?
mvh Jørgen Carlsen
Er man mon klar over, at såfremt et pensioneret ægtepar, som bor i midtbyen, skal flygte fra deres hjem i 12 dage, så bliver prisen nemt 12.000kr!
Desværre tror jeg ikke at nogen i området får råd til det!
Der skal bare skrues ned, så alle kan være i området!
For god ordens skyld. Jeg er ikke på Facebook af principielle grunde. Men jeg er blevet gjort opmærksom på følgende spørgsmål der er blevet stillet af Morten fra Skagen bryghus: “Niels Østergaard
Jeg vil lige indsparke, at Bryghuset for år tilbage investerede i både lydmålinger (dyre) samt neddroslet P.A. system med plombering. Og stedet har slavisk holdt fast i denne plombering, bortset fra det lovlige antal dispensationer.
(just for the record)
Forstår jeg det rigtigt, at forudsætningerne for dine målinger er at der spilles med 90-100dB fra scenen?
Morten”
Svar: Jeg kan forstå på din kommentar at plomberingen er på jeres indendørs lydsystem. Det er jo en seriøs og forsvarlig tilgang til problematikken omkring støj fra virksomheder.
Jeg har ikke lavet en måling. En måling er en dokumentation af noget som er sket. Jeg har brugt en anerkendt simulationssoftware, og har simuleret en udendørs koncert.
I mit referencepunkt som ligger 5,5m fra sceneforkant er der et lydtryk < 96db(A). Jeg bruger et pointsourcesystem, hvor lydtrykket halveres per fordobling af afstand. I udkanten af koncertområdet er det direkte lydtryk fra højttalerne således mindre end 90db(A). Meget tæt på højtalerne er lydtrykket nær de 100 db(A).
Niveauet er lagt med den mangeårige erfaring jeg har med afvikling af tilsvarende koncerter. Det giver plads til et dynamikområde der får bundniveauet over baggrundsstøjen fra publikum og et topniveau der ikke opleves som for højt.
Og det er et standard rock/pop band med et modent publikum der er forudsætningen.
Som jeg har skrevet i indlægget, er det ikke for på nogen måde at hænge Bryghuset ud. Simuleringerne illustrerer at når man først flytter musikken udenfor kan man ikke overholde støjlovgivningen. Og forsøge med frie dispensationer ud fra bestemte dB-grænser vil være omsonst. Det sundeste vil være at tage "tyren ved hornene" og erkende at "støjen" kommer, og den er nødvendig for at vi kan få de gode udendørs oplevelser. Og derfor må rationeres for at tilgodeses.
Jeg synes, det er ret utroligt at de seneste (eneste) forslag til en fornuftig og, ikke mindst, lovlig fremtid for musik i Skagen er kommet fra Socialdemokrater.
For der skal ikke herske nogen tvivl om. at den ulovlige musik i Skagen midtby har været muligt alene på grund af det socialdemokratiske diktatur der har hersket i Frederikshavn Kommune de seneste mange år.
Når det så er sagt, så lad os dog komme videre og indfør lovpligten igen.
Det eneste, der kommer ud af at forlange en retslig opfølgning af fortiden, er formentlig at de kommende Socialdemokrater i kommende byråd, bliver nødt til at lade som om at det, der foregik var lovligt – og dermed ikke kan stemme for en forandring.
Lad os komme videre 🙂
Tak til Niels Østergård for et gennemarbejdet indlæg. Endelig en kandidat, der tør kalde tingene ved deres rette navn og give offentligheden et oplyst grundlag, med disse simuleringer. Det har været savnet i en sag, hvor byrådets tavshed har været lige så larmende som støjen selv.
I over 10 år har rigtig mange læserbreve, med klager om manglende kontrol, helbredsmæssige påvirkninger, forringelse af ejendomsværdi/salgsbarhed og benyttelse af haver m.m. Alligevel blev der ikke handlet. Resultatet kender alle:
dybe grøfter, en splittet by og en stigende mistillid, der kunne være undgået.
Østergårds gennemgang bekræfter det, mange borgere har sagt i årevis:
Udendørs musik i Skagens bymidte overholder ikke miljølovgivningen.
Derfor er det nu bydende nødvendigt at få klarlagt:
• om tilsynsforpligtelsen faktisk er blevet tilsidesat
• om borgerne burde have været beskyttet langt
bedre
• om kommunens mangeårige passivitet kan have
retlige konsekvenser
• om processen på byrådsmødet den 20/3-24
levede op til god skik og ordentlighed samt
lovlighed.
De samme decibel som blev erstattet for i Skrydstrupsagen med flystøj, er at finde i Skagen midtby. En økonomisk sag i 200 mill. klassen.
Har kommunen en latent risiko, det bør vælgerne vide?
Det er simple spørgsmål, som enhver ansvarlig kommune selv burde have rejst for længst.
For én regel gælder uanset politisk farve.
Ingen kommune står over loven.
Skagen kan ikke holde til endnu et årti med støj, splid og politisk stilhed.
En uvildig gennemgang/undersøgelse er ikke et forslag.
Det er en nødvendighed, hvis tilliden til byrådet skal genopbygges.
Uanset hvad, står borgerne i den situation, – er det en uvidende forvaltning der har vildledt byrådet? – eller er det byrådet der har ville være erhvervsvenlige på uoplyst grundlag, og måske set stemmer i musikken?
Det bør borgerne vide!