
Illustrationsfoto.
SUP & Vand Festival i Skagen – igen
17. juni 2026 - kl. 7:09 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen er i 2026 en af i alt syv byer, som lægger vand til årets SUP & Vand Festival. De andre byer er Aalbæk, Strandby, Asaa, Hou, Hals og Sæby. Det er femte gang, at frivillige, klubber og foreninger langs Nordjyllands østkyst arrangerer festivalen, som år for år har vokset større. Og det er anden gang, Skagen er med.
I Skagen finder SUP & Vand Festival sted i 2026 d. 20. juni fra kl. 11-14. Det er Skagen Havkajakklub, som står bag festivalen i Skagen. Målet er at få så mange mennesker ud på vandet for at bevæge sig og have det sjovt i havkajakker og på SUP. Og man kan være med uanset om man ikke har prøvet hverken havkajak eller SUP før. Festivalen er for alle – øvede, nybegyndere, børn, unge og voksne.
I år har du chancen for at prøve kystvandring, som er en hurtigt voksende vandsport.
Ja, det handler om at gå en tur i vandet. Det sundt, det er sjovt. Kom og vær med.
Dagens aktiviteter:
- Prøv havkajak og SUP – med vejledning fra kyndige instruktører. Der er våddragter til rådighed.
- Prøv en mega-SUP – måske sammen med hele familien.
- Prøv Kystvandring – en ny vandsport.
”Vi vil med festivalen gerne vise, hvordan folk i alle aldre kan bruge vandet til spændende aktiviteter – samtidig med, at vi har det sjovt sammen. Det handler om at være aktiv og om at bevæge sig”, siger Michael Thaarup, fra Skagen Havkajakklub.
Festivalen udspringer af et samarbejde blandt interessenter langs den nordjyske østkyst, som i fællesskab forsøger at understøtte udviklingen langs østkysten fra Egense til Skagen – til gavn for lokalsamfund og gæster. Det sker blandt andet gennem event som SUP & Vand Festival.
”Vi håber, at rigtig mange mennesker vælger at lægge vejen forbi stranden ved Skurbyen til nogle sjove og aktive timer – på vandet selvfølgelig, men også på land. Vi byder på en kop kaffe i klubhuset, og der er altid kaffe på kanden”, siger Michael Thaarup.
SUP & Vand Festival i Skagen
Sted: Vestre Strandvej 29
Tid: d. 20. juni fra kl. 11-14
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'SUP & Vand Festival i Skagen – igen' til en bekendt