Illustrationsfoto.
Vendelboernes sommerhusannoncer lokker tyvene til
17. juni 2026 - kl. 7:09 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Sommeren er højsæson for gode stunder og grillaftener i sommerhusområderne i Vendsyssel, men når sommerhuset skal udlejes, er det ikke kun feriegæster, der følger med i sommerhusannoncerne på nettet. Det gør indbrudstyvene også, lyder det fra GF Forsikring.
De kommende sommermåneder kommer vanen tro til at betyde masser af aktivitet i sommerhusområder i Vendsyssel, når badevandet skal testes og grillen skal tændes.
Desværre tyder nye tal fra GF Forsikring på, at det ikke kun er feriegæsterne, der har interesse for vendelboernes sommerhuse.
– Vores nordlige del af Danmark har nogle af landets mest attraktive sommerhusområder, hvor masser af feriegæster kommer til for at nyde naturen og seværdighederne. Derfor skal man selvfølgelig også bruge internettet til at annoncere for sit sommerhus, for det er her, langt de fleste gæster orienterer sig og træffer deres beslutning. Til gengæld er vi bare nødt til igen i år at minde om, at også lyssky sjæle kan følge med i annoncernes indhold og bruge det til noget helt andet end at leje sommerhuset, siger Tina Philipsen, direktør for GF Nord.
På landsplan kan GF Forsikring konstatere et fald i antallet af sommerhusindbrud på 16 procent fra 2024 til 2025, men han/hun peger alligevel på en sammenhæng mellem sommerhusindbrud og onlineannoncer med billeder af dyre genstande som elektronik, fjernsyn, musikanlæg og dyrt fritidsudstyr.
Giver inspiration til tyvenes planlægning
Ifølge Danmarks Statistik byder den nordjyske landsdel på mere end 37.400 sommerhuse, som tilsammen strækker sig over 3.200.000 kvadratmeter på tværs af landsdelen. Alene i Frederikshavn Kommune finder man over 400.000 kvadratmeter sommerhusbebyggelse, hvilket gør området til et yndet sommerhusmål.
Selvom ikke alle er til udlejning, har mange af dem deres egen annonce på nettet, så potentielle lejere kan få et godt indtryk af deres feriedestination, før de tager afsted. Men disse annoncer kan godt ende med at være for udførlige, lyder det.
– Det allerbedste, man kan gøre, er at prøve at se sin egen sommerhusannonce med tyvens øjne. Er der billeder af værdifulde genstande og hvor, de er placeret? Giver annoncen overblik over mulige indgange og udgange? Den slags kan bruges til at planlægge et indbrud, og den slags er aldrig en god oplevelse. Selvfølgelig skal man stadig bruge internettet til at annonce. Det handler blot om at gøre det klogest, siger Tina Philipsen.
For andet år i træk kårede Forbrugerrådet Tænk i maj sommerhusforsikringen fra GF Forsikring som ’Bedst i test’ vurderet ud fra både pris, kvalitet og dækninger.
Det medlemsejede forsikringsselskab skiller sig desuden ud ved at have et solidarisk princip om overskudsdeling, som betyder, at alle GF-medlemmer får del i et evt. overskud, når regnskabet gøres op sidst på året. Uanset om man har haft skader eller ej, giver færre skader samlet set mere overskud til alle. Når GF Forsikring løbende giver medlemmerne gode råd om, hvordan de bedst forebygger skader, er det dermed hjælp til selvhjælp – både menneskeligt, samfundsmæssigt og økonomisk for den enkelte.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Vendelboernes sommerhusannoncer lokker tyvene til' til en bekendt