Sommerferie i elbil: Sådan forlænger du rækkevidden og gør turen billigere

Sommerferie i elbil: Sådan forlænger du rækkevidden og gør turen billigere

29. juni 2026 - kl. 6:50 - af

Det er nemt at gøre turen i elbil mere effektiv, og det er også en god idé, for selvom sommervarmen hjælper rækkevidden på vej, koster høj hastighed og tung bagage mange kilometer og kroner. Her får du de bedste tips til at få flere kilometer ud af elbilen.

Sommerferien nærmer sig, og det betyder masser af kilometer i bilen, når turen for rigtig mange danskere går sydpå eller rundt i Danmark.

De varme sommermåneder er overordnet godt nyt for elbilisterne, der i mange tilfælde kan køre 20-30 procent længere på en opladning sammenlignet med vinterperioden. Til gengæld byder sommeren også på flere længere ture, tung bagage, flere passagerer og måske tagboks eller cykelholder.

Alt sammen noget, der presser rækkevidden – men gode vaner bag rattet kan spare dig både strøm, penge og ladestop.

Hold hastigheden nede – selvom der er langt

”Er vi der ikke snart?”. Sådan lyder det ofte fra bagsædet på de lange sommerture, men selvom det kan friste at sætte farten op for at nå hurtigere frem og undgå for mange gentagelser af dén sætning, så koster det rigtig meget rækkevidde, når foden trykker speederen i bund.

Det er især ved motorvejskørsel, at den store forskel ligger. Kører du fx 130 km/t på motorvejen, bruger elbilen op mod 30 procent mere strøm end ved 110 km/t.

– Man kan godt have lyst til at trykke ekstra på speederen, når der er mange kilometer forude, men det er en god idé at holde lidt igen. De høje hastigheder koster rigtig meget rækkevidde – og det samme gælder mange og hårde accelerationer, siger Thor Folmann Krarup, der er chef for e-mobilitet i OK

En konstant fart uden for mange accelerationer og nedbremsninger er den sikreste vej til at få flest mulige kilometer ud af en opladning.

Find balancen mellem komfort og effektivitet

Allerede inden turen starter, kan du desuden øge din rækkevidde. Elbiler har mange indstillinger, du kan justere på, som har betydning for både strømforbrug og køreoplevelse.

I mange biler er der en form for spareindstilling, der kan hjælpe dig til flere kilometer inden opladning. Indstillingen kan fx hedde ECO, chill eller lignende. Du kan også manuelt til- og fravælge funktioner og få længere rækkevidde. Det kan fx være mere energieffektiv brug af klimaanlægget.

– De fleste vil hurtigt vænne sig til de indstillinger, der sparer på strømmen. Det handler om at finde den gode balance, hvor du får en komfortabel tur, men samtidig øger din rækkevidde. Det finder man ud af ved ganske enkelt at prøve sig frem, og ret hurtigt ved du, hvad der passer dig bedst. Det vil også afhænge af årstid og temperatur, siger Thor Folmann Krarup.

Ekstra vægt og dæktryk har stor betydning

Sommerens feriekørsel betyder ofte flere passagerer, et fyldt bagagerum, tagboks, cykelholder eller andet – og den ekstra vægt betyder, at elbilen skal bruge mere energi på at komme frem.

Så en god regel er at pakke så let som muligt. Har du brug for tagboks eller cykelholder på turen, skal du selvfølgelig bruge det. Men når du er fremme, kan det være en god idé at tage udstyret af igen, hvis det er praktisk muligt. En tom tagboks på taget giver stadig ekstra luftmodstand, og det kan mærkes på strømforbruget, når du kører rundt på feriedestinationen.

– Et sidste tip er at tjekke og justere dæktrykket. Det tager kun fem minutter, og her er der også flere kilometer at hente. Hvis dækkene har for lavt tryk, øges rullemodstanden, og så bruger bilen mere strøm, siger Thor Folmann Krarup.

Samlet set kan en lavere hastighed, konstant fart, kloge indstillinger og mindre bagagevægt forbedre rækkevidden med op mod en tredjedel i sommermånederne – selvfølgelig afhængig af bilmodel, batteristørrelse med mere.

 

  • OK er et bredt funderet energiselskab for private og erhverv. På hylderne er alt fra brændstof og ladestandere til grøn el og varmepumper.
  • OK er desuden en af de største elleverandører i Danmark
  • OK er et dansk andelsselskab med datterselskaber som Coop, Kamstrup, Enity og GodEnergi.
  • OK omfatter mere end 680 tankstationer, mere end 250 svanemærkede vaskehaller samt mere end 85 truckstationer, og OK er således Danmarks største tankstationskæde.
  • OK har mere end 5.000 offentligt tilgængelige ladepunkter til elbiler fordelt over hele landet.

OK støtter over 4.000 lokale klubber og foreninger over hele landet.

Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

Skriv en kommentar

Alle felter skal udfyldes, men din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Sommerferie i elbil: Sådan forlænger du rækkevidden og gør turen billigere' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger