
Illustrationsfoto.
Cykling med AirPods kan koste dig bøde
12. oktober 2026 - kl. 7:35 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
3 ud af 10 tjekker ikke reglerne inden ferien.
Cykling med AirPods kan koste en bøde i Madrid, kørekort er nødvendigt på el-løbehjul i London, og i Athen skal du have refleksvest på. Alligevel sætter hver tredje dansker sig ikke ind i de lokale trafikregler, før de hopper på cyklen eller el-løbehjulet i udlandet.
Efterårsferien er i gang, og for mange danskere går turen til populære storbyer som London, Wien, Madrid og Stockholm.
Her er det populært at se byen fra en cykel eller fra et el-løbehjul. Men trafikreglerne i Europa varierer meget fra by til by.
I en ny undersøgelse lavet af YouGov for Gjensidige, svarer 3 ud af 10 danskere, der har benyttet cykel eller el-løbehjul i udlandet, at de ikke sætter sig ind i de lokale trafikregler, før de begiver sig ud på to hjul i udlandet.
Og det kan blive en dyr feriefornøjelse, lyder det fra Lene Ovesen, direktør for Rejseskade i Gjensidige.
“Mange danskere tænker måske, at trafikreglerne i Europa minder om de danske. Men der kan være store forskelle. Det kan være krav om kørekort, særlige regler for hjelm eller forbud mod at bruge høretelefoner i trafikken. Derfor er det en god idé at bruge få minutter på at sætte sig ind i reglerne, før man hopper på en cykel eller et el-løbehjul på ferien”.
Hun minder derudover om at udvise hensyn i trafikken i udlandet.
“Det er vigtigt at huske, at man i udlandet er gæst i en trafik, der kan være mere hektisk og anderledes end den herhjemme. Husk derfor at køre forsvarligt, sæt farten ned i områder med mange mennesker og undgå at lade mobilen stjæle opmærksomheden. Det gør ferieoplevelsen tryggere for dig selv og dem omkring dig”.
Her kan reglerne overraske danske feriegæster
London
- Kørekort er nødvendigt for at benytte godkendte udlejningsløbehjul
- Privat el-løbehjul må ikke bruges på offentlig vej
- Trafikken foregår i venstre side af vejen
Madrid
- AirPods og andre høretelefoner er forbudt på cykel og el-løbehjul
- El-løbehjul er forbudt i mange gågader og fodgængerzoner
- Hjelm er obligatorisk på el-løbehjul
Wien
- El-løbehjul skal være udstyret med blandt andet blinklys og klokke
- Unge under 16 år skal bære hjelm på el-løbehjul, og børn under 14 år skal bære hjelm på cykel
Stockholm
- El-løbehjul skal parkeres i særligt godkendte områder
- To personer på samme løbehjul kan udløse en bøde
- Hjelm er lovpligtigt for unge under 15 år på både cykel og el-løbehjul
Athen
- Refleksvest er obligatorisk på el-løbehjul
- Der gælder særlige regler for, hvilke veje el-løbehjul må benytte
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget af YouGov for Gjensidige blandt 413 respondenter over 18 år, der har benyttet cykel eller el løbehjul i udlandet, i august 2026.
|
Sætter du dig normalt ind i lokale trafikregler, når du færdes på cykel eller el løbehjul i udlandet? |
|
|
Ja |
63% |
|
Nej |
32 % |
|
Ved ikke |
5 % |
Gjensidige er et ledende nordisk skadeforsikringsselskab, som er noteret på Oslo Børs. Vi har ca. 4.800 medarbejdere og tilbyder skadeforsikring i Norge, Danmark og Sverige. I Norge tilbydes også pension og opsparing.
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.












.gif)




Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Cykling med AirPods kan koste dig bøde' til en bekendt