Nedtælling til stort juleland på Skagen Havn
14. november 2026 - kl. 6:22 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Der er allerede travlhed på Auktionsvej i disse dage. Det første af i alt 12 læs juleudsmykning er rullet ind foran Oplevelsescenter Maskinrummet, og her fredag den 13. november vidner pladsen foran de markante murstensfacader om et særdeles ambitiøst juleprojekt i støbeskeen.
Bag byggepladshegn og på paller står overdimensionerede julemænd, store bamser med nissehuer, kæmpe røde sløjfer, sneklædte grantræer og enorme guirlander klar til at blive rejst og forbundet med kilometervis af lyskæder. En gaffeltruck er kørt i stilling foran Captains Corner for at håndtere de tunge elementer, som i de kommende to uger skal forvandle havneområdet.
Når kalenderen rammer lørdag den 28. november – dagen før første søndag i advent – er alt sat op, og pladsen foran oplevelsescentret åbner som et eventyrligt juleland for både skawboere og besøgende.
Lysene tændes klokken 15.00 Åbningsdagen byder på julestemning fra middag til aften. Fra klokken 12.00 til 20.00 kan gæsterne opleve det nye juleland som et ekstra tillæg til husets faste udstillinger, og når eftermiddagsmørket sænker sig klokken 15.00, tændes alle lysene i det store udendørs juleunivers frem til klokken 20.00.
På pladsen bliver der rig mulighed for at komme i julestemning med duften af gløgg, æbleskiver og alt, hvad julen ellers hører til – og der er også lovet besøg af selveste Julemanden.
Bygning som julegave og 5,5 meter høj hjort Det er parret bag Maskinrummet, Henning og Anita Kjeldsen, der sammen med holdet omkring centret står bag den store julesatsning. De i alt 12 læs pynt, der hentes hjem fra Jada Group i Sønderjylland, tæller ud over de allerede ankomne figurer også en hel skov af dekorative kegle- og kronetræer, velkendte Disney-figurer som Mickey og Minnie Mouse ved en særlig stjernebænk samt en imponerende hjort på hele 5,5 meters højde.
Samtidig skal selve den store museumsbygning pakkes ind, så hele Maskinrummet kommer til at fremstå som én gigantisk julegave på havnen.
For Henning Kjeldsen har julen altid haft en særlig plads – helt tilbage fra tiden som fisker, hvor juledagene traditionelt var årets eneste rigtige ferie med tid til at trække stikket med familie og venner.
Julebuffet på toppen af oplevelserne Skal julebesøget kombineres med en gastronomisk oplevelse, dækker Maskinrummets restaurant op til en stor julebuffet på åbningsdagen den 28. november i tidsrummet klokken 12.00 til 20.00. Arrangørerne opfordrer til, at man husker at bestille bord i god tid.
Åbningen af julelandet markerer samtidig kulminationen på et forrygende første halvår for Oplevelsescenter Maskinrummet. Siden åbningen den 27. juni har hele 90.000 gæster allerede lagt vejen forbi – et besøgstal, som Henning Kjeldsen oprindeligt først havde forventet at nå ved årsskiftet. Omkring 100.000 gæster om året håber de på.
Fakta: Åbning af Julelandet ved Maskinrummet Hvornår: Lørdag den 28. november 2026 Tidspunkt: Kl. 12.00 – 20.00 (Alle lysene tændes kl. 15.00) Hvor: Oplevelsescenter Maskinrummet, Auktionsvej 2, Skagen Program: Udendørs juleland, besøg af Julemanden, salg af gløgg og æbleskiver samt stor julebuffet i restauranten (bordbestilling anbefales).
Vil du kommentere på ovenstående artikel, så brug kommentarboksen under annoncerne.

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nedtælling til stort juleland på Skagen Havn' til en bekendt