
Duft, smag, føl og lyt ….
13. august 2012 - kl. 13:40 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
…. på Skagen Kvalitetsfødevaremesse.
Alle sanser vækkes til live i den gamle auktionshal på Skagen Havn, når nordjyske fødevareproducenter d. 24. og 25. august lader alle madentusiaster smage på herlighederne. Alt fra øl, bjesk, mel, honning, ost og kød til fisk, rejer, jomfrusild og minkpelse præger auktionshallen, hvor også nye trends som Madteater og Speakers Corner er på programmet.
Hvordan dufter urterne i bjesken, hvordan smager de naturlige råvarer i isen, hvordan føles en minkpels og hvordan lyder det, når den gode historie fortælles om tilblivelsen af produkterne? Alt dette og mere til kan opleves på dette års Kvalitetsfødevaremesse d. 24. og 25. august i Skagen.
“På fødevaremessen kan publikum møde de bedste nordjyske fødevareproducenter, smage deres delikatesser og høre dem fortælle om, hvordan specialiteterne bliver til. Det giver os mulighed for at vise, at der sker en høj gastronomisk forædling i Nordjylland – samtidig med, at der er en direkte vej fra jord til bord”, udtaler turistchefen i Skagen, Lene Kappelborg.
Speakers Corner er den jordnære formidlingsform, hvor udstillere og andet godtfolk i øjenhøjde med tilhørerne fortæller og opfordrer til dialog. Madteater er et forholdsvist nyt fænomen indenfor oplevelser med fødevarer, og Restaurant De 2 Have er vært for Madteateret, som ”spiller” to gange i løbet af dagen både fredag og lørdag.
Også børnene har fået deres helt eget ”Børnehjørne”, hvor de kan prøve at skære i fisk, grille fisken sammen med en kok og spise den bagefter. Skulle mor og far også få mod på at lave retter med fisk, er der masser af gode råd at hente om tilberedning og mulighed for at købe den friske fisk med hjem til aftensmaden.
Skagen Kvalitetsfødevaremesse er åben fredag d. 24. august kl. 10-18 og lørdag d. 25. august kl. 10-16.
Program, udstillerliste og entrébilletter findes på www.skagen.dk/kfm eller Skagen Turistbureau tlf. 98 44 13 77
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Duft, smag, føl og lyt ....' til en bekendt