
Lions inviterer til en eftermiddag med fart på
13. september 2012 - kl. 7:09 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Lørdag den 22. september arrangerer Lions Club i Skagen en eftermiddag kl. 14-16 i Skagen Kultur- og Fritidscenter, hvor overskuddet ubeskåret går til Oplevelsesplads Kappelborg.
Lions har tidligere givet kr. 30.000,- til pladsen, og nu er man klar til at forhøje beløbet med et spændende arrangement, der nok skal tiltrække masser af mennesker.
Dobbelt velgørenhed
Arrangementet er kommet i stand ved at Lions Club i Skagen, ved velgørenhedsmiddagen i Skagen i 2010, til fordel for Downs Syndrom, ved auktionen fik hammerslag på et arrangement med Superkids the Future, med henblik på at lave et velgørenhedsarrangement som på den måde kunne støtte op om indsamlingen til Oplevelsesplads Kappelborg.
En eftermiddag med action
Action kan defineres på mange måder, men en lille gruppe omkring en oplevelsesplads på Kappelborg, har i hvert fald arbejdet intens på at samle penge ind til finansieringen og nu nærmer man sig målet og lørdag efter velkomsten vil en repræsentant fortælle om forløbet og det foreløbige resultat og vise tegningerne på indretningen af oplevelsespladsen.
Så kommer der mere fart over feltet, når Søren Diget præsenterer Segway opvisning, hvor man selv får mulighed for at gennemkøre den opstillede bane.
Skagen Fight Gym
Tom Nyeng Møller, der er formand for Skagen Fight Gym, hvor der trænes i forskellige disipliner bl.a. Mixed material arts, dvs. man både må bokse, kickboxe, bryde og udøve gulvkamp som judo og jiujitsu.
På lørdag tager Tom flere medlemmer af klubben med og viser prøver af hvad det er de går og laver.
Tom er en alsidig udøver og har bl.a. udtalt ” Jeg startede op fordi jeg altid har kunnet lide at udfolde mig fysisk, på lidt mere alternative måder end det sædvanlige pis med fodbold. Jeg synes det er vigtigt at finde sig selv, i det man laver og ikke følge flokken. Så hvis du ikke gider at træne spark skal du ikke gøre det, bare fordi en eller anden ”klog mand” har defineret spark som en del af tricks. For mig er det ligegyldigt om det hedder tricking, breakdance eller parkour. Jeg vil ikke lade en terminologi begrænse mine udfoldelser, jeg vil hellere blande det hele sammen og få en personlig stil.
Hæsblæsende action
Eftermiddagen slutter med ”Superkids the Future” der er den næste generation af ”Flying Superkids”.
Superkids The Future er nogle helt specielt talentfulde gymnastikbørn, der er på nippet til at slippe igennem nåleøjet til et af verdens bedste børneshowhold.
Disse børn er på det sidste trappetrin op til at være en del af FLYING SUPERKIDS – derfor kaldes de ”Fremtidens Superbørn”.
Holdet består af ca. 30 gymnaster i alderen 6-12 år og optræder med FLYING SUPERKIDS’ kendte blanding af gymnastik, spring, akrobatik, dans & tumbling.
Deres showindslag er et energisk mix af det bedste fra gymnastikkens verden – dobbelt-saltoer & flik-flakker, håndstand & spagat, sjippetove og hulahopringe og vigtigst af alt – livsglæde.
I børnenes hverdag og træning lægges der stor vægt på, at det først og fremmest skal være sjovt at lave gymnastik. Børnene må f.eks. ikke være i træningssalen mere end 2½ time, 3 gange om ugen.
Glæden ved gymnastikken er altid i centrum, og det kan ses på børnene, når de optræder!
På trods af at børnene ikke helt er ”FLYING SUPERKIDS” endnu, har holdet med ”den nye generation” allerede optrådt i Portugal, Polen, Tyskland og naturligvis til diverse arrangementer rundt omkring i Danmark.
Håber på fyldt hal
Lions Club Skagen håber på en fyldt hal og med en billetpris på kr. 50,- for voksne og for børn under 15 år på kr. 20,-, så kan alle være med.
Biletter kan købes hos Kwik Spar, Eurospar, SuperBrugsen, Bygma, Intersport og Salon Capelli. Eventuelle resterende billetter sælges ved indgangen.
Rådhusbageriet har sponsoreret gratis kaffe og kage til alle, og dagen slutter med at overskuddet fra denne dag går ubeskåret til Oplevelsespladsen Kappelborg.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lions inviterer til en eftermiddag med fart på' til en bekendt