
Skagensmalerne on location
22. april 2013 - kl. 7:52 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Den 1. februar i år åbnede Skagens Museum særudstillingen STEDSANS – skagensmalernes landskaber. Det er en udstilling hvor museet – i anledning af byens købstadsjubilæum – sætter fokus på naturen og miljøet omkring Skagen, både dengang på skagensmalernes tid, men også i dag.
Gennem maleri, foto og tekst fortæller udstillingen nogle af de mange historier, der knytter sig til området. Den handler ikke kun om smukke rolige sommerlandskaber, men tager også livtag med naturens kræfter som fx Laurits Tuxen har skildret det – i et kæmpemaleri hvor man fornemmer blæsten og det oprørte hav. Udstillingen er tematisk bygget op omkring ni udvalgte steder i og omkring Skagen, der alle havde en specielt plads i skagensmalernes billedverden: Steder der er de samme som på skagensmalernes tid, men som alligevel har ændret sig.
Nu hvor frosten har sluppet sit tag i jorden, har Skagens Museum fået tilladelse til at opsætte specielle informationsstandere, der forhåbentlig vil lokke nogle af gæsterne udenfor murene og videre ud i naturen for at opleve motiverne på nært hold. Ved Sønderstrand, Fyrbakken, Grenen, Nordstrand, Plantagen ved Krøyers Hus, Gammel Skagen/Højen, Heden, Vesterby og Østerby kan man således møde disse skilte, der på dansk og engelsk fortæller om historie og natur samt skagensmalernes forhold til netop disse steder.
Samtidig har alle standere også formidling specifikt henvendt til børn, hvilket skal ses som en opfordring til at lave denne rundtur til det historiske Skagen til en fælles familieaktivitet. Man har således mulighed for at kombinere et besøg på museet med en tur rundt i landskabet i Skagen for ved selvsyn at opleve og få mere viden om de steder, hvor kunstnerne malede mange af deres motiver.
På en tiende informationsstander placeret foran Skagens Museum kan man få mere at vide om udstillingen og udflugtsmålene. På alle standere er der et skitseret kort med fingerpeg til, hvor man kan finde standerne i landskabet. Læs i øvrigt mere om stederne på www.skagensmuseum.dk.
Skagens Museum glæder sig til her at give publikum en anderledes oplevelse af Skagen og skagensmalerne. Standerne kan ligesom udstillingen ses frem til årets udgang 2013.
Projektet er støttet af SparNord Fonden, Skagen365 og Skagen Købstadsjubilæum, og er blevet til i samarbejde med udstillingsarkitekten Mads Kjædegaard og grafisk designer Claus Due.
Fakta
Stederne der er med i udstillingen STEDSANS – skagensmalernes landskaber, hvor der nu er opsat informationsskilte er: Sønderstrand, Fyrbakken, Grenen, Nordstrand, Plantagen, Gammel Skagen/Højen, Heden, Vesterby og Østerby
STEDSANS – skagensmalernes landskaber kan ses i perioden 1. februar til 30. december 2013
1 kommentarer til “Skagensmalerne on location” under annoncerne.








_1.jpg)







Hej
Jeg har med stor fornøjelse set informationsstandere opsat på de 9 udvalgte steder. Ideen er rigtig god og det er faktisk en fornøjelse at læse de gode og spændende oplysninger.
Ideen er faktisk så god, at jeg ville opfordre til at man gjorde oplysningerne “permanente” til glæde for såvel skawboer som gæster udefra.
Rigtig godt initiativ 🙂
Med venlig hilsen
Jesper Nielsen