
Matinékoncert på Kappelborg
28. april 2013 - kl. 11:24 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Søndag den 5. maj har Skagen Musik- og Teaterforening fået mulighed for at holde en matinekoncert kl. 15 i Salen på Kappelborg med pianisten Anita Samsing og violinisten Bjarne Hansen.
Pianistens efternavn forekommer sikkert bekendt for mange i Skagen. Den konservatorieuddannede pianist og organist, Anita Hyldgård Samsing, er nemlig gift med Freddy Samsing, som for 20 år siden forlod Skagen kirke til fordel for stillingen som domorganist i Odense.
Nu er familien flyttet fra Odense til Aalbæk og de har begge allerede givet en del koncerter i forskellige sammenhænge, bl.a. i Drachmanns Hus, hvor Freddy har spillet på nøgleharpe (nyckelharpa) – en lidt særegen kammer-duo.
Til matinekoncerten på Danmarks befrielsesdag spiller Anita Samsing sammen med violinisten Bjarne Hansen, som netop er flyttet fra koncertmesterposten i Odense Symfoniorkester til Det Kon-gelige Kapel.
De to musikere har i en del år arbejdet sammen, selvfølgelig fordi de begge boede og arbejde i Odense. Det er nok lidt mere udfordrende nu med placering i henholdsvis Aalbæk og København, men alligevel ikke mere besværligt end, at duoen senere i sommer vil give koncert under Vendsyssel Festival.
På søndag eftermiddag vil de to musikere spille 2 store kendte violinsonater og en måske mindre kendt komposition af den svenske komponist og dirigent, Tor Aulin.
Koncerten begynder med Beethovens både kendte og elskede store sonate for violin og klaver – Sonate V opus 24 – meget bedre kendt som ’Forårssonaten’. Så bliver tonen i egentligste forstand slået an på den første søndag i maj med stor musik af Beethoven.
Før pausen skal vi derefter høre ”Fire Akvareller” af Tor Aulin, som var en betydelig violinist og dirigent i Sverige sidst i 1800-tallet og frem til 1. Verdenskrig. De Fire Akvareller har han navngivet med titlerne: Idyl, Humoreske, Vuggevise og Polska, hvilket antyder de fire satsers forskellige karakter.
Anden del af koncerten kommer til at bestå af den store violinsonate af Cesar Franck i A dur fra 1886 – stor både som musik, men sandelig også i sin udstrækning på en god halv time.
Uanset hvordan vejret arter sig den 5. maj, så bliver det helt sikkert en god oplevelse at tilbringe lidt af eftermiddagen i godt musikalsk selskab med Beethoven, Aulin og Franck – og selvfølgelig i sel-skab med par meget nulevende og højt kvalificerede musikere.
Der bliver selvfølgelig billetsalg ved døren fra en times tid før koncertens start kl. 15 – indtil fredag tillige på biblioteket – billetpris kr. 125,- (og gerne bestilling på tlf. 20 485 585)
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Matinékoncert på Kappelborg' til en bekendt