Keramikrester fra det tidlige Reven/Skagen dateret til 15-1600tallet, opsamlet nær Fyrgrøften.

Den mørkeste tid i Skagens historie

28. februar 2014 - kl. 7:27 - af Michael Egelund (WebRedaktør)

Månedens historie på By – og Egnsmuseet kredser i marts om 1600-tallets mange prøvelser for skagboerne.

Meget tyder på, at Skagen indtil slutningen af 1600-tallet var et driftigt og ganske velstående fiskersamfund. Man tjente penge på helårsfiskeri, handel og agerbrug, og der var gode indtægter, når der strandede skibe.

Men så begyndte det at gå nedad bakke! Fiskeriet svigtede i længere perioder, det blev sværere at afsætte fiskene. Stormfloder rev huse og gårde med sig i havet og samtidig tog sandflugten til, mens sygdomsepidemier hærgede blandt skagboerne..

Kirkebøgerne fra Sct. Laurentii kirke fortæller med al tydelighed, at det stod slemt til i Skagen.

Gennemsnitligt begravede man i 1600-tallet 22 personer fra Sct. Laurentii kirke. Under epidemierne var man nogle år helt oppe på 120 begravelser på ét år.

Det var først og fremmest de yngste og de ældste samt de fattige tiggerbørn, der døde. Således måtte borger i Skagen Laurits Brandi og hans kone Maren først begrave to af deres børn på hhv. 3 og 5 år. Et par dage senere døde deres datter Johanne på 9 år, og ugen efter måtte Brandi begrave sin kone.

Endelig blev ” et fattigt tiggerbarn, pige 10 år” begravet som den sidste i året 1649.

På vej op ad bakken blev skagboerne i 1852 ramt af en koleraepidemi, som blev beskrevet af læge August Steenberg, der forfærdet måtte redegøre for de elendige boligforhold blandt byens fattigste.

Kom og få månedens bedrøvelige historie på By – og Egnsmuseet hver onsdag i marts kl.13-13.30. Gratis ved betalt entré.