Politisk krav om akutbil i Skagen

Politisk krav om akutbil i Skagen

25. oktober 2014 - kl. 7:42 - af

Der bør sikres en akutbil i Skagen efter den 1. april 2015.

Det fremgår af en henvendelse fra et af områdets lokale byrådsmedlemmer, Pia Karlsen (V), til det samlede byråd og er på som punkt på dagsordenen for det kommende byrådsmøde den 29. oktober.

Et stort flertal i Regionsråd Nordjylland besluttede på møde tidligere på efteråret, at den nuværende akutbil i Skagen stryges af næste års budget. Efter SkagensAvis.dk omtalte planerne for besparelsen, har sindene blandt politikere og borgere i Skagen været i kog, og det har ikke skortet på protester.

Realiseres Regionsrådets beslutning, vil beredskabet i Skagen kun bestå af 1 døgnbemandet ambulance, og når denne kører ud af byen, har Skagen intet beredskab.

Pia Karlsen peger i sin henvendelse til byrådet på, at der fra mange sider er givet udtryk for store bekymringer ved udsigten til, at Skagen står uden akutbil og konsekvenserne heraf.

Pia Karlsen fremfører bl.a.: ”Et reduceret beredskab bliver en kommunal udfordring, for udvikling af såvel nye erhvervsmuligheder som bosætningen, hvilket er særdeles bekymrende. Et utilstrækkeligt beredskab, kan få stor indflydelse i forhold til, hvor hurtigt en borger kommer under behandling og dermed kan forventes en øget rekonvalescensperiode.”

Pia Karlsen frygter samtidig for, at kommunen som en af de negative følger kan forvente øgede udgifter i forbindelse med sygdomsramte borgeres genoptræning, sygedagpenge m.v., og hun er ikke i tvivl om, at regionsrådets beslutning har skabt stor utryghed for borgerne i Skagen. Hun slår i sin henvendelse fast, at byrådet har en fortsat forpligtelse til at sikre det nødvendige beredskab og dermed genoprette trygheden i Skagen.

Pia Karlsen foreslår derfor, at byrådet over for Regionsrådet fremsætter krav fra Frederikshavn Kommune om, at beredskabet skal sikres – også i Skagen. Byrådet bør desuden sætte gang i en proces, hvor der gennem responstider, infrastruktur, tidlig behandlingsindsats m.v. sikres en kontinuerlig, struktureret dialog med regionen frem til foråret 2015. Endvidere skal der igangsættes en undersøgelse af alternative kommunale muligheder for at sikre beredskabet i Skagen, og endelig skal BVyrådet holdes løbende orienteret om sagen.

I forbindelse med henvendelsen til byrådet foreligger der ikke egentlige indstillinger til Byrådets eventuelle beslutninger.

 

Skrevet af Per Rye

 

Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Politisk krav om akutbil i Skagen' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2026 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger