
Ekstra billetter til Forårsrevyen 2016
19. februar 2016 - kl. 11:44 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Selvom de røde lamper er begyndt at tænde på Hotel og feriecenter Skagen Strand til Forårsrevyen 2016, så er der stadig billetter til nogle aftener endnu. I år er der en del personaleforeninger, firmaer og større grupper, der kommer sammen. Det bliver spændende at se, om det kan høres på latteren i salen. Deres udsendte kan i hvert fald afsløre, at prøverne går aldeles fremragende og selve revyen tager form.
”Det er fedt at være med, men også mærkeligt sådan at kunne se målstregen. Vi har brugt måneder på at skrive, vælge og fordele roller, og pludselig begynder det at blive alvor. Det giver et sug i maven, ” siger den nye mand i klassen Dan Christensen fra Præstbro.
Forleden var det første gennemspils aften, hvor orkester, skuespiller og teknikfolk blev dirigeret af instruktør Marianne Svendsen.
”Ja for fa´en. Giv den gas, ” råber instruktøren, mens hun fægter med arme og ben. For selvom det var første gang med musik, gik det over al forventning. ”De er bare så dygtige alle sammen, ” smiler Marianne Svendsen.
Og samtidig går det pludselig op for rekvisitøren, at der både skal fremstilles en 150 cm høj busk og hvor skaffer man lige et jagthorn? Mette Møller skal for andet år være med til at bygge rekvisitter. Og hun glæder sig også til at komme i gang. ”Det er bare så sjovt. Jeg burde jo egentlig sidde og skriv notater om rekvisitterne, men jeg kommer hele tiden til at følge med i og nyde numrene, ” griner Mette. Men hun lover, at der skal nok komme en busk på scenen og alt det andet, der står på den lange liste.
Men tilbage til billetterne – for de sælger jo ikke sig selv. Så hvis du og dine arbejdskollegaer mangler en sjov aften i byen, måske krydret med lidt spisning eller lagkage, så skal du måske tage initiativ til at få kollegaer til at springe ud til Forårsrevyen 2016. Der er endda rabat, hvis I kommer som en gruppe på minimum 20 personer. Al info kan findes på www.forårsrevy.dk
Skuespillere, scenefolk, orkester og backstage folk råber alle i kor: vi glæder os til at se jer.
Foto: Jan Tietze

















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ekstra billetter til Forårsrevyen 2016' til en bekendt