
Prisvindende kompagni til Skagen
24. september 2016 - kl. 6:49 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Den islandske performer og kropsatlet Kristján Ingimarsson er en sand mester i at skabe ordløse actionfortællinger, og har med sit prisvindende kompagni Kristjan Ingimarsson Company rejst verden rundt.
Torsdag d. 29. september kan han med sit kompagni opleves i Skagen Kultur- og Fritidscenter med den anmelderroste og hæsblæsende forestilling ”AIRPORT”.
Fysisk teater uden ord
Lufthavnen er en undtagelsestilstand, hvor du det ene øjeblik er en potentiel terrorist, der tømmer lommer, leverer sko, bælte, Ipad inden sikkerhedskontrollen. Og det næste er du i ferieparadis, hvor du selv bestemmer, hvordan du vil forholde dig til tiden – lige indtil gaten kalder. Men hvad sker der, når alle fly pludselig bliver aflyst?
AIRPORT er en fysisk teaterforestilling, der tager udgangspunkt i lufthavnens skjulte løfter og drømme. En verden, der ligger for den rejsendes fødder, og samtidig et af verdens mest regulerede og kontrollerede steder. I forestillingen sætter Kristján Ingimarsson lufthavnen på scenen, sprænger den i atomer og transformerer den til en fysisk, spektakulær performance med sans for lufthavnens poesi.
Publikum kan glæde sig til at følge et underholdende persongalleri med bl.a. den topstressede forretningsmand, latino-charmøren, hippiefyren og den perfekte stewardesse. Alle gør de oprør mod lufthavnens kontrollerende univers i en vild drøm af humor, legesyge kroppe og pumpende ekstase.
AIRPORT er non-verbal/uden ord. I stedet bruges mimik og kropssprog.
Forestillingen er arrangeret af Kappelborg, men opføres i Skagen Kultur- og Fritidscenter af tekniske årsager.
Om KRISTJÁN INGIMARSSON COMPANY
KRISTJÀN INGIMARSSON COMPANY er et prisvindende, fysisk teater, der har turneret verden rundt. Kunst-nerisk leder er instruktør og performer Kristján Ingimarsson, der med en alt-er-muligt attitude skaber fysiske fanden-i-voldske forestillinger. Altid med humor og en uendelig nysgerrighed.
Billetsalg
Billetsalg på kappelborgskagen.dk.
Særlig pris til unge under 25 år.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Prisvindende kompagni til Skagen' til en bekendt