
Lærlinge og lærlingeansvarlige på netværkstur
16. december 2016 - kl. 17:45 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Scanel International, Hytek og Karstensens Skibsværft har i fællesskab arrangeret en fælles lærlingetur, hvor lærlinge og lærlingeansvarlige på tværs af virksomhederne erstattede arbejdsdagen med virksomhedsbesøg og sociale aktiviteter.
Virksomhedsbesøgene gik til Wärtsila Svanehøj i Svenstrup og Bladt Industries i Aalborg, hvor der var planlagt spændende rundvisninger med information om produkter, kunder med videre. Wärtsilä Svanehøj udvikler, producerer og afsætter worldwide pumpesystemer til marine- og offshore sektoren. Bladt Industries er en international entreprenørvirksomhed med speciale i store og komplekse stålkonstruktioner.
”At rykke en dag ud af kalenderen og tage på virksomhedsbesøg, giver vores lærlinge en unik mulighed for at se andre virksomheder, og som lærlingeansvarlig er det meget interessant for mig at høre om, hvordan andre virksomheder arbejder med deres lærlinge og håndterer den udfordring, som mange af os har i forhold til manglen på kvalificeret arbejdskraft” udtaler lærlingeansvarlig Diddan Karstensen fra Karstensens Skibsværft.
For elektrikerlærling Jannie Asmussen fra Scanel International har lærlingedagen været en spædende dag. ”Det er en god måde at være sammen med de andre lærlinge på. Det er sjældent, at vi alle sammen er samlet i hverdagen, fordi vi har rejsearbejde i både ind- og udland. Samtidigt har turen givet os mulighed for at være sammen med lærlinge fra både Karstensens Skibsværft og Hytek” slutter Jannie Asmussen.
Hos Hytek vægter man højt det sociale sammenhold og kompetencen at kunne netværke. ”På en lærlingetur som denne sættes både de faglige og personlige kompetencer i spil. Lærlingene får ligeledes indsigt i forskellige firmakulturer, som bliver dagligdag for dem den dag, hvor de er udlærte, og WorldWide sendes på serviceopgaver 24/7/365”, siger Tom Samson fra Hytek.
”Det er mit ønske at lærlingene i samværet vil lære at vise hensyn, være alsidige og fleksible og ikke mindst lære at lytte til hinanden før de handler. Dette er livslang læring for alle og yderst vigtige parametre i forhold til samarbejde” siger Tom Samson.
Lærlingene, som omfatter smede, skibsmontører, elektrikere og industriteknikere, er alle omfattet af den maritime uddannelsesordning, som blev etableret i juni 2014, hvor i alt 12 virksomheder finansierer en fælles lærlingeordning, der har til huse hos MARCOD (Maritimt Center for Optimering og Drift).
”Et tværorganisatorisk arrangement som dette under MUK-ordningen skaber socialt netværk og fællesskab på alle niveauer. Resultaterne ser vi blandt andet ved, at vi ved fælles hjælp og sammenhold får løftet opgaverne. Lærlingene lærer at åbne sig og yde for siden hen at få noget igen. Alt dette i samarbejdets ånd, og det er præcist det, vi som virksomhed ønsker med denne tur”, slutter Tom Samson.
Lærlingekoordinator Anette H. Sørensen oplyser, at målet til fulde er opnået. ”Alle har udvist stor interesse på virksomhedsbesøgene, vi har fået masser af faglige indtryk og tiden i FunCenteret fik os alle rystet godt og grundigt sammen på tværs af både virksomheder, uddannelser og alder” fortæller Anette H. Sørensen.
Lærlingeturen er finansieret af de respektive virksomheder og Maritime Netværk Frederikshavn har givet et sponsorat til turen. Maritime Netværk Frederikshavn yder tilskud til unge under uddannelse af maritim karakter.
”Mange brancher ser hen over de næste år en stor mangel på kvalificeret arbejdskraft, og med en erhvervsuddannelse er man garanteret job og mange spændende karrieremuligheder. En erhvervsuddannelse er adgangsgivende til mange videregående uddannelser, derfor er og bliver svendebrevet billetten til mulighedernes land”, slutter Anette H. Sørensen.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Lærlinge og lærlingeansvarlige på netværkstur' til en bekendt