Verdens balletten kommer atter til Skagen denne sommer
27. maj 2009 - kl. 8:08 - af Hans Chr. Andersen
Verdensballetten kommer igen til Skagen for at danse ved Den Tilsandede Kirke. 21. & 22. juli kl. 20.00. Ligesom sidste år er det solodanser ved The Royal Ballet of London, Johan Kobborg der sammen med operasanger Jens-Christian Wandt, har taget initiativ til dette års gæstespil.
I år består ensemblet af solodansere fra The Royal Ballet of London, og som det sanglige krydderi på forestillingen synger Jens-Chr. Wandt akkompageret af Holmens Herrekvartet, Holmgang.
Med i Skagen er også den verdensberømte Prima Ballerina; Alina Cojocaru. Hun skulle have danset sidste sommer, men måtte melde fra pga en skade hun pådrog sig kort før balletten skulle danse i Skagen. Efter en operation og en langt genoptræningsforløb gjorde hun forrige uge come-back på Royal Ballet i London i sin glansrolle som Giselle, anmelderne var begejstret og efterflg. var der over 30 min. applaus.
– Jeg glæder mig meget over at Alina Cojocaru er med i Skagen, siger Jens-Chr. Wandt, hun er en af verdens allerbedste dansere, og det er som om at hendes sygdomsforløb har givet hendes dans en ekstra, ja nærmest dybere dimension.
Alina Cojocaru er født i Rumænien og blev solodanser ved Royal Ballet i en alder af blot 20 år. Her har hun danset alle de vigtige partier fra både det klassiske og det moderne repertoire, og mange koreografer har skabt balletter specielt til hende. I Skagen danser hun sammen med sin faste partner – både privat og på scenen – Johan Kobborg, den store ”Grand Pas de Deux” fra balletten Copelia. Hun danser hovedpartiet i den lille ballet som Johan Kobborg lader få sin ur-premiere i Skagen, og endelig er hun med i divertissementet – Rosen-adagioen – fra Tornerose.
Forberedelserne er mange til så stort et gæstespil, og lige nu er Jens-Christian Wandt i Skagen for at få økonomien til gå op.
– Det er en stor glæde at se hvordan lokale erhvervsdrivende og fonde støtter op om gæstespillet, siger Jens-Chr. Wandt, efter sidste år forestilling ved folk hvad Verdensballetten byder på, og selvom der både er finanskrise og mange andre gode ting at støtte, så mærker jeg en stor entusiasme og interesse fra lokale sponsorer. Vi har et budget på et godt stykke over en ½ million kr., og når halvdelen af billetter til forestillingerne er gratis, så skal der nogle sponsorkroner i kassen, men vi er godt på vej og nærmer os målet.
Samarbejdspartnerne er igen Skov- & Naturstyrelsen, Visit Nordjylland, Frederikshavn Kommune, Nordic, PS-Communication og Kopenhagen Fur (der er årets hovedsponsor).
Billetsalget begynder tirsdag den 2. juni fra Skagens Turistkontor, der er også mulighed for at købe billetter over skagenbilletten.dk. En siddeplads koster i år 160 kr. og ligesom sidste år er ståpladser gratis, dog skal man hente en adgangsbillet på turistkontoret.



















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Verdens balletten kommer atter til Skagen denne sommer' til en bekendt