Skagbo med i finalen som årets kokketalent 2009
24. august 2009 - kl. 11:34 - af Hans Chr. Andersen
For 6. år i træk har dagbladet Børsen kåret årets kokketalent. I alt 27 kokkeelever fra hele landet deltog i konkurrencen, også Kristian Malling Nielsen fra Ruths Hotel, som gik videre i finalen sammen med 4 andre.
Finalen blev afholdt lørdag på Nimb i Tivoli i København med operasanger Jens-Christian Wandt som konferencier. Nivauet blandt de 5 finalister var tårnhøjt. Dommerpanelet var sammensat af tidligere vindere af prisen som Årets Kok, anført af Jens-Peter Kolbeck, som selv har vundet sølv ved Bocuse d’or, kokkenes verdensmesterskab. Han var begejstret over den punktlighed og finesse som Kristian Malling Nielsen udviste ved konkurrencen. Han serverede to retter kreeret over de tre obligatoriske råvarer, pighvar, hivdkål og okseskulder. Det hele stod knivskarpt og med stor detaljerigdom. Desværre ikke nok til en 1. plads som gik til Martin Bjørn Nielsen fra Søllerød Kro i København.
Kristian Malling Nielsen er oprindeligt uddannet bager, og kom til Ruths Hotel som bagersvend. Gryderne i det store køkken fik mere og mere interesse, og for 2 år siden begyndte han som kokkeelev hos Michel Michaud, og som han selv udtrykte det vidste han indtil da ikke hvordan man koger et æg.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skagbo med i finalen som årets kokketalent 2009' til en bekendt