Nyhedsbrev fra Drachmanns Hus
9. september 2009 - kl. 9:24 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Omkring 100 mennesker overværede – trods det fugtige vejr – den herlige koncert med Haraldsguttene i haven ved Drachmanns Hus den 28. august. De muntre norske sangere har lovet at komme igen til næste år.
Men ellers er det ved at være slut…
Torsdag den 10. september afvikles den sidste af sommerens mange Drachmannaftener.
Der har været en meget fin belægning på de stemningsfulde aftener, og der bliver sikkert også udsolgt til Farvel til Drachmann for i sommer.
Næppe er sæsonen dog overstået før der den 19. september kl. 15 bydes på en lille Drachmann-cabaret i atelieret. Ann-Marie Gabrielsson og Jesper Hegaard, der har gjort mere end god fyldest ved sommerens arrangementer står denne eftermiddag på egne ben, da Poul Bernth er i det fjerne udland. Man kan glæde sig til en rask lille koncert med highlights fra Gabrielsson & Hegaards repertoire. Arrangementet er en del af Kulturraketten, og er gratis for museets gæster.
Den 30. september lukker museet, men slår atter porten op i efterårsferien, hvor der er åbent hver dag kl. 11-15.
Tirsdag den 13. oktober kl. 12 fortæller Poul Bernth om Drachmann og hans Skagendigtning, og torsdag den 15. oktober kl. 20 kan man overvære En aften i Drachmanns Hus – med smagsprøver på Holger Drachmanns digtning. Atter er det Ann-Marie Gabrielsson, Jesper Hegaard og Poul Bernth der står for løjerne.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Nyhedsbrev fra Drachmanns Hus ' til en bekendt