Valgkamp: 2 læserbreve om SFer som borgmester

Valgkamp: 2 læserbreve om SFer som borgmester

27. oktober 2009 - kl. 9:23 - af

Redaktionen har modtaget 2 læserbreve der omhandler det samme emne og derfor kommer de her i den samme artikel. Indlæggene er fra Brian Pedersen SF og Bent Bøgsted DF. Rækkefølgen på læserbrevene er i forhold til modtagelsen.

 

 
Når SF ikke peger på Erik S, men går efter borgmesterposten selv, så er det resultatet af helt forskellige politiske vurderinger de senere år. Jeg tror faktisk, det ville være kommet bag på alle, der følger lidt med i lokalpolitik, hvis SF bare uden videre pegede på Erik S. Det ville ikke hænge sammen. Vi vil ikke føre borgerlig politik, som salg af forsyningsvirksomhederne og privatisering af kommunale opgaver. Vi vil ikke lukke skoler. Vi er ikke til diktatorisk ledelsesstil hvor medarbejder i kommunal ejede A/S selskaber bliver beskyldt for at have for stor indflydelse. Noget vi i fagbevægelsen har kæmpet hårdt for at få indført. Bliver der valgt socialdemokrater ind i det nye byråd af gavn og ikke blot af navn ja da har vi noget nyt at forholde os til og et samarbejde vil være en selvfølge.

SF Byrådsmedlem Brian Pedersen

————————————————————————————-

Skjult aftale eller hvad

Forleden dag var Venstres Borgmesterkandidat Lars Møller på TV-Nord. Det drejede sig om hvem der skulle være Borgmester efter valget. Der må være mange borgerlige vælgere der fik kaffen galt i halsen den aften. Da indslaget var færdigt stod den opfattelse tilbage, at Venstre var klar til at sælge Borgmesterposten til SF.

Jeg synes ikke det var den opfattelse man fik på vælgermødet på Skagen Bibliotek torsdag aften. Som byrådskandidat for Dansk Folkeparti har jeg talt med flere skagboere og de havde fået samme opfattelse af indslaget. Enten har Venstre og SF indgået en aftale før valget om at SF skal have bormesterposten ,eller også har TV-Nord overtolket Lars Møllers udtalelser. Har Venstre solgt sin sjæl til SF og har SF lagt sig på maven for en borgmesterpost, eller er det et mediestunt for at komme på TV. SFs vælgere må gå og klappe i deres hænder af begejstring. Det lever jo også op til Willy Søvndals diktat om at SF skal have indflydelse for enhver pris ved kommunalvalget. En ting er klart jeg og Dansk Folkeparti vil ikke føre Skagboerne bag lyset. DF går efter et systemskifte i kommunen og det betyder at det hverken skal være Socialdemokraterne eller SF der skal have borgmesterposten. S og SF har kørt et tæt samarbejde de seneste 4 år, som jeg ikke kan se har været en fordel for Skagen.

Men hvis situationen er som det fremgik af udsendelsen har Venstre et forklaringsproblem over for de borgelige vælgere i Skagen og resten af kommunen.

Derfor kan det se ud til at sikkerheden for at der kommer et borgerligt styre i kommunen skal leveres af Dansk Folkeparti.

Jeg håber at situationen er den at Lars Møller har udtalt sig forkert,det kan jo ske for selv den bedste.

Venlig hilsen

Bent Bøgsted Byrådskandidat Dansk Folkeparti

6 kommentarer til “Valgkamp: 2 læserbreve om SFer som borgmester” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

6 kommentarer til “Valgkamp: 2 læserbreve om SFer som borgmester”

  • Forlovelsen mellem Paul Rode og Venstre tålte ikke at komme frem i dagslyset. Det handler om troværdighed. Det er ikke ok, når partiledere i deres iver efter at opnå taktiske – og evt. personlige – fordele, driver kispus med deres eget bagland og vælgerne. Vælgerne kan kun være tilfredse med, at planen endte med et selvmål. Som vælger har man krav på at vide, hvad man siger ja til, før man sætter sit kryds. En del vælgere vil sikkert se sig om efter et alternativ. Jeg vil opfordre jer i Skagen til at styre blyanten mod Frederikshavnerlisten den 17. november. En af listens mærkesager er oprettelse af et lokalt “byråd” i Skagen. Magten skal ikke koncentreres i Frederikshavn.

  • Flemming Eriksen

    Jeg håber ikke at nogen fra jeres partier bliver borgmester , for det er jeres partier der har ødelagt vores kommune ved at slå 3 kommuner sammen til en storkommune , plus at i ødelagde arbejdspladser ved at stoppe for suplerende dagpenge når der ikke var råvarer at få , så jeres jammer over kommunens økomoni er i selv skyld i . Hilsen Flemming Eriksen

  • Kære Bent.

    For god ordens skyld. Vi skal selvfølgelig have en ny borgelig ledet kommune med Lars Møller i spidsen. Det ligger helt fast! Det er det jeg går til valg på.

    Dernæst skal vi sikre at flest mulige partier bakker om de løsninger på de store udfordringer vi står overfor i kommunen, og her ser jeg gerne at socialdemokratiet kommer med ind over. Vi skal finde så brede løsninger som muligt. Er det ikke muligt må vi selvfølgelig bruge det nye borgelige flertal.

    Jeg har såmænd bare slået fast at jeg aldrig ville stemme på en SF´er som borgmester. Det tror jeg faktisk du er enig med mig i. At forsøge at samarbejde bredt tror jeg såmænd også du er enig i.

    Det har vi jo faktisk gjort i folketinget i de sidste mange år – og det er jo gået meget godt. 80 % af lovgivningen vedtages jo med brede flertal. Selv SF er kommet med i forsvarsforlig!!!!! (Hvem skulle have troet det ?)

    Kun en gang imellem bliver vi lige nødt til at tælle til 90….

    God valgkamp. Lad os arbejde for et borgerligt flertal.

    Med venlig hilsen

    Peter Laigaard

  • Tvivl om hvad venstre vil.

    Af Bent Bøgsted Byrådskandidat Dansk Folkeparti (O)

    Peter Laigaard siger at han aldrig vil stemme for en socialist som borgmester. Alligevel taler han om at der er en fordragelig tone mellem de to store partier og de skal slå sig sammen i en konstituering for det virkede i gamle dage. Så er spørgsmålet, hvem skal være borgmester. Erik Sørensen er jo også socialist, og dermed kan han ikke bruges som borgmester. Forventer Peter Laigaard dermed at S vil ligge sig fladt ned og acceptere at det er en venstre borgmester. Er udmeldingen ikke lidt forvirende.Lars Møller taler om at der med udmeldingen fra SF nu kun kan være tale om et borgerligt alternativ til S. Peter Laigaard taler om samarbejde med S. Det kan jo kun betyde en V borgmester støttet af S. Eller en S borgmester støttet af V. Er der noget at sige til, hvis vælgerne bliver forvirret.

  • Ingen SF borgmester i Frederikshavn kommune!

    Af Peter Laigaard, Lektor Frederikshavn Handelsskole, byrådskandidat (V).

    Når det klassiske opgør mellem de to store arvefjender i dansk politik, Socialdemokratiet og Venstre, er afviklet ved alle, der følger med i lokalpolitik, at man skal lære at tælle til 16, når den nye borgmester skal udpeges, da der skal vælges 31 medlemmer af det nye byråd.
    Indtil nu har det været en selvfølge, at valget står mellem Erik Sørensen og Lars Møller. Socialistisk Folkeparti har så meldt ud i slipstrømmen på de to store, at man i bedste Marianne Jelved stil har fået den åbenbaring, at man selv ønsker at indtage denne centrale post.
    Spændende må det derfor være for vælgerne at vide, hvordan Socialdemokraterne og Venstre så stiller sig, hvis de ikke selv kan finde de magiske 16 stemmer – og om man i givet fald så kunne finde på at støtte en borgmester fra socialistisk folkeparti, der i øvrigt ved sidste valg kun fik to pladser.
    Foranlediget af den seneste tids uro mener jeg at vælgerne har krav på at vide, om man med en stemme på Venstre, Danmarks liberale parti, risikerer at bringe et medlem af socialistisk folkeparti ind på borgmesterposten.
    Svaret burde være et indlysende og utvetydigt NEJ. For mit eget vedkommende vil jeg ALDRIG, hvis jeg kommer i byrådet, være med til at stemme på en socialist som borgmester. Det ville efter min mening være det største vælgerbedrag foretaget i nyere tid fra venstres side. Hvis det er prisen for at vinde over Erik Sørensen siger jeg klart fra. Det ville være ”politisk doping”.
    Det som borgerne i Frederikshavn kommune efterspørger med god grund er, at de to store partier efter en hård valgduel , lægger parti-politikken lidt til side, og sammen finder frem til en bred konstituering mellem de to partier. Det fungerede i den gamle Frederikshavn kommune, og det kan det komme til igen. Kommunen står overfor så mange store udfordringer, ikke mindst set i lyset af finanskrisen, som jeg desværre tror bliver længerevarende, at alle må trække på samme hammel. Der er brug for arbejdsro i kommunen, og så lader vi Nordkorea og Cuba om de socialistiske eksperimenter.
    Heldigvis glæder jeg mig over en god og fordragelig tone mellem Erik Sørensen og Lars Møller ved det valgmøde jeg har overværet. Det er en god start på et forhåbentlig tæt samarbejde efter valget.
    Men først har vi lige en spændende kamp d. 17. november, der skal spilles.

  • Jeg skal hermed beklage at jeg har skrevet at S og SF har haft et tæt samarbejde.
    Det fremgår af reaktioner fra b.la. Brian Pedersen at det ikke er tilfældet.
    Derfor beder jeg læserne se bort fra den sætning i mit læserbrev.

    Venlig hilsen
    Bent Bøgsted
    Byrådskandidat
    Dansk Folkeparti

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Valgkamp: 2 læserbreve om SFer som borgmester' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger