
Frederikshavn Kommune sender borgmesterbrev om:
12. november 2009 - kl. 19:12 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Problematik vedrørende deltidsbrandmænd ved Frederikshavn Brandvæsen. En række af de medarbejdere, der er ramt af fyringer på MAN Diesel i Frederikshavn, er også deltidsbrandmænd i Frederikshavn Brandvæsen. Som deltidsbrandmænd aflønnes de med vagthonorarer og timelønninger. Løn, som i en ledighedssituation modregnes i dagpengene, hvilket betyder, at der for deltidsbrandmændene ikke er et økonomisk incitament for at stille sig til rådighed. Samtidig forværres situationen yderligere af, at ledige tvinges til at stoppe ved brandvæsenet efter 30 ugers ledighed, ellers mister de dagpengeretten.
Frederikshavns borgmester Erik Sørensen sendte den 20. august 2009 et brev til beskæftigelsesminister Inger Støjberg om problematikken. I brevet opfordrer Erik Sørensen ministeren til, at der udarbejdes et forslag til en vederlagsfri model, således at deltidsbrandmænd sidestilles med eksempelvis byrådspolitikere, som i tilfælde af ledighed ikke bliver modregnet i dagpengene for vederlaget som kommunalbestyrelsesmedlem.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg har ikke svaret på brevet, og borgmester Erik Sørensen har derfor i dag sendt et nyt brev, hvori han rykker ministeren for et svar på problemstillingen.
Vedrørende deltidsansatte brandmænd ved Frederikshavn Brandvæsen
Kære Inger Støjberg
Du kender til vores situation her i Frederikshavn efter massive personalenedskæringer på MAN Diesel, og jeg skrev til dig den 20. august 2009 om en udløber af denne situation – nemlig problemerne for brandberedskabet.
Situationen er nu yderligere forværret. Pt. har 16 ud af de i alt 80 deltidsbrandmænd taget hul på den såkaldte 30 ugers regel. Heraf vil flere falde for reglen inden for kort tid. Det betyder, at 20 % af deltidsbrandmændene er berørt af reglen i øjeblikket, og vi kan forvente, at flere er på vej i den kommende tid.
Vi står i en kaotisk og uoverskuelig situation, i særdeleshed for Frederikshavn Kommunes brandberedskab, men også for brandmændene. Der er brug for, at der sættes akut ind på at løse disse problemstillinger.
Som nævnt skrev jeg til dig den 20. august 2009, jeg har endnu ikke fået svar – og nu sender jeg en indtrængende opfordring til, at du gør hvad du kan for at hjælpe os ud af denne højaktuelle og problematiske situation.
Med venlig hilsen
Erik Sørensen
Borgmester
En kommentar til “Frederikshavn Kommune sender borgmesterbrev om:” under annoncerne.
Jeg er sædvanligvis ikke god til at rose Erik Sørensen, men her er der et tiltag der er både relevant og helt på sin plads – og som henvender sig til helt almindelige menneskers økonomiske hverdag.
Problematikken om de frivillige brandmænds problemer omkring lovgivningen for supplerende dagpenge er velkendt, men der er altså også rigtig mange andre mennesker i vores kommune, bl. a. indenfor turisterhvervet og fiskeindustrien, der er rigtig hårdt ramt af den tåbelige lovgivning om kun 30 ugers ret til supplerende dagpenge. Loven rammer os i yderområderne urimeligt hårdt, og stiller folk i et frygteligt dilemme omkring et deltidsarbejde uden supplerende dagpenge, eller ledighed på fuld tid.
Fuld støtte til en henvendelse til Støjberg herfra – selv om hun navnet til trods ikke har for vane at høre efter!
Venlig hilsen
Søren Visti Jensen
A-kassevejleder og byrådskandidat for SF