”Juleoratoriet” i Skagen kirke den 18. december
11. december 2009 - kl. 0:30 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
En sjælden begivenhed er i vente i Skagen kirke fredag aften den 18. december kl. 19.30, nemlig opførelsen af J. S. Bachs ”Juleoratorium” fra 1734. Eller rettere sagt de første tre dele af værkets i alt seks, som omhandler selve julen (de tre sidste er til Nytår og Hellig tre konger).
Det er storslået musik, komponeret for stor besætning: strygeorkester med træblæsere, cembalo, trompeter og pauker, stort firestemmigt kor og fire vokalsolister (sopran, alt, tenor og bas). I et afvekslende forløb af orkesterledsagede korsatser, recitativer, lyriske arier og firestemmige koralvers har Bach iklædt julens uopslidelige historie og evangelium om barnet, krybben, englene, hyrderne mm. så mageløse musikalske gevandter, at selv den mest stålsatte ateist må blive blød i knæene.
Og det er ikke just et begynderhold, der står for opførelsen: Aalborg Symfoniorkester, under ledelse af hollandske David Pocilijn, Thisted Drenge- og Mandskor, samt Ditte Højgaard Andersen (vel nok Danmarks førende koleratursopran (!)), Hanne Fischer, alt, David Danholt, tenor og Steffen Brun, bas. Gå ikke glip af denne fuldtonede udladning i Skagen kirke helt ind under Jul.
Vi har sat billetprisen så lavt som en flad hund og satser på et ikke for stort underskud. Slut op om begivenheden og medvirk dermed til at muliggøre sådanne kirkekoncerter også i fremtiden.
Billetter fås hos Dal´s på Sct. Laurentii Vej 70, og på kirkekontoret i åbningstiden. Vent ikke til sidste øjeblik og kom i god tid fredag aften den 18. december!
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af '”Juleoratoriet” i Skagen kirke den 18. december' til en bekendt