
Skagen Festival er nu klar med flere navne
24. december 2009 - kl. 18:22 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
På åbningsaftenen torsdag den 1. juli i Skagen Kultur & Fritidscenter bliver der et populært gensyn med Lis Sørensen & Band. Hun har været i Skagen flere gange, og hver gang giver hun folk, hvad de er kommet efter: perler fra et stort bagkatalog – sange skrevet af Sebastian, Anne Linnet, Steffen Brandt eller helt egne sange. I flæng kan nævnes: ”Fuld af nattens stjerner”, ”Verden er i farver”, ”Mine øjne de skal se”, ”Fri for at drømme om dig”, ” Paseo con amor” – ja listen er næsten utømmelig. Så glæd jer til torsdag aften, hvor Lis Sørensen endnu engang vil begejstre en forhåbentlig fuld sal.
Til at varme op for Lis Sørensen kommer en anden god gammel kending med et nyt orkester, nemlig Nalle and his Crazy Ivans. Nalle har også været her før – for et par år siden sammen med Hans Thessink og Knud Møller i Badmintonhallen. Der er dømt blues af høj karat, når den genfødte Nalle går på scenen torsdag aften. Den seneste CD ”Back to the roots,” har fået mange anmelderroser, og de fire gutter får flotte anmeldelser, når de er på scenen. Der bliver genhør med gamle kendinge som ”It´s all over now” – ”You better move on” og mange, mange flere. Sange af koryfæer som Bob Dylan, Sam Cooke og Chuck Berry bliver taget under kærlig behandling – sange, som bliver spillet meget på de landsdækkende radiokanaler.
Fredag aften i Skagen Kultur & Fritidscenter kommer Oyster Band på scenen for at supplere Dalton og Omar and the Howlers. Oyster Band var i Skagen sidste år og gav en fantastisk koncert. For dem, der var der sidste år, glemmer de nok ikke lige med samme, hvordan de gav ekstra nummer a capella. Man kunne høre den berømte nål falde til jorden. De havde publikum i deres hule hånd. At få knap 2000 mennesker til at være stille midt under en koncert i Skagen Kultur & Fritidscenter – det er klasse! Vi håber på en lige så stor oplevelse i 2010.
Derudover vil der blive gensyn med:
De populære kor – hollandske Rolling Home og norske Flekkefjord Sangforening.
Populær kan man også sige om Johnny Silvo & Hans Graasvold. Faktisk har Rolling Home og Silvo/Graasvold lige været på turne i Holland – sammen. Det må være en oplevelse at høre Johnny Silvos stemme og Grassvolds fantastiske guitarspil understøttet af et 40 mand stort mandskor. Det kan man godt begynde at glæde sig til ved festival 2010. Betingelserne for, at man kan opleve det på Skagen Festivalen 2010, er i hvert fald til stede.
Andre navne kan nævnes:
Rough Red fra Australien, Cairdeas fra Skotland, Sinclair & the Rovers fra Norge og endelig blues fra danske H.P. Lange.
Så der er masser af oplevelser i vente til den 40. version af Skagen Festival i 2010, der løber af stabelen fra den 1. juli til den 4. juli. Brug en uges ferie på toppen af Danmark med masser af musik, hygge, stemning og masser af glade mennesker, heriblandt mere end 600 frivillige medarbejdere.
Sørg for at booke overnatning i god tid, da der er rift om sengepladserne i Skagen i festivalugen. Det er selvfølgelig muligt at overnatte på festival-campen, men ønsker man anden indkvartering, så er det nu, man skal have det gjort.
Billetsalget starter første mandag i maj. Få flere oplysninger på: www.skagenfestival.dk
Glædelig jul og godt nytår. Vi ses forhåbentlig i uge 26.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Skagen Festival er nu klar med flere navne' til en bekendt