Ny bestyrelsesformand for Skagen Havn
7. januar 2010 - kl. 0:04 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Skagen Havns bestyrelse har på bestyrelsesmøde den 5. januar konstitueret sig, og bestyrelsen har udpeget den tidligere næstformand og konsulent Werner Broberg som ny formand. Werner Broberg har været medlem af Skagen Havns bestyrelse siden 2001 og er tidligere mangeårig administrerende direktør for Fiskernes Fiskeindustri i Skagen.
Hidtil har formandsposten været varetaget af Hans Rex Christensen der tidligere var borgmester i Skagen Kommune og efterfølgende byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune. Skagen Havn har en position som både Danmarks førende fiskerihavn og en aktiv erhvervshavn på flere andre forretningsområder. Det skyldes ikke mindst, at havnens ledelse og bestyrelsen med tidligere formand Hans Rex Christensen i spidsen, har haft evnen og viljen til at ligge og gennemføre strategierne, udtaler den nye bestyrelsesformand Werner Broberg.
– Jeg ser frem til fremover at skulle varetage posten som formand for Skagen Havn. Skagen Havn har siden ejerskiftet til en kommunal selvstyrehavn været inde i en kraftig udvikling og en profilering som en meget aktiv erhvervshavn. Havnens strategier er gennemført i tæt samarbejde med havnens brugere og kunder, og der er fortsat et stort potentiale for videre udvikling. Vision 2015 er det strategipapir, der danner rammerne for havnens udvikling og den strategiske fokusering, vi skal arbejde med i de kommende år. Jeg mener, der er mange muligheder for at fortsætte den progressive udvikling af Skagen Havn.
Den nye bestyrelsesformand udtaler endvidere;
– I virkeliggørelsen af strategierne vil der fortsat være et skarpt fokus på fiskeriet, der er kerneområdet for Skagen Havn – men der er også tiltag i gang på helt nye forretningsområder, der skal være med til at bidrage positivt til resultaterne for Skagen Havn. Det vil således være nødvendigt, at udnytte alle ressourcer i havnens bestyrelse, ledelse og blandt medarbejderne for at sikre den rigtige udvikling. En udvikling der vil være drevet af såvel en kommerciel drift af havnen, som den rolle havnen indtager i forhold til lokalsamfundet.
Skagen Havns bestyrelse består herefter af:
• Werner Broberg, konsulent
• Bjarne Kvist (A)
• Peter Nielsen (C)
• Jørgen Philip-Sørensen, direktør Sorven Holdings
• Henning R. Jensen, formand Areallejerforeningen
• Carl Jesper Hermansen, formand Skagen Fiskeriforening
• Mikal Nielsen, havneassistent ved Skagen Havn
I bestyrelsen fastholdes erhvervsrepræsentanter for Skagen Fiskeriforening og Areallejerforeningen, hvilket er med til at kvalificere strategiarbejdet i forhold til brugerne, samt sikre koordination og dialog. Bjarne Kvist blev valgt som næstformand for Skagen Havn. Peter Nielsen (C) afløser Hans Rex Christensen (V) og Mikal Nielsen afløser Christian Mandrup Hansen.
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Ny bestyrelsesformand for Skagen Havn' til en bekendt