Så er det ud af røret, Ældremobiliseringen kalder
15. marts 2010 - kl. 7:16 - af UGj
Nu er det Skagens tur til at oprette en Ældre-hjælper-Ældre organisation. På fredag, den 19. marts kl. 10-12 er der inspirationsmøde i Skagenhallen, hvor Ældremobiliseringen over en kop kaffe vil fortælle om projektet. Du binder dig ikke til noget som helst ved at møde op, men måske bliver du bidt af tanken , eller også finder du ud af, at det ikke er noget for dig.
Uanset hvad, så mød op. Tilmelding skal ske senest i dag til Elin Bak på telefon 20 91 48 02 eller send hende en mail på eb@aeldremobiliseringen.dk og skriv, at du gerne vil komme.
Og hvad går det så ud på? Mange siger, at de er besøgsven eller lignende og derfor ikke har mere tid, men her tager de fejl. Dette er IKKE noget fast ugentligt, med mindre man selv aftaler det. Men hvis for eksempel en ældre med gigt i hænderne skal have syet en knap i, ja så er der garanteret en i organisationen, der lige kan smutte hen og ordne den sag. Det tager ikke lang tid.
Det kan også være en lampe, der skal hænges op, hjælp til formuleringen af et brev til det offentlige, hjælp til at bringe en pakke til postkontoret, ja mulighederne er uanede, men alle små enkeltopgaver.
Alle har brug for hjælp en gang imellem – og alle kan yde hjælp på et eller andet plan. Og ingen binder sig til faste tidspunkter.
Så der er ingen undskyldning: Er du over 60, har du ikke længere tilknytning til arbejdsmarkedet, så kom ud af røret og ring til Elin (af hensyn til lokale og kaffe :o). Som sagt binder man sig ikke til noget ved at møde op.
Og til dig, hvis forældre eller bedsteforældre ikke selv har en PC og derfor ikke læser dette: Giv dem lige et praj – de vil garanteret gerne være med!
Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Så er det ud af røret, Ældremobiliseringen kalder' til en bekendt