
Motionscenter åbent 365 dage om året
26. juni 2010 - kl. 13:53 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
I fremtiden er der ingen tidsmæssige gode undskyldninger for ikke at dyrke motion og styrketræning i Skagen Motionscenter. Motionscentret vil nemlig fremover have åbent samtlige 365 dage om året fra kl. 06 til 22.
– Vi har netop taget et nyt system i brug, så vores brugere på de tidspunkter, hvor der ikke er personlig betjening, selv kan lukke sig ind via et personligt kort, som de bare skal sætte op mod en scanner, der er placeret ved indgangen, og det nye system tjekker også automatisk, om brugeren har betalt kontingent, fortæller leder af Skagen Motionscenter, Liselotte Staal.
Der vil fortsat være personlig betjening fra kl. 9 til 21 på hverdage, men der har blandt brugerne været et stort ønske om for eksempel at kunne tage i motionscentret og få lidt sved på panden tidligt om morgenen, inden de skulle på arbejde, ligesom mange også gerne vil have mulighed for at træne mere i weekenden, end nogle få timer lørdag hidtil har givet mulighed for.
Med de nye åbningstider i Skagen Motionscenter kan Skagen365 så også skrive endnu et tilbud på listen over firmaer i Skagen, der holder åbent 365 dage om året, og der er da også – ikke mindst i de kommende måneder – mange af Skagens turister, der benytter det lokale motionscenter, selv om de lokale fortsat dominerer klart på listen over medlemmer.
Skagen Motionscenter har netop nu over 500 brugere, og i denne tid bliver der også både vrikket, danset og grinet til salsamusik i et af rummene i motionscentret på Skarpæsvej 200 i Skagen.
– Der er fire hold, der danser cubansk salsa, og hvis flere skulle have lyst til at være med, er der enkelte ledige pladser, fortæller Liselotte Staal.
Til gengæld kniber det mildt sagt allerede nu med at finde plads til alle de, der ønsker at være med på nye dansehold i zumba, der er en meget populær dansefitness inspireret af latinamerikansk musik.
– Der har vi også oprettet fire dansehold, og selv om de først starter i slutningen af august, har vi allerede skrevet over 50 personer op på en venteliste, så der er vist ingen tvivl om, at zumba bliver det helt store hit i vores motionscenter til efteråret, fastslår Liselotte Staal.
14 kommentarer til “Motionscenter åbent 365 dage om året” under annoncerne.
















Hej Degn
Det vil være fair af dig at vise hvor jeg fordrejer noget, det ser jeg frem til!
Nyd endelig din underholdning.
Vh
Anders
Hej Hanne
Jeg er lykkelig over at vitale samfundsopgaver varetages nat og dag året rundt. Jeg tro dog stadig at meget ville kunne være anderledes. Man kunne for eksempel forestille sig at 10 % af besøgene på motionscentrene blev konverteret til besøg hos en der har brug for lidt snak og omsorg. Menneskeligt ubetaleligt og mange samfundskroner spares.
Vh
Anders
Hej Anders!
“For ikke så mange år siden var der helligdage hvor alt var lukket. I vores stressede tidsalder var det måske en ide at genindføre sådanne lukkedage.”
Ja – det er tydeligt at du ikke arbejder indenfor det kommunale område, hvor helligdage ikke har den store betydning for dit arbejde – og sådan det var det såmænd heller ikke i “gamle dage”.
Vær glad for, at du kan ringe til politiet, blive opereret og få din gamle mor passet på plejehjemmet selvom det er på en helligdag!
Anders jeg synes du skal gå i kontakt på tværs hvis du har så meget lyst til ro, samtale og fordybelse. Du snakker om underholdning 24 i døgnet, men hvis jeg læser rigtigt står der intet i artiklen om dette. Men som hundredetusinde andre gange fordrejer du lige artiklen og indholdet. Jeg har f.eks altid lyst til underholdning, og så er det så nemt lige at gå ind på denne side og læse alle dine indlæg. Du skal da passe på at debattere så meget, alle skal jo have tid til ro og fordybelse!!!
Det er det ikke så snart man er inde i en god træningsrytme… Så får man faktisk mere energi ud af træningen end man bruger, og det bliver en helt naturlig del af ens liv, og ikke en byrde… Og skulle man ikke føle for det en dag, ja så bliver man bare hjemme… Ro er der masser af tid til, også selvom man træner aktivt og regelmæssigt.
Martin Nielsen, jeg ønsker jer allesammen held og lykke! Kast endelig med vægte og nyd jeres fælles hobby og samlingspunkt. Gør det også gerne 365 dage om året, jeg ville bare sådan ønske for jer at der også blev tid til lidt ro, samtale og fordybelse. Det er hårdt hele tiden at “skulle” noget.
Venlig hilsen
Anders
Mikkel Schou dog. Motion kan man da dyrke døgnet rundt, alle vegne. Lige hvor du sidder eller står, vær ikke tilbageholdende gå bare igang med det samme. Men du vil gerne have et samfund der skal stille underholdning til rådighed 24 timer i døgnet 365 dage om året. Bliver mennesker gladere af det?
Ps. Du skal ikke bestemme hvad jeg har lyst til at skrive om, og omvendt.
Vh
Anders
Mikkel tak for ros 🙂 vi har arbejdet et godt stykke til at at få det til at fungere og nu er systemet oppe.. vi håber mange benytter sig af tilbuddet.
Anders hvis man udvikler sig personligt bare en lille smule og ikke bare er snæversynet og fordomsfuld, vil man indse at der er forskellige måder på at finde ro osv… nogle mennesker sider på en bakke og kigger ud og vandet, andre smider med vægte og bruger deres fælles hobby som et samlingspunkt for at møde nye mennesker og nye livssyn…Men hvad ved jeg, jeg er bare en narcissistisk træningstosse.
Mvh. Martin Nielsen
Ahh, Anders Jørgensen, brug du hellere tiden på at skrive om entré til Grenen osv.
Motion har endnu ikke vist sig at være usundt for nogen, så muligheden for at dyrke det når man har tid må da siges at være et plus – såvel personligt som samfundsmæssigt…
Jamen så er alt jo i orden Hr. Sørensen. Der skal bare være fuld fart på hele tiden. På den måde slipper man jo for at møde sig selv, bare mas på.
God fornøjelse med maskinerne, en dag opdager du tomheden.
Anders
Nu er der jo ikke nogen der tvinger folk ud i motionscenteret bare fordi muligheden er der Hr. Jørgensen…
Muligheden er der for dem der ikke kan træne indenfor de normale åbningstider, og også for dem der har lyst og energi til at træne hver dag, det skal motionscenteret i hvert fald ikke klandres for… Hvis folk ikke får talt med hinanden pga. træning er det deres egen skyld, og bestemt ikke motionscenterets…
Godt initiativ!!!
Man kan vel også få dårlig samvittighed over at være en træningsfreak? Hvad med at tale med hinanden i stedet for narcissistisk træningstosseri?
Hilsen
Anders
Nu tvivler jeg på at der er medarbejdere alle dage – det er nu meget almindeligt med motionscentre hvor man kan lukke sig selv ind ved hjælp af et chipkort.
Det eneste det i min optik kan være dårligt for er samvittigheden, nu har man ikke længere en undskyldning for ikke at træne – og deraf følger den dårlige samvittighed.
Synes det er et godt initiativ fra motionscentret side…
For ikke så mange år siden var der helligdage hvor alt var lukket. I vores stressede tidsalder var det måske en ide at genindføre sådanne lukkedage. Alle mennesker har brug for tid til eftertanke, og måske få talt med hinanden. Åbent alle 365 dage er et skråplan, også for medarbejderne.
Vh
Anders