
Etableringen af fiberbred – båndet er skudt i gang
17. august 2010 - kl. 0:06 - af Michael Egelund (WebRedaktør)
Mandag den 16. august 2010 satte ENV skovlen i jorden og påbegyndte gravearbejdet i områderne omkring Cronborgvej, Nordsøvej og Højensvej.
“Det er en vigtig del af vores planlægning, at etableringen af fibernettet giver så få gener for Skagen by som muligt. Derfor er det også først her midt i august, hvor turistsæsonen løjer af, at vi for alvor går i gang med etableringen” fortæller ENV’s direktør Peder Kjeldgaard.
Inden længe bliver de første borgere tilsluttet fiberbredbåndet og får dermed adgang til internet, TV og telefoni via den nyeste og mest stabile data-teknologi.
“Fiberbredbåndet er allerede blevet positivt modtaget i Skagen, selvom vi endnu ikke har igangsat en masse salgsaktiviteter.” siger Carsten Jensen, direktør, Bredbånd Nord, og fortsætter “Det fortæller mig, at byen er klar til det nye fiberbredbånd. Så det er uden tvivl den rigtige beslutning, at vi nu kommer til Skagen.”
ENV og Bredbånd Nord vil fremadrettet være meget synlige i Skagen. Blandt andet med informationsmøder for mindre områder, hvor borgerne kan høre mere om de muligheder fiberbredbånd giver, men også med andre aktiviteter. Carsten Jensen fortæller “Allerede den 26. august holder vi et stort arrangement i Skagen Kultur- og fritidscenter, hvor hele byen kan komme forbi og se hvad projektet drejer sig om og ikke mindst hvad fibernettet tilbyder.”
Fiberdagen i Skagen løber af stablen torsdag den 26. august kl. 12 – 19 i Skagen Kultur- og fritidscenter. Her kan interesserede kigge forbi og høre mere om projektet og hvad indhold vi kan tilbyde via fiberbredbånd.
















Anbefal artiklen via e-mail
Email en kopi af 'Etableringen af fiberbred - båndet er skudt i gang' til en bekendt