Ordet er frit: Vil de holde os hjemme?

Ordet er frit: Vil de holde os hjemme?

24. januar 2011 - kl. 11:27 - af

Når vi nu snakker om, hvad der kan udvikle Skagen som by, så er en af udfordringerne at der er langt fra alting til Skagen – og det samme den anden vej. Skagboerne er heldigvis rigtig gode til at køre ud og det smitter. Jeg kører selv til Frederikshavn 3-5 gange om ugen, hvor jeg har klinik og nyder egentlig turen, dels fordi den ikke er længere end den er.

Eller – jeg nød den. Nu er jeg bare irriteret. Det MÅ være meningen, at det skal blive nemmere og nemmere at komme til at fra byen, så DET ikke er en udfordring. Men nu er der sat 60 km fart begrænsning op både nord for Jerup og nord for Aalbæk. Hvad hulen er meningen? Prøver Vej og Park at holde os hjemme i Skagen, eller vil de have os væk fra vejene og over i de i forvejen overfyldte og dyre myldretidstog? Eller måske mangler politiet i fartkontrollen nye uniformer og tænker, at de kan finansieres af lavere hastigheder på steder, hvor det ikke giver mening..?

I stedet for at sætte hastigheden ned og gøre det virkelig besværligt at komme sydpå, så skulle man udbygge vejen og sætte hastigheden op. En lang lige vej med rimeligt udsyn til begge sider – det er simpelthen ikke i orden at begrænse hastigheden på den for os der ligger og pendler!

Som det er nu, kan det faktisk også være lige meget med at køre til Frederikshavn på shoppe og hyggetur, for Hjørring er kun 5 minutter længere væk på grund af de nye fartgrænser.

Og Aalborg – det er helt udelukket at tage over Frederikshavn fremover. Før var det 6 minutter hurtigere at tage den over Hjørring ifølge krak.dk – men det var da hyggeligt at køre over Frederikshavn, dels på grund af turen langs vandet, og dels fordi det var oplagt lige at smutte en tur forbi gågaden, men nu er forskellen en del mere og så er der jo ingen grund til at gøre turen til Frederikshavn overhovedet udenfor arbejdstid.

Det går den forkerte vej!

Venligst

Mette Andersen

28 kommentarer til “Ordet er frit: Vil de holde os hjemme?” under annoncerne.

Kommentarer
Anbefal via e-mail

28 kommentarer til “Ordet er frit: Vil de holde os hjemme?”

  • I dag mellem kl. 13 og 14 brugt 118 1/2 sek længer på at køre til Frederikshavn, men så var det også med ryge- og tissepause syd for Aalbæk.

    Mvh
    Kim

  • Jesper Ellegaard

    Hej Anders

    Mit indlæg var nu meget ironisk…Ja selv om det ikke er sjovt kunne jeg ikke lade være med at grine da læste det…Tænk sig at en psykoterapeut og ja alle andre kan hidse sig op over at det tage ca 20 sek længere at køre til Frhavn…
    At vi ikke har større problemer end 20 sek kan få vores verden til at falde sammen…!!!!!

    MVH
    Jesper

  • Anders Jørgensen

    Til Jesper Ellegaard

    Det er ædelmodegt af dig at forsvare Mette. Ovenfor kan du læse Mettes svar til mig (26 januar) Det tyder ikke på nogen form for humor hos Mette,
    Men endnu værre: Mette er terapeut med ansvaret for klienter og dermed en slags autoritet, hun forholder sig ikke bare et sekund til frafiksikkerhed og ulykkers følger, det er uansvarligt af hende, og ikke spor morsomt.

    Venlig hilsen
    Anders
    God vind til alle trafikanter.

  • Jesper Ellegaard

    Fantastisk Mette…..;-)
    Det er virkelig god humor…Tænk at du med et så sjovt og underholdene indlæg kunne få så mange op af stolen….Der ramte du plet….10-20 sek længere køretid til Frhavn kunne få en så lang debat igang…Det er jo ren stand up…
    Respekt…!!!!

    Mvh
    Jesper

  • kære tina
    jeg syntes man kan læse mellem linierne din glæde ved fart, så må man jo bare håbe at de 31 år med kørekort har været uden bil
    v.h. ove

  • Anders Jørgensen

    Kære Tina

    Jeg synes at det er fint at man sænker hastigheden for at undgå potetielle ulykker. Hvorfor vente med at gøre noget til ulykker er sket?
    Med din holdning er du med til at visse mennesker bliver ved med at mene at man kan køre som det passer een selv. Måske du og ligesindede kunne have gavn af at opholde jer på en skadestue nogle dage, ja måske det kunne gavne alle trafikanters situation.
    Venlig hilsen
    Anders
    Med ønsket om hensyntagen i trafikken.

  • Kære Anders
    Ja gu er det da forfærdeligt at midste, det ved alle, det er altid forfærdeligt når nogen dør, uanset hvordan, så så dum er alle andre altså heller ikke, men en stastik på 4 ulykker på 5 år (med den trafik) på 2 strækninger, og ingen bevis for, for hurtig kørsel??? Ja det er da en frygtlig stastik 🙂 Jeg tror du er en af dem, der altid kører i venstre side på motorvejen, måske fordi du “ved bedre”
    Hilsen Tina
    Kørekort i 31 år “med og uden bil”

  • Til evt. interesserede her på siten, har jeg i går modtaget nedenstående svar mail fra Vejdirektoratet.

    Vi kan så hver især være enig eller uenig i denne dispostion. Det står naturligvis enhver frit for igen at rette henvendelse til underskriver af denne svar mail, såfremt man måtte ønske yderligere oplysninger eller i øvrigt har en kommentar.

    vh
    Pia Karlsen( V)

    Tak for din henvendelse angående de nyetablerede lokale hastighedsbegrænsninger ved Jerup og Ålbæk.

    De lokale hastighedsbegrænsninger på 60 km/t er etableret i forbindelse med grå strækningsprojekter. Grå strækninger er projekter, hvor der er registreret flere uheld end forventet på lokaliteten, men hvor der ikke sker så mange uheld at der er tale om en sort plet. Der er over en 5-årig periode registreret 4 trafikuheld på de 2 strækninger. Der er i flere af uheldene tegn på at der er kørt for hurtigt. På baggrund af ovenstående er det i samarbejde med Nordjyllands Politi besluttet at indføre en lokal hastighedsbegrænsning på 60 km/t på de nævnte lokaliteter.

    På begge lokaliteter er der desuden en del overkørsler ind til private ejendomme og virksomheder. Specielt nord for Ålbæk er der mange adgange der også gør, at en nedskiltning af hastigheden kan reducere risikoen for bagendekollisioner ved svingning ind til ejendommene.

    Venlig hilsen

    René Juhl Hollen
    Civilingeniør
    Trafiksikkerhedsrevisor
    mail adresse: rhp@vd.dk

  • Anders Jørgensen

    Kære Tina

    Når du skriver som du gør, er du enten meget ung, eller også har du ikke personligt forstået konsekvenserne ved uheld med høj fart. En tredie mulighed er at du ikke har oplevet magtesløsheden eller sorgen ved at sige farvel til trafikdræbte.
    Jeg ønsker dig sikker kørsel.

    Venlig hilsen
    Anders

  • Jeg har lige kørt hjem fra en tur til Ålbæk…. kørte bagved politiet….. det gik sgu rigtig godt med 100-110 km. Men jeg er heller ikke bange for at køre bil, (og det var de åbenbart heller ikke) og dem der er det, burde nok tage det tog, så der ikke var alle de uheld. 60 km er kun til dem med “blød hat” og dem der sidder helt oppe i forruden, de er farlige og bange for alt og alle. Man mister konsentrationen ved så lav fart.

  • Henrik Holm Jensen

    Det er muligt man kan tage toget..Men hvad nu det ikke passer ind i ens arbejdstid….og man skal videre fra stationen i Frederikshavn….
    Jeg bruger også vejen til Frederikshavn hver dag, og føler det helt klart som chikane med alle de 60 km/t skilte….og som Brian Iversen så rigtigt skriver, at der til sommer kommer 60 km/t skilte op ved Farm Fun, ja så er turen til Frederikshavn næsten 60 km/t hele vejen…Helt sikkert fantastisk for dem som alligevel parkere midt på vejen, søndagsbilisterne…..eller dem fra kør efter regel foreningen… Jeg bruger vejen til at køre på, ikke til at nyde naturen eller andre ting…Naturen nydes på et andet tidspunkt…..
    Næh lad os få lavet ordenligt veje hele vejen til Skagen…Måske det kunne hjælpe på erhverslivet….

  • Inger Kempff-Nordkap

    Lad os alle pakke os ind i vat og tage turen på gåben (og hov, glem ikke cykelhjelmen) 😉

  • Opfordring til stressede bilister. Tag toget. Prøv det. Det er faktisk temmelig afslappende i stedet for at sidde i en dum bil, der både forurener og sluger din pengepung med dyr benzin.
    Ålbæk er en (dejlig) by, hvor der også bor mennesker. Det nævnte stykke mellem rundkørslen og byskiltet, hvor man nu må køre 60 km. er der faktisk også rigtig mange indkørsler til privat ejendomme og der er indkørsel til et par store virksomheder, som vi skal være glade for at have i vores by/kommune.
    Man kører jo ikke 80 hverken gennem rundkørslen eller byen. Så farten er jo allerede nede. Ikk’, så det kan ikke være så galt lige DER.

    Hilsen Majbrit

  • Anders Jørgensen

    En samtale jeg havde med vejdirektoratet tlf. 72442000 gjorde det klart at der er en stigende uheldsfrekvens og at de 2 berørte er at betragte som “grå”.
    Men lad mig tilslutte mig dette tiltag, præventiv indsats er bedre en tilskadekomne!

    Vh
    Anders
    Skagen tilbage til Skagboerne

  • Et kig på vejsektoren.dk viser, at uheldsfrekvensen på omtalte strækning i årene 2005-2009 ligger mellem 0,1 og 0,3 uheld pr. 1 million kørte kilometer, hvad der i øvrigt gælder hele strækningen mellem Skagen og Frederikshavn. Ikke noget med sorte,grå eller andre pletter på strækningen.
    Mon ikke årsagen til den indførte hastighedsbegrænsning blot skyldes muligheden for at optimere indtjeningen for den fotovogn der ofte er parkeret uden for Jerup?

    Hilsen Sten

  • Anders Jørgensen

    Til Erik
    Ja jeg er bekendt med at der er en stigende uheldsfrekvens på disse specifikke strækninger. Dette kan iøvrigt bekræftes. Men generelt har man de såkaldt “sorte pletter” på landkortet, der hvor der hyppigt sker alvorlige ulykker. De to nævnte strækninger falder ind under betegnelsen “grå pletter/strækninger”, altså knapt så udsatte som “sorte”.

    Venlig hilsen
    Anders
    Skagen tilbage til Skagboerne, med og uden bil

  • Mette ville vel blot gerne vide hvorfor der er nye fartgrænser på disse strækninger, hvilket jeg heller ikke helt forstår.

    Tror nu nok vi alle ved at farten dræber…..men at der er flere ulykker præcis
    på disse strækninger i forhold til andre dele af turen til Frederikshavn, ved jeg ikke.

    Anders ,du er måske bekendt med disse tal/oplysninger?

    Venlig hilsen
    Erik

  • Anders Jørgensen

    Kære Mette
    Jeg synes bestemt at vi alle er mennesker, alle uden undtagelse. Wow, jeg prøver såmænd optimistisk at gøre både dig ondre opmærksom på at det er en lille bitte forsinkelse der her er tale om.

    Du startede debatten med et stort indlæg, men du springer let og elegant over at kommentere fakta om ulykker og hastighedens betydning?Du komenterer heller ikke at mange slet ikke kan slappe af bag rattet.

    Det er sødt af dig at forholde dig til om jeg føler mindreværd, det gør jeg ikke. Jeg ved til gengæld hvad det gør ved mennesker der mister deres kære i trafikken.
    Jeg ønsker dig sikker kørse, højt selvværdl og godt humør.
    Venlig hilsen
    Anders
    Skagen tilbage til Skagboerne

  • Ja, der lærte du måske noget nyt Anders?! At vi alle er mennesker….! Også psykoterapeuter med stor viden om stresshåndtering, selvværd og parforhold – wow tænk engang, hva’?! Ingen fortjener at være på en piedestal – der er koldt og ensomt og du fortjener bedre end at føle mindreværd overfor noget som kun er en fantasi <3

    Jeg synes at det er stressende at skulle skifte fart hele tiden – og nej, det sparer IKKE benzin, tværtimod.

    Mange hilsner
    Mette

  • Anders Jørgensen

    Til Sten
    Beklagelse.
    Jeg troede fejlagtigt at den berørte strækning var længere, beklager.
    Det må i sagens natur være glædeligt for dem der helst vil køre 80 kmt. at det så kun drejer sig om 10 sekunders forsinkelse.
    Venlig hilsen
    Anders
    Nu 10 sekunder tidligere op.

  • Hvis turen tager 3 minutter længere,hvordan kan man så nøjes med at tage hjemmefra 10 sekunder tidligere?…hvis man altså skal være fremme på samme tidspunkt.

    Hilsen Sten

  • Anders Jørgensen

    Hej Brian og andre
    Jeg har undersøgt sagen!
    Grunden til at nedsætte farten på de to strækninger der tilsammen udgør
    1 Kilometer, er et stigende antal ulykker. Ja du skal tidligere op, nemlig cirka 10 sekunder, det klarer du sikkert i stiv arm.
    Det er mere overraskende at Mette Andersen der underviser i stresshåndtering som psykoterapeut, finder denne lille fartsænkning/forsinkelse oprørende. Verden ville blive et bedre sted hvis vi alle tog et ansvar for at undgå skader på hinanden. I bilen handler det for manges vedkommende om at lære at kunne holde sig selv ud i enrum, at være sammen med sig selv.

    Venlig hilsen
    Anders, nu 10 sekunder tidligere op

  • Hej Anders
    Ja, det er jo dejligt at nyde turen, men behøver det være i nærheden af en stor fabriksbygning? Jeg er også bruger af vejen til og fra arbejde. Nu skal vi snart have farten ned for at ‘dyreparken’ syd for Ålbæk. Så vi må stå tidligere op. Fortsat god tur.

    Hilsen
    Brian

  • Anders Jørgensen

    Kære Mette og Lis

    Fart dræber, det ved alle!
    Hvorfor ikke have glæde af at køre lidt langsommere, så er der mere tid til at nyde turen, og ikke mindst får man mindre stress. Pengemaskine bliver det kun hvis man kører for stærkt, så det bestemmer man jo selv. Man kunne jo kalde det en pengemaskine i jeres favør: I sparer penge ved at køre lidt langsommere. Ok, så tager hele turen Skagen-Frederikshavn måske 3 minutter længere, hvem vil ikke investere 3 minutter i at undgå ulykker?
    Vh
    Anders
    Skagen tilbage til Skagboerne

  • Pia Karlsen har været så venlig at undersøge, hvem der ejer vejen og det er en statsvej. Hun har påtaget sig at skrive til Vejdirektoratet og få en begrundelse for tiltaget. Tak Pia 🙂

    Mvh
    Mette G. Andersen

  • Jørgen Aakerberg, Park & Vej, Frederikshavn Kommune.

    Til oplysning følgende fakta:
    Frederikshavnsvej, Ålbækvej og Skagensvej mellem Skagen og Frederikshavn er ikke en kommunevej men en statsvej som administreres af Vejdirektoratet.
    Spørgsmål angående hastighedsgrænser m.v. kan rettes til Vejdirektoratet, Vejcenter Nord, telf. 72442000, E-mail: vn@vd.dk
    Med venlig hilsen
    Jørgen Aakerberg
    Park & Vej
    Frederikshavn Kommune.

  • Kære Mette

    Kan tildels godt forstå din undren.

    Vejen mellem Skagen og Frederikshavn er en statsvej. Det er derfor Vejdirektoratet der er vejmyndighed for denne strækning, og dermed også Vejdirektoratet (med samtykke fra politiet) der tager beslutning om etablering af hastighedsbegrænsninger på strækningen.

    Jeg har rettet en henvendelse til Vejdirektoretet, så vi kan finde ud af, hvad årsagen egentlig er.
    vh
    Pia Karlsen

  • Du har fuldstændig ret Mette. Det virker som ren chikane eller pengemaskine til fartkontrol. Inden længe kommer 60 skilte op ved Farm Fun, så er det ved at være 60 km i timen fra nord for Ålbæk og til man har passeret Jerup. Om sommeren er det kaos i forvejen med vores smalle veje og trafikken snegler sig afsted. Udbygning af vejen, JA TAK.. Efterhånden skal alle skawboer pendle for at komme på job. Fraflytning roder godt nok i tankerne.
    Kunne man få en begrundelse for de alt for lave fartgrænser !!

Der er lukket for nye kommentarer...

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Ordet er frit: Vil de holde os hjemme?' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2025 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger