Serie 3: God fangst imod Hirtshals

Strauss frispark hvor først Casper Mosberg (liggende) forsøger at heade bolden i mål. Bolden smutter hen til Mikkel Sonnesen som også forsøger uden held.

Serie 3: God fangst imod Hirtshals

9. maj 2011 - kl. 15:08 - af

Det var meget tæt på sidste udkald for Skagens serie 3 hold i fodbold, hvis point kvoten for overlevelse i rækken skulle indfries.

At dagens modstander var Hirtshals, som var rækkens nr. 2, var helt underordnet i denne sammenhæng. Der skulle point i Dogger banken og allerhelst 3.

Vikarierende træner i Anders Mortensen havde gjort sit hjemmearbejde og havde analyseret modstanderen til punkt og prikke. Undervurdering og blot en kamp der skal overstås er sandsynligvis, hvad vores gæster har i hovedet og i benende og det er der vores chance er, var de bevingede ord fra head coach Anders ”bager”.

I det bagerste forsvar var cykelhandler Ole Pedersen hidkaldt som bremseklods og han havde det gear ekstra med, som bevirkede at Skagen holdet kunne lukke helt og holdent af i forsvaret. Det gav endvidere det udbytte at anfører Tommy Fuglsang kunne agere i en rolle, som en mere fri fugl med et større overskud og mulighed for at skyde med frem til støtte for angriberne.

Og i front har man så efterhånden fået sin storbomber, Brian Strauss i noget der igen minder om en rigtig god form og han var da også denne dag på Spar Nord Arena med i alt det offensive, Skagen holdet kunne diske op med og det var ikke så lidt endda på denne smukke konfirmationslørdag.

Starten på kampen var en følende hinanden på gællerne og man skulle helt hen i det 39. min. før den første alvorlige chance opstod. Et flot lagt frispark af Brian Strauss, hvis indlæg først blev forsøgt headet i mål af Casper Mosberg, men dog missede sit forsøg. I stedet røg bolden hen til Mikkel Sonnesen, men også hans store hovedstødschance blev forspildt.

Gæsterne fra Hirtshals kom kun til fadet via nogle godt lagte hjørnespark, som i den 1. halvleg voldte Skagen forsvaret nogle problemer, men i det 44. min. havde hjemmeholdet luret tricket af og et godt hjørnespark var tæt på at ende i rusen hos Hirtshals keeperen.

I pausen havde træner Anders ”bager” slået stort brød op og han kunne fastslå til Skagen holdet, at i den her kamp tager vi alle 3 point. Det går fint og det bliver bedre endnu i takt med at vores gæster bliver frustreret over manglende scoringer. Citat slut.

Om Anders Mortensen havde brugt ekkolod eller andet teknisk hjælpemiddel i sit hjemmearbejde, for at kunne forudsige denne prognose, skal undertegnede lade være usagt, men faktum var at gæsterne overhovedet ikke blev lukket ind i kampen i de sidste 45 min.

Og da topscorer Brian Strauss oven i købet begyndte at vade i målchancer, som en anden bundgarnsfisker i vaders var kimen lagt til 3 behagelige og lune point.

Der var spillet 8 min. af halvlegen og Brian Strauss kunne score sit første mål i kampen og bringe hjemmeholdet foran 1-0.

11 min. senere kunne Strauss sende Hirtshals til fuld tælling med sin scoring til 2-0.

Gæsterne havde kapituleret og det kunne nemt havde blevet en seriøs lussing til topholdet.

I det 27. min. kunne Brian Eggert heade Brian Strauss helt fri, men bolden stødte på en knold i skudøjeblikket og forsøget røg langt over mål.

Kort tid efter kunne Strauss så sende et frispark lige i fødderne af Brian Eggert, men den gode Eggerts ben er kolde som eskimo is lige i øjeblikket.

I kampens døende minutter nåede en godt kæmpende Brian Strauss lige at brænde en kæmpechance, da han et par meter fra mållinjen fik bolden drejet uden om en solgt Hirtshals keeper.

En stor indsats af hele holdet banede vejen for sæsonens første sejr og udsigten til at komme på den rigtige side af nedrykningsstregen er nu blevet meget mere synlig. Der er nu 3 point op til den rigtige side af stregen.

Næste weekend er der atter hjemmekamp og her er det vigtigt, at den gode indsats følges op med yderligere point på kontoen. Desværre ser det ud som om, at man må undvære sin ”bomber” Brian Strauss, så hvis der er nogle der sidder derhjemme med et par støvler med mål i, er man hjertelig velkommen til træning tirsdag og torsdag. Resten skal Skagen holdet nok klare.

Man of the match : Tommy K. Fuglsang.

Med venlig hilsen

Jan Ole Skatka


Anbefal via e-mail Anbefal via e-mail

Anbefal artiklen via e-mail

Email en kopi af 'Serie 3: God fangst imod Hirtshals' til en bekendt

E-Mail Image Verification

Loading ... Loading ...
© 2007-2024 SkagensAvis.dk - lokale nyheder fra Skagen

Vidste du at vi har en udgave
af avisen der er optimeret til

Cookie-indstillinger